»Det bedste ved faget er de mennesker, man arbejder med«

Glamour? Lave lønninger, høj arbejdsløshed og konstant usikkerhed om, hvor næste månedsløn skal komme fra, præger mange skuespillere, og næsten hver tredje har overvejet helt at skippe jobbet, viser en undersøgelse fra Berlingske Research. Alligevel elsker de fleste deres arbejde. Berlingske fulgte skuespillerne på Betty Nansen Teatret en aften op til forestillingens start.

Til større serie i Berlingske om skuespillere og deres forhold er der lavet reportage backstage fra Pigen og Paraplyerne, som spiller på Betty Nansen Teatret. Her ses skuespillerne Kayla Brüel, der elsker at lægge make up. "Hvis jeg en dag ikke kunne synge eller spille skuespil, så ville jeg gerne arbejde med make up. Det ville være en god måde at blive i branchen på, men jeg elsker nu at synge og perfomere, " siger hun. Fold sammen
Læs mere

Klokken er lidt i seks, og på Betty Nansen Teatret er alt tilsyneladende lukket og slukket. Kun den indrammede plakat på facaden med to unge mennesker under en rød paraply viser løfterigt, at om godt to timer går tæppet for sæsonens nok mest poetiske teaterforestilling, »Pigen med paraplyerne« med dansk teaters nye stjerne, Birgitte Hjort Sørensen, i titelrollen.

Vi drejer om hjørnet og følger teaterbygningens vinduesløse ydermur, til vi kommer til en lille, grøn dør. »Sceneindgang« står der. Bag døren gemmer sig et virvar af større og mindre lokaler – et par kontorer, et smalt køkken, hvor en ung pige står og bikser en skål kyllingesalat sammen, en lille stue med tilfældigt sammenbragte møbler, en tilbygget veranda. Vi er backstage på ét af Københavns ældste eksisterende teatre. Her er der blevet spillet skuespil siden 1869, og her har stjerner som Bodil Ipsen, Osvald Helmuth og Marguerite Viby – for slet ikke at tale om fru Nansen selv, som har lagt navn til etablissementet og ledede det i en halv menneskealder – stået på scenen, beundrede og feterede, og modtaget publikums hyldest.

Livet som skuespiller, hvad enten det foregår på teaterscenen, foran film- eller TV-kameraet, er omgærdet af en aura af rigdom og berømmelse. Men jobbet som skuespiller er langt-fra så glamourøst, som nogle tror. Når kendte navne som Mads Mikkelsen, Trine Dyrholm eller Ulrich Thomsen tager til Oscar-uddeling i Hollywood eller står i blitzlyset på den røde løber ved Filmfestivalen i Cannes, udgør de kun en forsvindende del af de godt 1.700 danske skuespillere, der hver dag, fra sæson til sæson, kæmper en brav kamp for at gøre deres passion til et levebrød.

Kl. 18.01: Som den første af skuespillerne ankommer Birgitte Hjort Sørensen med røde kinder, vindblæst hår og iført magelige, blå Adidas-joggingbukser. Hun skynder sig op ad den stejle trappe til 1. sal, hvor fem små garderober er knebet ind. Hendes lange, lyse hår skal sættes i ung 1950er-stil, og det kræver både tid, håndelag – og masser af hårlak.

»Det er ikke det bedste at få ned i lungerne, når man skal synge,« siger hun som forklaring på det hvide åndedrætsværn, hun rutinemæssigt holder op for næse og mund, hver gang Jill Arnfjord, som er frisør på forestillingen, rækker ud efter hårsprayen.

Birgitte Hjort Sørensen er stykkets stjerne, og rollen som den unge Geneviève er bare én i den stime af spændende opgaver, der er fulgt i kølvandet på hendes brede gennembrud som journalisten Katrine Fønsmark i TV-serien »Borgen«. Hun har bl.a. spillet titelrollen i Bille Augusts »Marie Krøyer«, ligesom udlandet har haft bud efter hende bl.a. til roller i de populære engelske serier »Miss Marple« og »Kriminalkommissær Barnaby«.

»Lige nu befinder jeg mig et meget spændende sted i karrieren, og i det hele taget føler jeg mig ret heldig. Siden jeg blev uddannet for syv år siden, har jeg kun været arbejdsløs i kortere perioder,« siger hun. »»Borgen« åbnede mange døre, men selvfølgelig er det ikke en garanti for noget som helst.«

Hun ved således endnu ikke, hvad hun skal lave, når engagementet på Betty Nansen er slut lige efter påske. Alligevel er hun ikke bekymret.»Sidste nytårsaften havde jeg sammenlagt fem dages arbejde i hele 2013. Men så har tingene alligevel flasket sig. Og den uforudsigelighed, der ligger i jobbet, er også tit fordelen. Jeg har oplevet, at drømme gik i opfyldelse, men også at få chancen for at lave ting, jeg aldrig havde haft fantasi til at drømme om.«Lige nu nyder hun at være tilbage på teaterscenen efter fortrinsvis at have lavet film og TV i en årrække.

