Det begyndte dybt inde i Afrikas jungle

Danmarks suverænt bedst sælgende romanforfatter er klar med femte bind i serien om Afdeling Q. Mød forretningsmanden og forfatteren Jussi Adler-Olsen, der har solgt ti mio. bøger og købt en villa for at kunne rumme sit forfatterskab.

Jussi Adler-Olsen er formentlig en af meget få forfattere i dansk litteraturhistorie med eget forfatterhus, et forretnings­domicil, hvor han både skriver sine bøger og driver sin virksomhed. I øjeblikket er håndværkerne ved at lægge sidste hånd på huset i Allerød, der er blevet moderniseret fra kælder til kvist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Det hele begyndte langt nede i Vestafrika - eller, hvis man skal være helt nøjagtig, med en glemt fødselsdag.

En dag i november 2010 blev Jussi Adler-Olsen ringet op af sin gamle ven, Jesper Helbo, der er kunstmaler, globetrotter og webmaster på forfatterens hjemmeside.

»Du glemte vist noget i går,« sagde Jesper.

»Hvad?« spurgte Jussi intetanende.

»Min fødselsdag,« lød svaret.

Jussi Adler-Olsen sidder lidt urolig på stolen og får en anelse ekstra kulør i ansigtet, når han fortæller historien selv nu her et par år senere. Han var temmelig ked af forglemmelsen og svarede derfor lidt stor i slaget:

»Det er ikke godt. Hvad kan jeg gøre til gengæld?«

Vennen foreslog ikke helt ubeskedent en tur til Afrika. Det lød dyrt, syntes Jussi, men sådan blev det. De to, forfatteren og kunstmaleren, rejste til Cameroun, et af verdens fattigste og mest korrupte lande. Ikke just målet for en normal herretur. Rejsen blev barsk, men oplevelsesrig og gav den kendte Allerød-forfatter indledningen til sin femte roman i Afdeling Q-serien, »Marco Effekten«, der udkommer på torsdag.

Den indledes med et mord på en afrikansk mand i netop det jungleområde, Dja tæt ved Congo, som forfatteren og kunstmaleren besøgte. Hér er vilde dyr, krybskytter, pygmæer og bantufolk, og mordet har tråde til svindel med dansk udviklingsbistand, finanskrise, et mord i København og ikke mindst drengen Marco, en tapper, kløgtig Oliver Twist-agtig figur - måske med sigøjnerbaggrund, måske ikke - der må så grueligt meget ondt igennem. Og selvfølgelig bliver mesteren i sort, desillusioneret humor, Afdeling Qs leder, politikommissær Carl Mørck, og hans medarbejdere, Rose og Assad, sat på sagen.

»Jesper Helbo er en rigtig globetrotter. Han er typen, der tager skoene af, når han går ind i urskoven, og han tager dem først på igen, når han tre måneder senere kommer ud. Jeg sagde til Jesper, at jeg ikke ville ind i junglen, hvis der var krybskytter og vilde dyr, vi ikke kunne håndtere. Men det var der - begge dele, og det fandt jeg først ud af dernede et par timer før, vi skulle af sted. Det første, der skete, da vi stod i Somolomo, landsbyen jeg beskriver i bogen, var, at der kom en ranger med et tudsegammelt gevær hen til os og sagde: ’Så er jeg klar.’ Så spurgte jeg Jesper, hvad han skulle. ’Han skal passe på os,’ svarede han. ’På hvad?’ spurgte jeg. ’På krybskytter.’ Da blev jeg sgu gal og var parat til at tage hjem, for krybskytter dernede er udstyret med AK46ere (Kalashnikov maskinpistoler, red.).«

Det viste sig, at rangerens opgave var at gå ind i junglen og ødelægge krybskytternes lejre, og det havde Jesper Helbro også først fundet ud af nogle timer før afgang. Men de to, forfatteren og kunstneren, tog med alligevel, og sammen opsporede de krybskytternes lejre, sov i dem om natten og brændte dem ned om morgenen.

»Det blev spændende. Vi havde ni pygmæer og tre bantuer, som jeg beskriver i bogen, med os,« fortæller forfatteren, som slap ud af junglen med livet i god behold sammen med kunstmaleren.

Kongen af dansk krimi sidder i sin nye forfattervilla på Prins Valdemars Alle i Allerød. Det er vist første gang i dansk litteraturhistorie, at en forfatter har købt en villa, et forretningsdomicil, hvorfra han driver sin forfattervirksomhed. Det er ikke kun hér, han skriver, det er også her, han møder journalister og TV-hold fra hele verden, det er her, han forhandler filmkontrakter og mødes med agenter, forlagsfolk og andre, der er har med hans omfangsrige forfatterskab at gøre.

