Der findes kunstværker, der i eminent grad afspejler den tid, de er blevet til i. Der findes også kunstværker, der peger ud over deres egen tid og bliver evigtgyldige. Og så findes der kunstværker, der gør begge dele. Kunstværker, der er dybt forankrede i deres egen tid, samtidig med at de er kunst til alle tider: Det Sixtinske Kapel er et éksempel. Franz Kafkas »Processen« er et andet. Det dobbeltalbum, som The Beatles udsendte 22. november 1968, og som egentlig bare hed »The Beatles«, men som med det samme fik den uofficielle titel »The White Album«, er endnu et. Og ligesom Det Sixtinske Kapel er blevet renset og restaureret, så det i dag fremstår i al sin oprindelige pragt, og ligesom Franz Kafkas genialt ufærdige roman er forsøgt genetableret i sin oprindelige skikkelse, så har også det kunstværk, som vi kalder »The White Album«, været igennem en »renselse«. Flere gange, faktisk. Forrige gang var i 2009. Nu er det sket igen, i form af den udgave, som Beatles-produceren George Martins søn, Giles Martin, har haft hovedansvaret for, og som udkommer 9. november.
Er det godt? Ja, det er mageløst. Og det lyder måske som en kommerciel fidus nu igen-igen at udsende et gammelt og elsket album og gøre det under påskud af, at »nu får I, kære fans, noget, der lyder bedre end noget andet, I hidtil har hørt«. Men det virker rent faktisk, det gør det. Giles Martin skubber nænsomt stemmerne frem i lydbilledet. Han mixer hele herligheden, så man hører endnu flere (relevante) detaljer end før. Han fremtryller en klarhed, der er helt vild. Og han gør det selvfølgelig med dyb respekt for originalen og med accept, både fra de endnu levende eks-beatler, Paul McCartney og Ringo Starr, og fra John Lennons og George Harrisons enker. Så værsgo: Her har vi noget, der både er helt nyt og 50 år gammelt. Lyt, hvis du tør!
Mystiske mumlelyde
Jeg var selv 14 år gammel, da jeg første gang hørte »The White Album«. Det var i begyndelsen af 1970erne, og jeg var både begejstret og rystet. Begejstret, fordi der er så meget på de plader, som det er så let at elske: Paul McCartneys indledende rocknummer, »Back in the USSR«, samme Paul McCartneys gudesmukke ballade »Blackbird«, George Harrisons indtil da bedste nummer, »While My Guitar Gently Weeps«. Men også rystet, fordi »The White Album« er fyldt med mærkelige indfald, sære introer, mystiske mumlelyde, pludselige stemningsskift. Nogle gange havde jeg bare lyst til at flå pickuppen af og høre noget glad og ufarligt. Noget tidlig Beatles, for eksempel. Eller noget Shu-Bi-Dua. Eller noget andet, der lød mindre truende.
Og her er vi så ved det tidstypiske ved »The White Album«. Det er bare så meget 1968. På samme måde, som Beatles-albummet »Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band« er indbegrebet af den Summer of Love, som sommeren 1967 blev kendt som, med hippiekulturen på godt og ondt, det psykedeliske, flower power´en, på samme måde er »The White Album« et spejl af et år, hvor alt var forandret i forhold til året før. 1968. Det farlige år. Revolutionernes år. Splittelsernes år. Voldens år. Nu handlede det om ungdomsoprør, om protester mod Vietnamkrigen, om gadeoptøjer og besættelser og voldsfantasier, og 1968 var symptomatisk nok også året, hvor først Martin Luther King, senere Robert Kennedy blev myrdet, og der var en følelse af, at alt kunne ske - også på den dårlige måde - og det var en følelse, som adskilte sig så meget fra 1967 og fra de tidligere 1960eres solskinsoptimisme og fremskridtstro i det hele taget. Det er dét, »The White Album« afspejler: Splittelsen. Uroen. Usikkerheden. Glæden i sorgen og sorgen i glæden. Og det gør det mere konsekvent end noget andet kunstværk fra det år.
Tilfældige sange
Og det er ikke, fordi The Beatles satte sig ned og sagde, at nu laver vi et dobbeltalbum, der spejler vores egen nutid. Sådan fungerede det ikke. »The White Album« er ikke et resultat af en plan, men bygger på nogle »tilfældige« sange af John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr (en enkelt!). De fleste af dem blev skrevet, da The Beatles, efter deres manager Brian Epsteins pludselige død, tog til Indien for at meditere med guruen Maharishi Mahesh Yogi, og de bærer for manges vedkommende præg af at være blevet til med en akustisk guitar i hånden, og noget af det meget smukke ved nærværende, remixede og remasterede udgave af »The White Album« er, at endnu et dobbeltalbum følger med i form af de legendariske Esher Demos, hvor The Beatles sidder hjemme hos George Harrison og spiller det kommende dobbeltalbums numre igennem akustisk. Indspilningerne har i årtier cirkuleret som bootlegs, først nu kan de fås helt legalt og i en renset og restaureret udgave, hvor al støj og grimhed er væk. The Beatles unplugged. Mange år før konceptet blev almindeligt udbredt. Fænomenalt.