»Det er jo det, jeg er uddannet til, og det var her, det startede for mig med »Chicago« i 2007, så det er rart at komme tilbage til rødderne.«

Usikkerheden om, hvor det næste job og indtjeningen til næste måneds husleje skal komme fra, spiller en stor rolle for langt de fleste skuespillere. En skuespillers arbejdsliv er præget af mange skiftende ansættelsesforhold, arbejdsløsheden i faget er stor, og kun godt en tredjedel – 35 procent – har udelukkende indtægter fra decideret skuespilarbejde, fremgår det af en undersøgelse gennemført af Berlingske Research blandt medlemmer af Dansk Skuespillerforbund.

I undersøgelsen giver mange udtryk for, at de gerne vil have større sikkerhed. »Jeg er ikke ansat ret lang tid ad gangen og er tit nervøs for, hvordan jeg skal klare fremtiden,« hedder det bl.a. Det kan være en forklaring på, at flere end hver fjerde skuespiller – 28 procent – henter størstedelen af deres årlige indkomst og bruger størstedelen af deres arbejdstid på andet end skuespilarbejde.

»Jeg elsker mit fag og elsker at arbejde som skuespiller. Men det er svært, når der er lange perioder uden arbejde,« fremgår det i én af besvarelserne. Mens en anden skriver: »Det er behårdt arbejde, og jeg skal hele tiden tænke over næste job, og hvordan jeg skal promovere mig selv.«

Kl. 18.24: Kaya Brüel og Jens Jacob Tychsen står i teatrets lillebitte have og ryger en smøg, inden de skal ind og gøre sig klar. »Pigen med paraplyerne« er Kaya Brüels sjette forestilling på Betty Nansen Teatret.

»Det var faktisk her, jeg debuterede i midten af 1990erne, da jeg var med i »Hair«,« fortæller den 42-årige autodidakte sanger og skuespiller, der sideløbende med skuespilkarrieren har udgivet en række album både med andres og egne sange.

»Det har gjort, at jeg har kunnet overleve i branchen i 20 år nu. I de perioder, hvor jeg ikke har haft teaterengagement, har jeg bl.a. kunnet arbejde som komponist og musiker,« siger hun og sammenligner den økonomisk usikre tilværelse som kunstner med at gå på line:

»Hvis bare man lader være med at kigge ned og fokusere på hullerne, synes jeg næsten altid, det ordner sig. Dengang finanskrisen kom, tog mange af os skuespillere det lidt mere køligt. For os er det nemlig altid finanskrise, vi ved aldrig, hvornår vi har arbejde næste gang,« ler hun.

Hun nyder samværet med kollegerne i forestillingen.

»Det er en dejlig og humoristisk arbejdsplads, og man bliver tømret ret godt sammen, når man deler garderobe hver dag i flere måneder. Ulempen er, at man brat mister alle de her venner, der er blevet en vigtig del af ens dagligdag, når forestillingen er slut.«

Kl. 18.44: Jens Jacob Tychsen er godt i gang med sminkesvampen og den brune creme. Han er nybarberet, og håret sidder som en blank, sort hjelm. Forestillingens tre herrer og det seks mand store orkester deler to små, sammenhængende garderober, og der opstår hurtigt en gemytlig drengerøvsstemning, efterhånden som de øvrige dukker op.

»Det, jeg godt kan lide ved at være skuespiller, er, når man kan blande kortene så meget som overhovedet muligt. Springe fra den ene yderlighed til den anden. Og det, synes jeg, er lykkedes de seneste sæsoner,« siger Jens Jacob Tychsen, der inden for det seneste år har spillet så forskellige roller som Josef K i Kafkas »Processen« på Republique og den smålumre skuespiller Weyse i TV2s dramaserie »Badehotellet«.

»Hvis jeg lugter, at nogen er ved at sætte mig i bås, er det med at komme væk. Og det har jeg gjort. Men det kræver, at man er villig til at satse og sige fra, selv om man ikke har noget andet eller bedre at tage sig til. Hvis man ikke vil ansættes i et ensemble, er det en farlig verden. Du skal have nerver af stål.«

Hvis man drømmer om et liv på den økonomiske solside, er det ikke skuespiller, man skal vælge som sin profession. Syv ud af ti danske skuespillere har en samlet årsløn på under 400.000 kroner, viser Berlingskes rundspørge. Og hver femte tjener mindre end 200.000 kroner årligt. Til sammenligning er danskernes gennemsnitlige årsindkomst knap 300.000 kroner.

