Derfor truer Taylor Swift, bedstemortrusser og glossy girlpower feminismen

Aldrig har det været mere cool og trendy at være feminist, men det er ikke meningen, at feminisme skal være sjovt, mener Andi Zeisler, grundlægger af Bitch Media. Især ikke når de systemiske forskelle mellem kønnene stadig er enorme i USA.

Feminist-trusser til 300 kr. fra undertøjsmærket Me and You: »Det meste undertøj er designet til at appellere til mænd, men det har vi slet ikke med i vores overvejelser, derfor er vores undertøj lavet ?totalt til dig,« siger firmaet til The New York Times. Foto: Me and You Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En sample af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies definition af feminisme bragede ud i salen, da MTVs årlige Video Music Awards løb af stablen i august 2014.

Badet i skæret fra de enorme neonbogstaver stod Beyoncé. Selv om hendes holdninger var velkendte af offentligheden fra hendes sangtekster, var det, som om at kæmpebogstaverne, der dannede ordet »Feminist«, var det, der skulle til for at få lavinen til at rulle, og Beyoncés optræden udløste da også på mange måder en dominoeffekt i Hollywood.

Da skuespilleren Emma Watson under sin tale til et FN-arrangement i september 2014 opfordrede mænd til at omfavne feminisme, var modtagelsen fuldstændig overvældende.

Talen blev af verdens største medier kaldt for en øjenåbner, og Emma Watson blev hyldet som en stemme, der kunne sparke nyt liv i feminismen.

Popstjernen Taylor Swift, der få år tidligere havde underkendt feminismen, skyndte sig at meddele medierne, at hun faktisk havde været feminist hele tiden.

Flere fulgte trop, og snart var de feministiske superstjerner i skarp konkurrence om førstepladsen på det amerikanske, kulørte kvindemagasin Cosmopolitans »Feminist Celebrity of the Year«-liste.

En magtfuld popkultur

Fra sin hjemby, Portland, i Oregon fulgte feministen Andi Zeisler forbløffet udviklingen, hvor teleselskaber, Always hygiejnebind og Pantene-shampoo lancerede reklamekampagner med feministiske temaer, og transseksuelle pludselig optrådte i mainstream popkultur.

Som grundlægger og kreativ direktør for Bitch Media, en nonprofit feministisk medieorganisation, var det teoretisk set det gennembrud, Andi Zeisler altid havde håbet på at se i medierne og popkulturen.

»Det var en underlig følelse. Vi etablerede jo Bitch i 1996 med ønsket om en verden, hvor reklamefolk, film- og TV-producere og manuskriptforfattere kunne være med til at ændre på, hvad popkultur siger om kvinder og køn. Vi drømte om at nå til et sted, hvor feminist og feminisme ikke længere var ord fyldt med forældet bagage,« siger hun.

Andi Zeisler er af den opfattelse, at de fleste mennesker og især unge mennesker bruger popkultur til at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvilke værdier der er vigtige, og hvad der forventes af dem ud fra, hvilken musik de lytter til, hvilke bøger de læser, og hvem der er deres idoler.

»I mange år er især amerikanske børn blevet defineret af en meget begrænset, kønnet vision for, hvad der er muligt for dem. Popkultur har en kæmpe magt, og anerkender man, at popkultur ikke bare er underholdning, men er med til at forme verden og de mennesker, der lever her, så har man taget et nødvendigt skridt til at ændre måden, vi tænker på ting som køn, race og andre magtstrukturer,« siger Andi Zeisler.

Beyonce ved MTV Video Music Awards (VMA), 24. august 2014. Fold sammen
Læs mere

Feminisme som markedsføring

Som hun skriver i sin bog »We Were Feminists Once: From Riot Grrrl to CoverGirl®, the Buying and Selling of a Political Movement«, der udkom tidligere i år, er feminisme på meget kort tid gået ind i sin måske mest komplekse rolle nogensinde i amerikansk og måske global kultur.

En fase, hvor de fleste af de problemer, som nødvendiggjorde den feministiske bevægelse i første omgang, stadig findes, men hvor kendisser, forbrugere og mainstream-kulturen samtidig omfavner feminismen som en cool, sjov og tilgængelig identitet, som alle kan tage på sig.

Andi Zeisler kalder det ikke popfeminisme, men marketplace feminism.

»Det er afkonteks­tualiseret. Det er afpolitiseret. Den form for feminisme, som er mest synlig, er tæt forbundet med at sælge ting, om så det er en kendis med et nyt album på vej eller et hudplejemærke som for eksempel Dove, der bruger feministiske problemstillinger til at sælge produkter. Man kan ikke kalde det aktivisme. Fokus er ikke på at ændre systemet, for systemiske ændringer ville være dårlig for kapitalismen. I stedet påtager de sig en feministisk identitet på grund af de signaler, det sender. De vinder, fordi de ser mere progressive ud end andre kendisser og virksomheder, og de bliver forbundet med at gøre noget godt for samfundet, selv om de i praksis ikke gør det,« siger Andi Zeisler.