Foreløbig er det blevet til ti millioner solgte bøger over hele verden samt filmkontrakter både i udlandet og i Danmark, hvor filmselskabet Zentropa lige nu er i gang med filmatiseringen af den første Afdeling Q-roman, »Kvinden i buret«, med Nikolai Lie Kaas og Sonja Richter i hovedrollerne. Det har gjort forfatteren til tocifret millionær og sat ham i stand til at erhverve forfatterhuset i Allerød.

Jussi Adler-Olsen viser rundt i huset, hvor et hold af håndværkere er ved at færdiggøre haven. Han fortæller med glæde om projektet, for han er bidt af gamle huse og har egenhændigt sat flere af slagsen i stand - det gælder også hans privatbolig i Allerød.

Forfattervillaen fra 1917 er på 325 kvadratmeter, og huset er blevet moderniseret fra kælder til kvist. Et stort konferencelokale i stuen har plads til, at TV-hold kan lave interview. I forkontoret sidder den søde og effektive sekretær, som kommer med kaffe, tager telefoner og laver aftaler. I et herskabeligt stort køkken kan der afholdes receptioner og middage, og på førte sal har forfatteren sit skriveværksted med bøger og en stor plade- og CD-samling. Tæt på har hans kone, Hanne, der på fuld tid tager del i virksomheden, sin plads, og på anden sal er der bl.a. et gæsteværelse til udenlandske journalister og et lille lydstudie, hvor forfatteren kan dyrke en af sine mange kreative interesser - at komponere musik. Det hele dufter nyt.

»Her sad vi og planlagde vores nye forretningsår,« fortæller Jussi Adler-Olsen, mens han viser rundt.

Forfatteren svarer uden mindste tøven ja, når han bliver spurgt, om han også er forretningsmand. Som gammel forlægger og redaktør ved han, at en bogs succes er afhængig af alle led i kæden. Der skal skrives gode bøger, som læserne har lyst til. Design og layout skal være i orden, bogen skal markedsføres, der skal gives interview, og der skal være en god kontakt til læserne. Det hele planlægges nøje.

»Jeg er både forfatter og forretningsmand, og det er to vidt forskellige personer. Forretningen Jussi Adler-Olsen omfatter det hele. Mit problem i øjeblikket er, at jeg mangler tid. Jeg skal både være den intuitive forfatter og bruge de erfaringer som forretningsmand, jeg har opbygget. I går sad jeg her og lavede en forretningsplan for de udenlandske film, og det er ret komplekst. Jeg laver mine egne kontrakter og stiller mine egne betingelser, og kan de folk, jeg forhandler med, ikke finde ud af det, så er det ikke os, der skal arbejde sammen. No hard feelings,« siger Jussi Adler-Olsen.

Mens han selv med hjælp fra en advokat står for filmkontrakterne, så håndterer en agent hans forlagskontrakter. Derudover besøger han selv de forlag, som udgiver hans bøger. Det giver det bedste resultat, hvis han har personlig kontakt med forlagene, mener han.

Jussi Adler-Olsens historie er enestående. Kun ganske få forfattere har solgt så meget som ham, og så er hans succes kommet på ganske få år. Føler han sig ikke nogle gange som Jeppe, der vågner i baronens seng?

»Selvfølgelig kniber jeg mig i armen - det gør jeg konstant af mange grunde. Én af dem er, at det går så let. Man siger, at den, der har, skal gives, og at succes avler succes. Sådan er det. Dér, hvor jeg kniber mig i armen, er, når vi taler om kurven. Jeg elsker begrebet ’logaritmisk kurve’, det kan man bygge mange drømme på. Den slags, jeg beskæftiger mig med, udvikler sig som regel aldrig logaritmisk, men det er altså sket for mig.«

Han debuterede som romanforfatter i 1997, og han nåede at skrive i alt tre bøger, inden den første om Afdeling Q udkom i 2007. Han kunne indtil da leve rimeligt af sit forfatterskab, men først med Afdeling Q kom der for alvor skub i tingene.

»Jeg vidste, at hvis jeg skulle skrive en serie, så skulle jeg lave noget, der ikke var set før. Jeg taler ikke om det enkelte skelet og den enkelte kliché i de enkelte bøger, men om hele det lange forløb i de ti bind, som serien skal bestå af. Serien skal være én bred, samlende historie, hvor hver bog er et kapitel. Som man ser det i ’Buddenbrooks’, ’Krig og fred’ og ’Matador’.«

Når Jussi Adler-Olsen taler med sine læsere, så er der to ting, der går igen. De kan godt lide hovedpersonerne - særligt Carl Mørck, og så er de glade for humoren i bøgerne. Forfatteren fortæller, at han selv ligefrem er lidt misundelig på Carl Mørck, fordi han tør være doven.

