Hvorfor er krimien som genre så uhyggeligt populær?

I denne weekend er Horsens igen værtsby for Krimimessen, og der er vist ikke mange, om nogle, danske krimiforfattere af format, der glimrer ved deres fravær. Udenlandske gæster er der også, og masser af interviews og samtaler og fortællinger om krimier, og det er altsammen udtryk for, at den er så uhyggeligt populær, den genre. Hvorfor?

Lad mig give nogle bud på nogle svar.

Og lad mig indledningvis slå fast, at populariteten ikke har noget med litterær kvalitet som sådan at gøre. Krimier som sådan er litterært hverken værre eller bedre end andre genrer. Nogle få af de mange titler, der hvert år udkommer, skiller sig ud fra mængden. Resten er ikke rigtig værd at skrive hjem om. Sådan er det med al litteratur. Der er langt mellem snapsene.

Hvad der derimod adskiller krimien som genre fra anden skønlitteratur, er, at den i sin typiske fremtrædelsesform er på én gang forudsigelig og uforudsigelig.

Forudsigelig forstået på den måde, at der er er visse træk, visse måder, der går igen fra krimi til krimi og er med til at skabe forventningens og genkendelsens glæde hos den inkarnerede krimilæser. Uforudsigelig i den forstand, at det hører med til genren, at læseren skal mystificeres, inden kabalen til sidst går op. At finde den rette balance mellem forudsigeligheden og uforudsigeligheden er en af de udfordringer, genren stiller sine udøvere overfor. For de bedste af dem lykkes det hver gang.

Krimiens uhyggelige popularitet hænger også, tror jeg, sammen med, at den nærmest pr. definition er en genre, der har til formål at underholde sine læsere, pirre til deres nysgerrighed, få dem til at vende side efter side, til der ikke er flere tilbage at læse.

Andre former for skønlitteratur kan være lige så underholdende, ja, egentlig kan man slet ikke forestille sig nogen bog overhovedet, der kan leve op til elementære krav om kvalitet uden samtidig på en eller anden måde at underholde - selv den mest syrede fortælling, selv den mest indadvendt grublende roman er kun vellykket, hvis den underholder (hvis man altså ved »underholder« forstår, at det læste holder læseren fast.)

Forskellen er bare, at der til krimien i mere elementær, mere snæver forstand stilles det krav, at den skal underholde, og derfor bestræber den sig altid på at gøre netop dét. Det ved dens læsere. Derfor er der så mange af dem.

Men det, der allermest giver krimien så mange og så trofaste læsere, er, tror jeg, dens stabiliserende, verdensbekræftende egenskaber. Krimien (og her som i hele denne klumme mener jeg selvfølgelig ikke ALLE krimier, men den TYPISKE krimi), er kun momentant utryghedsskabende. Facit - efter endt læsning - er, at den gode orden er genoprettet. Verden står endnu og igen. Retfærdigheden er sket fyldest.

Det er nærmest hyggeligt.