Kun fem procent af deltagerne i undersøgelsen har svaret, at de har en årsindkomt på 700.000 kroner eller derover – og kun to procent af dem tjener deres penge udelukkende ved skuespilarbejde.

»Vi har en benhård branche, hvor job er svære at få, og lønnen er utroligt dårlig for fodfolket. Man skal vikelig elske sit job, hvis man vil være skuespiller,« lyder det hvast i én af besvarelserne, mens en anden skriver: »Jeg føler ikke, der er jobs nok. Men mest af alt er lønnen for lav. Jeg arbejder hårdt og rejser rundt i hele landet og bruger derudover 37 timer om ugen på at forberede arbejde eller arbejde. Lønnen overstiger kun lige dagpenge. Det er ikke fair.«

Næsten halvdelen af deltagerne i undersøgelsen har været på dagpenge i kortere eller længere perioder inden for de seneste to år, og en tredjedel har i samme periode arbejdet gratis for at profilere sig. Næsten halvdelen finder det svært eller meget svært at finde betalte job som skuespiller.

»Ansættelser er korte og ikke nødvendigvis jobskabende. Man bruger meget tid på at få hverdagen til at hænge sammen,« skriver én. En anden konstaterer blot: »Der er generelt ikke nok arbejde til alle os skuespillere.«

Kl. 19.01: Danica Curcic iler op ad trappen til gaderoberne. Hun har en stor taske på ryggen og et endnu større smil på læben. »Hey girls!«, råber hun.

Det unge stjernefrø, der for mindre end to år siden blev færdig på Statens Scenekunstskole, har haft en stormende start på karrieren med flere store teaterroller, bl.a. på Det Kongelige Teater. I februar blev hun kåret til »Shooting Star« ved Filmfestivalen i Berlin, og den kommende tid kan hun ses i ikke færre end fire film, bl.a. »Fasandræberne« baseret på Jussi Adler-Olsens krimi, Bille Augusts »Stille hjerte« og Hella Joofs komedie »Malta – All Inclusive«.

»Jeg føler virkelig, jeg lever drømmen lige nu,« siger hun. Alligevel har hun allerede mærket bagsiden af medaljen, den nagende tvivl på egne evner, så snart telefonen ikke ringer med nye opgaver.

»Man skal passe på med ikke at tage tingene for personligt. Man er sin egen værste dommer, så når telefonen ikke ringer, kan jeg godt føle mig som en fiasko. Jeg skal lære at vende det til noget positivt, så jeg kan dyrke mine egne projekter og være kreativ.«

Kl. 19.05: Hanne Uldal sidder i sin garderobe med en kop kaffe og en æske klemmer og sætter håret op, så parykken kan komme på plads. Efter 30 års karriere som skuespiller besluttede hun for ti år siden at sige stop.

»Jeg havde været syg, jeg havde børn og en mand, der arbejdede i udlandet. Det hang bare ikke sammen,« siger hun. »Men nu er situationen en anden, så da Peter (Langdal, teaterdirektør og forestillingens instruktør, red.) ringede, blev jeg rigtig glad. Nu kunne det være dejligt at få lov til at spille mødre, bedstemødre – eller heks. Med min alders erfaring bliver jeg mere og mere klar over, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med på en kunstnerisk måde at fremmane billeder, som vi kan dele med andre.«

I de forløbne ti år har hun undervist hver formiddag på en Rudolf Steiner-skole, og det gør hun stadig. Men med folkepensionsalderen inden for synsvidde overvejer hun at trappe ned.

»Det er hårdt at undervise, det vil jeg ikke blive ved med. Men jeg vil gerne blive ved med at spille skuespil, til jeg er 85,« ler hun.

Store forhåbninger, bristede drømme, men først og fremmest en usvækket kærlighed til faget. Det er det overordnede billede, der tegner sig i Berlingskes undersøgelse, når man spørger skuespillere, hvordan de vurderer deres karriere i forhold til de oprindelige forventninger.

Hver tredje deltager i Berlingskes rundspørge oplever, at karrieren er gået dårligere, end de oprindeligt havde forventet, kun hver fjerde mener, at den er gået bedre. Flere end halvdelen synes, konkurrencen er blevet hårdere de seneste 10 år og 29 procent har inden for de seneste to år overvejet helt at droppe arbejdet som skuespiller.