»Vi føler med Carl, fordi han har en masse i sig, som vi føler, vi godt selv kunne bruge. For eksempel dét at gå til sin overordnede og give ham en verbal lussing. Carl Mørck er også et meget empatisk menneske, men han har det ikke godt. Hans historie skal langsomt pible frem, og først i bind nummer ni får vi hele hans historie.«

Jussi Adler-Olsen siger, at han som forfatter skal lægge arm med læsernes søvntrang. De læser ofte i sengen, og hvis hans bøger ikke er spændende nok, så falder de i søvn. Som forfatter har han tre værktøjer, der kan holde læserne vågne:

Små korte sætninger, som driver læsningen frem.

Cliffhangeren. En overraskende udvikling og udgang på et kapital, som gør, at læseren må læse videre.

Humoren!

»Det sidste er jo min hemmelighed som er vidt kendt. Jeg har altid tænkt på det med, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Her handler det om latteren. Man kan gøre mange ting med latteren. Man kan krybe ned i sengen til folk og få dem til at klukke, og man kan behandle store grimme politiske og sociale emner og anskueliggøre dem med humor og latter. Det er uinteressant med pegefingeren, men latteren kommer man langt med.«

Allerød-forfatterens succes har været så omfattende, at han faktisk røg ind i en krise, da han skulle skrive »Marco Effekten«. Han sad og skrev nede i sin lejlighed i Barcelona og fandt ud af, at han havde mistet grebet om fortællingen. Han var både i tidnød og havde tabt overblikket.

Årsag? Han havde haft for travlt til at få ro til at skrive. Både privat og jobmæssigt. Hans mor døde midt i skriveprocessen, og han havde haft travlt med forretning og markedsføring med 240 rejsedage de seneste to år. Hjemme i Danmark måtte han have en af sine venner til at hjælpe. De tog en uge i sommerhus for sammen at få hold på historien, og derefter flyttede vennen ind i forfatterhuset og hjalp Jussi med at komme videre.

»Nu har vi lagt en forretningsplan. Fra 1. maj til 1. november er det skrivetid, og så laver jeg alt det andet den anden halvdel af året.«

Jussi Adler-Olsen er et påfaldende positivt menneske, der udstråler stor selvtillid. Han fortæller underholdende og engageret, og han er ofte appellerende i sin attitude, som en entertainer, der henvender sig til sit publikum. Uden sin søde kone, Hanne, havde han »været lost«, fortæller han. Han synes, han har fået en »familie« på de forlag, han samarbejder med i udlandet. Han kan godt lide at møde sine læsere. Han kalder sin mor »et lys«. Om sin far, Henry Olsen, der var psykiatrisk overlæge, cand.theol., cand.mag. og havde læst på Musikkonservatoriet, siger han, at »han kastede lys, aldrig skygge«. At vokse op med sine tre storesøstre kalder han »en velsignelse«.

»Jeg tror, jeg har selvtilliden fra mine forældre. På et tidspunkt dumpede jeg i gymnasiet, fordi jeg hele tiden var ude at spille musik. Jeg syntes selv, at jeg var den kvikkeste dreng i klassen, og jeg var rasende. Hvorpå min far sagde til mig: ’Jamen Jussi, jeg har flest eksamener i Danmark, og jeg er også den, der er dumpet flest gange, og jeg har aldrig været bange for nederlag. Tag dit nederlag med oprejst pande, og lær af det’.«

Jussi Adler-Olsen siger, at opvæksten med tre storesøstre betød, at han blev »forkælet og elsket i fuldstændig overdreven grad«. Og på trods af at han voksede op i »Sex-Olsens« hjem - hans far skrev bogen »En læges vejledning - håndbog i seksuel hygiejne«, som vakte megen opsigt ved udgivelsen i 1945 - så lærte han også meget om etik og moral i hjemmet.

Men følte den succesrige forfatter som ung, at han skulle leve op til sin far, overlægens langstrakte CV?

»Tværtimod. Han sagde til mig: ’Jussi, du har så mange talenter, jeg ikke har. Gør mig den tjeneste at dyrke dem alle.’ Så han gav mig fri. Det største talent af alle er, at du er heldig. Underforstået: at du er god til at finde ud af, hvilken vej, du skal gå. Det har jeg været. Det er muligt, at jeg begyndte at læse medicin, fordi min far var en vidunderlig læge; jeg kunne jo se, hvad han gjorde på hospitalerne. Men jeg fandt efter 11 dage ud af, at - hov - hvis jeg blev læge, så skulle jeg arbejde på hospitaler resten af livet, og det havde jeg ikke lige tænkt på.«