En ypperlig rodebunke
Og hvad er det så, man hører på »The White Album«? Man hører sange, der stilitisk spænder så vidt, at udgivelsen er blevet kaldt en rodebunke, hvad den da også på sin egen uplanlagte måde er. Men vel at mærke på den ypperligste måde, hvis man spørger mig. På albummet er der inspiration fra reggae, blues, music hall, klassisk rock, flamenco, bluegrass, you name it, og hen imod slutningen af det hele er der en syret lydcollage, »Revolution 9«, efterfulgt af en svampet Mantovani-paraodi, og det er noget rod, men det, der adskiller alle disse numre fra hinanden, er så også det, der samler dem. Det, de har tilfælles, er nemlig, at de går til yderligheder. Stadigvæk og hele tiden på den ypperligste måde.
Er »The White Album« fra det politiserende år 1968 så også et politisk album? Kun indirekte. Kun på den måde, at det tager politisk stilling ved netop ikke at tage klart politisk stilling.
John Lennons »Yer Blues« er således en heftig parodi på en tidstypisk blues: »Yes I´m lonely wanna die/If I ain´t dead already/Oh girl you know the reason why«. Paul McCartneys »Honey Pie« er en perfekt pastiche på en 1920er-schlager, mere 1920er-agtig end 1920erne selv. Ringo Starrs »Don´t Pass Me By« er et glimrende bud på et seriøst gumpetungt sing-a-long-nummer. I »Helter Skelter« forsøger Paul McCartney at lyde ultimativt beskidt og larmende, og i »Mother Nature´s Son« musicerer han så blidt og pastoralt, som det overhovedet er muligt. Begge dele lykkes.
»Monsieur, monsieur, how about another one?«
»The White Album« er altså et yderlighedernes album. Eller man kan sige, at det er et album, der forenes af sine yderligheder. Hvilket igen, tror jeg, er en af af årsagerne til, at det kan virke skræmmende. Mener The Beatles virkelig dét og dét alvorligt, eller er det bare en joke? Og hvad er det for sære ting, der sker rundt omkring i rillerne? Hvorfor mumler John Lennon »Monsieur, monsieur, how about another one?« lige før »Blackbird«? Hvad er det for en ubehagelig, raslende lyd, der afslutter George Harrisons meditative »Long, Long, Long«? Hvorfor siger John Lennons kæreste, Yoko Ono, »you become naked« i slutningen af »Revolution 9«? Der er så mange spørgsmål, og der er så mange fortolkningsmuligheder, og det faktum, at Charles Manson og hans blodtørstige tilhængere lod sig inspirere af netop dette album, er »bare« det tragiske højdepunkt i den komplekse historie om, hvordan det gennem tiden er blevet modtaget. Urovækkende er det, uanset hvad, og jeg tror som antydet, at det afspejler sin tids uro, og altså ikke, fordi dets ophavsmænd ville det sådan, men fordi de var store kunstnere, og fordi store kunstnere altid både spejler og definerer deres tid.
»Take these broken wings and learn to fly«
Er »The White Album« fra det politiserende år 1968 så også et politisk album? Kun indirekte. Kun på den måde, at det tager politisk stilling ved netop ikke at tage klart politisk stilling. »Blackbird« kan tolkes som en hyldest til den amerikanske borgerretsbevægelse: »Take these broken wings and learn to fly«. George Harrisons »Piggies« handler måske om klassesamfundet, men konkluderer intet: »Have you seen the little piggies/Crawling in the dirt/And for all the little piggies/Life is getting worse«. I »Revolution 1« - den langsomme version af John Lennons sang »Revolution« - hedder det tvetydigt: »But when you talk about destruction/Don´t you know that you can count med out (in),« og samme John Lennons »Happiness is a Warm Gun« er, taget på ordet, en hyldest til vold og våben: »/When I hold you in my arms/And I feel my finger on your trigger/I know no one can do me no harm.« I »Back in the USSR« lovpriser Paul McCartney diktaturets kvinder: »Well the Ukraine girls really knock me out/They leave the West behind/And Moscow Girls make me sing and shout/ That Georgia´s always on my mind.«
Langt ude? Ja, da. Men når The Beatles hylder volden og diktaturet og revolutionen, er det selvfølgelig, fordi de ikke gør det, og denne satiriske, tvetungede tilgang til det politiske er endnu et lag af, ja, usikkerhed, som lægger sig oven på et album, der også gør sin lytter usikker, fordi det musikalsk så uforudsigeligt dyrker ironien, pastichen og parodien, og fordi det, om man så må sige, gør ondt værre med sit nøgne, kridhvide cover, der symbolsk lægger op til, at man kan lægge alting og ingenting i dets indhold. Ikke så underligt, at en 14-årig kunne føle sig både begejstret og rystet. Det er bare sådan noget, stor kunst kan. Især når den er både tidstypisk og tidløs.
The Beatles/Esher Demos
Med: The Beatles. Remix: Giles Martin. Den nye udgave af »The White Album« og »Esher Demos« fås samlet på vinyl og i en samling CDer, der blandt andet også rummer 50 tidligere takes fra optagelserne i Abbey Road Studios af »The White Album«. Se alle detaljerne på www.thebeatles.com