Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er én af amerikansk comedys tungeste drenge gennem tiden, der står for underholdningen i Forum mandag aften. Jerry Seinfeld har inspiretet en hel generation af komikere verden over til at skrive jokes om det helt nære i hverdagen.
Casper Christensen er for eksempel ikke bleg for at kalde Jerry Seinfeld for verdensmesteren.
Og selvom den erfarne amerikaner har jaget latterbrøl i tre årtier, er han stadig en relevant entertainer, mener den danske komiker Christian Fuhlendorff.
- Seinfeld er ikke gammeldags. Hans stil er bare anderledes end nutidens. Han kom før alle de stilarter, der er i dag. Han er blevet en act i sig selv - et navn, fortæller Christian Fuhlendorff med begejstring i stemmen.
- Hans stil er meget poleret og ren, men det er i sig selv med til at have Seinfeld kant. Fordi han behøver ikke bandeord for at understrege sine punchlines.
90'ernes konge af sitcom
Seinfeld var allerede et etableret comedy-navn i 1980erne, men det var komedieserien af samme navn, der for alvor sendte ham på raketfart mod satirikernes stjernehimmel.
Kult-serien startede 1989 og endte som 90'ernes største sitcom. Da Christian Fuhlendorff første gang så den, forstod han slet ikke serien, der egentlig ikke handlede om andet end vennerne Jerry, Cramer, Elaine og George og deres indbyrdes hverdagsindviklinger.
- Jeg var overhovedet ikke gammel nok til at forstå humoren, men det var godt, for det betød, at den ikke var tænkt til laveste fællesnævner, siger Christian Fuhlendorff.
Da det sidste afsnit rullede over skærmen fulgte 76 millioner seere med. Et tal som kun ’Sams bar’ og M*A*S*H kan hamle op med.
- Det var en serie, der ikke handlede om noget, men som alligevel var meget mere ægte end Forbrydelsen og The Wire og alle mulig andre serier, fordi den handlede om de små ting i hverdagen.
Man kunne - og kan - genkende situationerne, pinlighederne og skænderierne mellem de fire venner i New York, forklarer Christian Fuhlendorf.
Han er selv i fuld gang med optagelserne til anden omgang af hans egen TV-serie, Kristian, som sendes på Zulu til efteråret.
En 18-årig knægt i Seinfeld-sæt
Da Seinfeld sluttede, vendte Jerry Seinfeld tilbage til rødderne på standup-scenen. Han tog på tourne og udgav DVDen I'm Telling you for the Last Time.
- Jeg så den vildt mange gange. Den kom ud, mens jeg var ved at starte som standupper. Seinfeld optrådte i et jakkesæt, og det gav virkelig pondus på scenen, så sådan et ville jeg også have, fortæller Christian Fuhlendorff.
- Problemet var, at jeg bare var en 18-årig knægt, så jeg lignede mest en konfirmant på scenen.
Når Seinfeld i aften går på scenen i Forum, sidder Christian Fuhlendorff klar blandt publikum:
- Jeg tror det bliver helt lækkert ned til detaljen, siger han.
FUHLENDORFF ANBEFALER:
3 komikere du skal holde øje med
Louis CK
Den amerikanske komiker kan ses i serien Louis.
- Ligesom Seinfeld bare mere moderne. Et kæmpe talent, siger Christian Fuhlendorff.
Dylan Moran
Britisk komiker blandt andet kendt fra komedieserien Black Books og filmen Shaun of the Dead.
- Han er en Bill Hicks uden at være helt så grov, siger Christian Fuhlendorff.
Daniel Tosh
Amerikansk komiker og vært på Comedy Centrals Tosh.O.
- Politisk ukorrekt af værste skuffe. Han går så meget over stregen, at du tror, det er løgn, siger Christian Fuhlendorff.