Alligevel giver tre ud af fire udtryk for, at de er tilfredse eller endda yderst tilfredse med forløbet af deres skuespillerkarriere.Én af respondenterne sammenfatter situationen således: »Tilfreds med at være fastansat. Tilfreds med de roller, jeg spiller. Tilfreds med mine muligheder for at udvikle mig i mit fag. Tilfreds med at have gode kolleger på teatret. Mindre tilfredsstillende: Lønniveauet er for lavt i forhold til arbejdsbyrden.« En anden skriver: »Jeg er glad for de job, jeg har, og elsker det projekt, jeg selv har startet, men ville da ønske, telefonen ringede oftere.«

19.15: Lyden af stemmeøvelser og stumper af forskellige sange flyder ud fra garderoberne. I herreafdelingen er Morten Eisner ved at lægge sidste hånd på sminken. »Må jeg lige låne den sorte?« spørger han kollegaen Jens Jacob Tychsen og napper den lille æske trods kollegaens spøgefulde »nej«.

Morten Eisner har de mindste roller i »Pigen med paraplyerne« – til gengæld har han mange af dem – som autoværkstedsejer, tjener, tankpasser, postbud m.m. Og lidt på samme måde har den 59-årige skuespiller stykket sin karriere sammen. Han har været Pjerrot i Tivoli, været inden i Bamse, været Drosselmeyer i »Nøddeknækkeren« og klovn i Cirkus Arena. Og han har ordrebogen fuld flere år frem.

»Min far sagde, at man kan blive indtægtsløs, men man kan ikke blive arbejdsløs. Men jeg har nu altid kunnet leve af det,« siger han. »Selvfølgelig er det hele ikke rosenrødt. Man kan bekymre sig over, om man slår til. Arbejdsvilkårene kan være for dårlige, og man må kæmpe for at få noget mere i løn. Det bedste ved faget er de mennesker, man arbejder med. Man får venner for livet, også selv om samarbejdet nogle gange kan slå gnister. Jeg kan godt finde på at prioritere menneskene højere end glanssrollen. Jeg vil hellere være et sted med gode vibrationer.«

19.30: Mikkel Kaastrup-Mathew er forestillingens Benjamin og den, der ankommer sidst. Han sætter sig på den ledige stol ved spejlet og begynder med hastige bevægelser at sminke sig. Ligesom Danica Curcic blev han færdig med uddannelsen i 2012, og til juni skal han være far.

Siden han blev færdig har han haft engagement på Aalborg Teater, på Folketeatret i »Nøddebo Præstegaard«, og han har netop også fået engagement på Det Kongelige Teater. Så karrieren går strygende.

Men når man spørger, hvad han drømmer om, kommer der et overraskende svar.

»Selvfølgelig vil jeg også gerne prøve at lave film og TV, men det, jeg drømmer rigtig meget om, er at blive præst i den frikirke, hvor jeg kommer. Det er det, jeg brænder for,« siger han. »Jeg er da stødt på en sund undren fra mine kolleger, når de mærker, at skuespillet ikke er alfa og omega for mig. Men jeg tror, jeg kan få det bedste ud af begge verdener. Jeg tror, jeg vil kunne arbejde mere professionelt med skuespillet, fordi jeg har lagt mit hjerte et andet sted.«

19.36: Kaya Brüel, Hanne Uldal og Danica Curcic er stimlet sammen i den lillebitte frisørsalon, mens de venter på at få sat parykker og ordnet hår. Hele bagvæggen i det smalle lokale er overtegnet med streger og autografer, hvor skuespillere, der gennem årene har optrådt på teatret, har fået målt deres højde og skrevet deres navn, nogle gange også årstallet og den forestilling, de har medvirket i. Et lille stykke teaterhistorie i øjenhøjde.

»Nej, hvor sjovt. Det er mig,« udbryder Kaya Brüel og viser på væggen. »Se, den satte jeg for 23 år siden.«

Kl. 19.55: Klokken ringer. Der er fem minutter, til forestillingen skal gå i gang.

En kvindestemme skratter i det interne samtaleanlæg: »Det var andet ring, og I må gerne komme til scenen.«

Kl. 19.57: Danica Curcic og Kaya Brüel står foran spejlet på bagscenen og giver deres makeup et sidste eftersyn.

Jens Jacob Tychsen slentrer forbi de to kvinder, der deles så godt, de kan, om pladsen ved spejlet.

»Så tænd dog lyset,« siger han – og gør det selv.

Kl. 19.59: Klokken ringer for tredje gang, og samtaleanlægget skratter igen:

»Kære alle. Det var sidste ring. Gå til scenen.«