Feministisk trussetrend

I juni 2015 dukkede en bagdel iført lyserøde underbukser op i The New York Times. Avisen skrev i sit modetillæg historien om bedstemortrusserne med ordet »Feminist« i svungne bogstaver henover ballerne, som to unge, kvindelige iværksættere havde designet.

»Det meste undertøj er designet til at appellere til mænd, men det har vi slet ikke med i vores overvejelser; derfor er vores undertøj lavet totalt til dig,« siger undertøjsduoen Me and You til avisen.

Artiklen affødte et væld af nye artikler i toneangivende medier om den nye feministiske trussetrend, hvor bedstemortrusser blev døbt det nye, og g-strenge dømt ude.

Feminist-trusser til 300 kr. fra undertøjsmærket Me and You: »Det meste undertøj er designet til at appellere til mænd, men det har vi slet ikke med i vores overvejelser, derfor er vores undertøj lavet ?totalt til dig,« siger firmaet til The New York Times. Foto: Me and You Fold sammen
Læs mere

Problemet med artiklen og bedstemortrusserne, hvis man spørger Andy Zeisler, er, at medierne skriver om et par trusser til 300 kroner, ledsager artiklen med fotos af skønhedsideal-smukke kvinder iført de såkaldte feministtrusser og blæser en spinkel forbindelse mellem produktet og kropspolitik op, som kan få historien til at fylde i mediebilledet.

Artiklen er ifølge Andi Zeisler en tynd kop te, fordi feminisme intet har at gøre med undertøj, og hvis nogen siger noget andet, er det sandsynligvis, fordi de gerne vil sælge folk bedstemortrusser til 300 kroner stykket.

Men det faktum, at historien hvirvlede gennem nyhederne, som om det var et feministisk gennembrud at tage større trusser på, er netop det perfekte billede på marketplace feminismens infiltration af modeverdenen, forklarer Andi Zeisler.

»Når et produkt bliver præsenteret som »feministisk«, så får forbrugerne den opfattelse, at det at købe og bruge produktet er en feministisk handling i sig selv. Også selv om det er produceret af et multinationalt selskab, som ikke har anden drivkraft end at tjene penge til sine direktører og aktionærer,« siger hun og tilføjer:

»Feminisme som identitet står ikke til ansvar for de kollektive kvindekampe og fastholder idéen om, at man kan definere feminisme baseret på sine egne erfaringer, sympatier eller antipatier. Forfatteren Bell Hooks skrev engang, at hun hellere vil sige »jeg går ind for feminisme«, end »jeg er feminist«, fordi det at gå ind for feminisme, får feminismen til at fremstå som en løbende, levende bevægelse og ikke en statisk identitet, man kan tage på sig.«

»Feminisme skal ikke være sjovt«

Mange feminister har forsøgt at gøre bevægelsen mere acceptabel og mere populær, og det har haft den effekt, at en vis form for feminisme er blevet sjov. Problemet er bare, at det ikke er meningen, at feminisme skal være sjovt.

»Det er komplekst og hårdt, og det pisser folk af. Feminisme er alvorligt, fordi det handler om mennesker, der kræver, at deres menneskelighed bliver anerkendt som værdifuld,« siger Andi Zeisler.

De største ligestillingsproblemer har ikke ændret sig de senere år overhovedet, mener hun.

Andi Zeisler. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Så kan det godt være, at der er kommet flere kvindelige producere og manuskriptforfattere, og at Caitlyn Jenner fylder godt i de amerikanske medier som et ikonisk forbillede, men hvilken forskel gør det, når tal fra 2014 viser, at kvinder med fuldtidsarbejde får 21 procent mindre i løn end mænd i USA?

Så sent som for to år siden stemte Republikanerne i Senatet enstemmigt imod en lov, der havde til formål at mindske de kønsbestemte lønforskelle, og sidste år blev en anti-diskriminations lovpakke nedstemt i Texas, efter at modstandere iværksatte en TV-reklame, der tegnede et billede af transkønnede som pædofile.

Selv om Andi Zeisler beskriver det som kæmpestort, at så mange unge mænd og kvinder bliver introduceret til begrebet »feminisme« gennem Beyoncé til forskel fra hendes egen generation, som sjældent hørte feminisme omtalt på en positiv måde eller mødte det i popkulturen, understreger hun også, at det ingen forskel gør for ligestilling at lytte til Taylor Swift eller gå i trendy feministtrusser.

»Marketplace feminisme bekymrer mig, fordi man fokuserer på individet og individets valg. Men individuelle valg får ikke systemet til at ændre sig fundamentalt. Fokus burde være på systemet. Jeg hører folk sige »feminismen har hjulpet, fordi Pepsi har en kvindelig adm. direktør,« eller »kvinder kan gøre alt, se bare på Oprah!« Men når vi ikke kæmper for systemiske ændringer, kommer fremskidtene til fortsat at være individuelle. Det vil ikke hjælpe alle kvinder og specielt ikke dem, der har mest brug for det. Og det vil helt sikkert hverken være socialt, kulturelt eller politisk transformativt,« mener Andi Zeisler.