Derfor blev Morten Kirkskov skuespilchef

Der er i hvert fald fem gode grunde til, at Morten Kirkskov skal være ny skuespilchef på Det Kongelige Teater, mener Berlingskes teaterredaktør.

To gange Morten: Det Kongelige Teatgers nye skuespilchef Morten Kirkskov blev præsenteret af teatrechef Morten Hesseldahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Få vidste det. Mange havde håbet på det. Morten Kirkskov, siden 2011 chef for Aalborg Teater, er Det Kongelige Teaters nye skuespilchef om ikke før så fra næste sæson. Det er et indlysende valg, men også et rigtigt valg. Han er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Lad os prøve at opliste, hvad det er, han har kunnet som teaterchef i Nordjylland og sammenholde det med, hvad nationalscenen har brug for.

For det første:

På mange måder er en landsdelsscene som Aalborg Teater at sammenligne med nationalscenens. I hvert fald er nogle af kravene de samme: Der skal spilles nyt og gammelt, dansk og udenlandsk. Morten Kirkskov har bevist, at han kan lægge et vidtspændende repertoire med stor sans for det vanskeligt definerbare ord »kvalitet«. I en sådan grad, at det har gjort Aalborg Teater til landets vel nok mest interessante scene de seneste sæsoner, hvor det meste er lykkedes.

Han har spillet den nyeste udenlandske og udfordrende dramatik, samtidig med at han har haft mod til at revitalisere klassikerne, så de får fornyet bud til dagen i dag. Og han er ikke bange for folkeligheden, uden at det skal forveksles med det platte. Han kan spille en gammel Arnold & Bach-farce, så den bliver et frisk bud på moderne sjov.

Han har været ambitiøs nok til at skabe musikdramatik helt fra bunden, hvilket for eksempel var tilfældet med de Reumert-vindende forestillinger »Anne Linnet teaterkoncert« og succesmusicalen »En kort en lang«. Han har haft en evne til at finde de rigtige instruktører til de rigtige forestillinger og fordele dem fornuftigt mellem teatrets scener. Med Morten Kirkskov vil publikum uden tvivl få en frækkere, sjovere og mere uhøjtidelig nationalscene - uden at slække på det kunstneriske niveau. Og uden at teatret render sig staver i livet. Han er modig, men han er ikke ufornuftig.

For det andet:

Det Kongelige Teater skal have flere i teatret. Og gerne flere forskellige slags mennesker. Selv om også Aalborg Teater under Morten Kirksov har haft et publikum af veluddannede danskere over 50, har han arbejdet støt på at skabe et teater med appel til flere.

Teatret er for eksempel en aktiv deltager i det europæiske publikumsudviklingsprojekt Theatron og har i den forbindelse oprettet en Borgerscene, der bringer helt almindelige mennesker i berøring med teatret ved at lade dem fortælle deres egne historier fra scenen. Og han har haft blik for at engagere nye grupper, bl.a med nye stykker om lokale fodboldsupportere og socialt belastede bydele.

For det tredje:

Morten Kirkskov er moderne, og han er karismatisk. Han er en afslappet mand, der ikke er bange for at være sig selv og sige tingene ligeud. Den udadvendthed, en evne til at forklare og begejstre, har Det Kongelige Teater brug for mere end nogensinde i en tid, hvor teratret skal legitimere sig over for befolkning og politikere.

For det fjerde:

Det er svært at finde nogen, der ikke har noget pænt at sige om Morten Kirkskov. Han er en ualmindelig vellidt teaterchef, der formår at få kampgejsten og holdfølelsen frem i sine medarbejdere. Det kan mærkes af publikum i salen. På Aalborg Teater har han insisteret på at have landets største ensemble, en tankegang, han nu lykkeligvis tager med sig. Det sikrer bl.a., at succeser kan holdes på plakaten, mens fiaskoer kan dø en hurtig død.

»Der bor nogen eller noget i murene på Aalborg Teater,« som teatrets primadonna, Marianne Høgsbro sagde, da hun i juni modtog en Reumert for sin præstation i »Indenfor murene« - i øvrigt iscenesat af Morten Kirkskov. Dette særlige skal ikke mindst tilskrives hans ledelse.

For det femte :

Det Kongelige Teater skal have produktiviteten i vejret. Flere forestillinger, flere produktioner. Morten Kirkskov har været garant for, at Aalborg Teater har været et hårdtarbejdende teater, hvor publikum har fået meget for pengene. Og han har gjort lige præcis det, en teaterchef skal: Sikret teatret et beskedent overskud fra sæson til sæson.

Skal vi ikke bare sige det, Ghita Nørbys stemme sagde i omstillingen på nationalscenen, inden den blev lavet om: »Velkommen til det Kongelige Teater.«