Derfor er det public service at holde finansministeren vågen

Finansminister Claus Hjort puster ny ild i public service-debatten: Hvad skal DR egentlig lave og hvor mange penge vil vi bruge på det. Er underholdning en del af opgaven, eller skal det varetages af private aktører.

Tv. billede fra X-Factor på DR. Th. finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted/Henning Bagger

I et interview i Politiken i dag siger Claus Hjort Frederiksen, at han ofte keder sig, når han enten ser DR eller TV 2 i den bedste sendetid.

»Når jeg ser på begge kanaler, bliver jeg lidt mismodig over, hvad der er af udsendelser mellem klokken 20 og 21. Det er ikke noget, der kan holde mig vågen. Selv om jeg er glad for amatørunderholdning, er der grænser for, hvor mange umusikalske aktører jeg gider at høre på i primetime«, siger Hjort Frederiksen til Politiken.

Og det er faktisk ikke et ligegyldigt spørgsmål, om DR  kan holde os vågne eller ej. Det ligger i den nuværende public service-definition, at ikke kun finansministre, men så mange som  muligt af os skal engageres af udsendelserne.

»Hvis man kun sender noget, som ingen mennesker gider se, så mister udsendelsen sin betydning for samfundet, uanset hvor vigtigt indholdet er. I en vis forstand ligger det indbygget i public service-begrebet, at man skal gøre det samfundsvigtige indhold populært,« siger medieforsker Henrik Søndergaard, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Underholdning har siden 1973 været nævnt eksplicit i Radio- og Fjernsynsloven. I paragraf 10 står, at

»den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning «

 

»I vores kultur har vi opsat en modsætning mellem underholdning og  oplysning, som public service-begrebet er med til at nedbryde. Det er meget sjældent at finde underholdning, der slet ikke er oplysende. Og det er heller ikke nok, at noget er vigtigt og informativt. Det skal også gøres vedkommende. Det skal ud til folket,« siger Henrik Søndergaard.

Claus Hjort Frederiksen taler om underholdning som en modsætning til public service. I stigende grad er der politisk støtte til denne mere snævre defintion af public service-begrebet. Kulturminister Bertel Haarder har ikke ønsket at kommentere finansministerens udmelding, men har i sit tiltrædelsesinterview i Berlingske sagt, at han »ikke agter at gå i krig med DR« og vil respektere medieforliget frem til 2018, men at han gerne vil se på public-service definitionen.

»Sådan som public service hidtil har været defineret og som det er udmøntet i kontrakten med DR, så bruger vi i Danmark en bred definition af public service-begrebet. Men fra politisk hold og fra dele af den kommercielle medieverden agiteres der hårdt for en public service-definition, der mere snævert handler om oplysning og kultur,« siger Henrik Søndergaard.

Gennem hele DRs historie har opfyldelsen af public service-forpligtelsen været diskuteret på mange måder, selvom ordet først blev introduceret på dansk i 1984. Fra moralske debatter om grimt sprog eller endda dialekter i Statsradiofonien, over graden af afklædhed i TV-teateret og værdidebat om at give kriminelle taletid, frem til den mangeårige debat om DRs politiske skævvridning. Og det har ikke kun været højrefløjens anklage om venstresnoede skærm-trolde, også arbejderbevægelsen har været bekymrede for et dominerende borgerligt mediebillede. Den politiserede debat om indholdet i DR afløses dog i stigende grad af en debat om den måde, DR agerer i mediemarkedet.

»De senere år har konkurrencehensynet fyldt mere i debatten. De partier der traditionelt bekymrer sig mere om hvordan erhvervslivet har det, er mere tilbøjelige til at lytte til det synspunkt, at en stor public service-virksomhed kan bevæge sig ind på private aktørers område på en måde, der er konkurrenceforvridende«, siger Henrik Søndermark.

Berlingske afdækkede i sommer, hvordan cirkusbranchen, koncertarrangører og andre private aktører mente sig udsat for unfair konkurrence fra DR-programmer som Cirkus Sommer Summarum.

»Hvis man kun sender noget, som ingen mennesker gider se, så mister udsendelsen sin betydning for samfundet, uanset hvor vigtigt indholdet er.«

Posted by Berlingske on 27. august 2015