Derfor deltager jeg i Copenhagen Pride

Fra politikere til drag queens. Her fortæller kendte danskere om, hvorfor de fester med.

Lykke Friis Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Manu Sareen socialminister

»Jeg deltager, fordi jeg mener, at alle uanset køn eller seksualitet har ret til ligestilling og lige rettigheder. Derfor har vi givet homoseksuelle ret til at blive viet i kirken, sikret medmoderskab for lesbiske og gjort det lettere at få juridisk kønsskifte og styrket indsatsen mod hadforbrydelser. Mennesker skal bedømmes på, hvad de gør, og ikke hvordan de ser ud, hvor de kommer fra, eller hvem de elsker. Priden er for mig et smukt eksempel på, at Danmark er et land, hvor langt de fleste kan leve frit uanset seksualitet og køn. Det gør mig stolt, at vi hvert år holder en fest, hvor vi fejrer det. Priden husker os også på, at homoseksuelles rettigheder er en kamp, der løbende skal kæmpes både herhjemme og globalt. I Danmark er vi langt med at sikre rettigheder for LGBT-personer, derfor bør vi også gå forrest i kampen for at fremme de rettigheder både i EU og internationalt.«

Michael Engel drag queen »Miss OTB«

»For mig er det en festdag, hvor jeg kan feste med mine venner og fejre mangfoldigheden. Jeg bruger også priden som platform for min dragkarakter, Miss OTB. Copenhagen Pride er en folkefest, hvor alle er med – ikke kun de homoseksuelle. Bare i mit lille optog var vi sidste år 30 mennesker, hvoraf 20 af dem var heteroseksuelle. Det, synes jeg, er så fedt. Der er så mange problemer med hate crimes og lovgivning mod homoseksualitet rundt omkring i verden. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi viser, at her støtter vi op om mangfoldigheden og giver minoriteterne plads. I år blev jeg hyret af Nørrebrokirken til at lave dragshow til fastelavnsgudstjenesten. Det er sindssygt og fantastisk, at det kan lade sig gøre. Det var ikke sket i ret mange lande.«

Uffe Elbæk, talsperson for Alternativet 

»Jeg vil gerne være med til at vise, hvilken livskraft der er i LGBT-miljøet. Copenhagen Pride er for LGBT-miljøet, hvad 1. maj er for de socialistiske partier og bevægelser. Det er en festdag, der handler om både fællesskab, identitet og menneskerettigheder. Og selvfølgelig ikke mindst retten til at elske den, man elsker – uanset køn. Hvis Copenhagen Pride ikke eksisterede, blev vi nødt til at opfinde den. For det er en meget vigtig kulturel og politisk begivenhed, der er med til at styrke Københavns identitet som den venlige, mangfoldige storby, som København er. En by, der har hjertet placeret på det helt rigtige sted. Også når det gælder opbakningen og respekten for byens LGBT-miljø.«

Lykke Friis prorektor for uddannelse, Københavns Universitet

»Jeg deltager for at hylde mangfoldigheden og for at sende det signal, at der ikke er nogen kærlighed, der er mere ægte end anden. Selvom mangfoldighed er en del af det danske brand internationalt, er vores samfund fortsat præget af skjult diskrimination. Jeg har deltaget både som prorektor og var også den danske første danske minister, der deltog i 2010. Jeg glæder mig til sammen med over 500 studerende og ansatte, der går med i paraden, at sende signalet om, at Københavns Universitet er et universitet, hvor der naturligvis er frihed til forskellighed.«

Marion Hannerup kommunikationsdirektør, Dansk Industri

»Jeg deltager for at vise, at danske virksomheder kan bruge alle dygtige og talentfulde mennesker. Køn, hudfarve, alder og seksuel orientering skal ikke være en barriere for at hyre de bedste. Vi tror faktisk på, at mangfoldighed kan bidrage til virksomheders vækst og medvirke til at styrke virksomheders position i den globale konkurrence. Copenhagen Pride er et symbol på den menneskelige mangfoldighed, som Dansk Industri mener kan gøre vores virksomheder stærkere. Arbejdet med mangfoldighed handler netop om at udfolde og drage nytte af medarbejdernes forskellighed til gavn for forretningen og den enkelte medarbejder. Når vi skaber rum for åbenhed og respekt for forskellighed på den enkelte arbejdsplads, kan vi sikre et godt arbejdsliv for den enkelte medarbejderne. Og tilfredse medarbejdere er med til at skabe værdi for virksomhederne.«