Derfor blev danske møbler en international succes

I midten af det 20. århundrede oplevede dansk møbelarkitektur sit højdepunkt. Men hvorfor blev og var danske møbler så fremragende, at de blev internationalt beundrede? Og hvad skete der så?

God smag anno 1941: Finn Juhl-møblement med Poet-sofaen, der blev tegnet samme år, samt den dengang et år gamle Pelikan-stol. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk møbelarkitektur fra midten af det 20. århundrede bliver ved med at være populært. De originale stole sælges til høje priser, og stadig flere klassikere af Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans Wegner, Poul Kjærholm og andre foregangsskikkelser bliver igen sat i produktion.

Men hvad var det, de kunne, de store møbelarkitekter, og hvad var det for en tid, der blev deres? Hvilke dyder var det, de tog afsæt i?

Et par af dem, Børge Mogensen og Hans J. Wegner, ville netop i år være blevet 100, hvis de altså ikke var døde i henholdsvis 1972 og 2007. Men deres livsværk foldes ud i anbefalelsesværdige udstillinger på Trapholt (Børge Mogensen, kan ses til 5. oktober) i Kolding og Designmuseum Danmark (Hans Wegner, kan ses til 2. november) i København. På Designmuseum Danmark er det i øvrigt også muligt at se en præsentation af det 20. århundredes danske design i bredere forstand samt en udstilling om Kaare Klint, hvis metode og syn på møbler skulle få afgørende betydning for den internationale anseelse, dansk møbelkunst – Danish modern – opnåede. Kaare Klint-udstillingen, der er tilrettelagt af Martin Christiansen og Annesofie Becker, vises til 27. februar. Også på Trapholt vises et udvalg af danske møbelklassikere, og på Sønderjyllands Kunstmuseum kan man se en række af Wegners møbler skænket til fødebyen Tønder af møbelmesteren selv.

Ved jorden at blive

Designere skal fortælle historier, står der på forsiden af julinummeret af det hollandske designtidsskrift Frame.

Det er nemlig rigtigt, og det gør designere og møbelarkitekter, og det har de gjort længe. Også i den del af det 20. århundrede da den danske guldalder faldt. Den tids danske møbelarkitektur er fortællingen om et lille homogent land med høje standarder og store ambitioner.

Historien er en del af den drøm om det moderne Danmark, der navnlig folder sig ud efter afslutningen af Anden Verdenskrig, og som har paralleller i både arkitektur, kunstpolitik og sociallovgivning. Men som også har sine forudsætninger i både Mellemkrigstiden, da Kaare Klint dannede skole, og endnu tidligere, da en slags nøjsomhed i formen og moderation i omgangen med materialer blev en dansk – og skandinavisk – dyd, der strakte sig langt op i det 20. århundrede. Den hænger sammen med en opfattelse af naturen, hvor det i bygningskunsten kom til udtryk i bestræbelserne på at opføre huse, der var i pagt med landskabet – og som hellere puttede sig end rakte op. Det er bekendelsen til det underspillede frem for det pompøse og storagtige.

Vi var jo heller ikke et land med undergrunden fyldt med råstoffer, så sparsommelighed blev på mange måder fundamentalt for materialeforbrug og fremstilling og dermed ideen om moderne møbler til moderne mennesker. Enkle og smukke, funktionelle og konstruktivt selvforklarende.

Det kan igen siges at hænge sammen med den mentalitetsændring, der skete med nationen efter alle ulykkerne i det 20. århundrede fra krigene med England til krigene med Tyskland. Tab af store landbesiddelser. Statsbankerot. Et land forvandlet fra en slags regional stormagt til en lilleputstat.

Men når man så er blevet det, bliver det også en nærliggende opgave at sørge for, at der er orden i sagerne og efterhånden social tryghed for stammens overlevende. Derfor den særlige udformning af en dansk andelsbevægelse og en modereret socialdemokratisk orienteret arbejderbevægelse. De store socialreformer midt i sidste århundrede og drømmen om velfærdsstaten. Velfærdssamfundet fortjente det bedste – så derfor blev det en blå bog af landets mange begavede arkitekter, der byggede Velfærdsdanmarks institutioner fra rådhuse og idrætshaller til skoler og biblioteker. Udsmykket med de bedste af de moderne – det vil overvejende sige abstrakte – billedkunstnere. Og møbleret med stolene skabt af samtidens store designere.

Stole som arketyper

Det var på mange måder Kaare Klints skole, der blev et praktisk og idémæssigt udgangspunkt for stolekongerne. Kaare Klint (1888-1954), der var søn af Grundtvigskirkens arkitekt, tog først udgangspunkt i tidens dominerende stilretning, historicismen, der meget kort fortalt gik ud på at låne træk fra forskellige tiders stilhistorie – gotik, renæssance, barok osv. – til at formgive bygninger, der ofte fik et lidt pompøst præg. Som Det Kongelige Teater, Ny Carlsberg Glyptotek og det gamle kongelige bibliotek; det der ligger i bibliotekshaven.

Men Kaare Klint var også opmærksom på stoletyper fra fremmede kulturer, der kunne genopfindes i et tidssvarende udtryk – og om noget var han optaget af forholdet mellem materialer og udformning, og derved ligger hans skelsættende overvejelser i forlængelse af den bekendelse til sparsommelighed i materialeforbrug og nøjsomhed i udformning, der var en dyd i et fattigt land. Og kunne blive det i en nation, der gerne ville være foregangsland inden for ressourcebesparelse.

Intet under at de fleste af de store møbelarkitekter undervejs i deres arbejde blev optaget af shakerne. Shakerne udgjorde et religiøst samfund i USA, der på et tidspunkt udviklede nogle bemærkelsesværdigt smukke møbler præget af rene linjer og fravær af dekoration. Skønheden lå netop i den enkle udformning og træoverfladens stoflige karakter. Renlighed betød meget for shakerne – og derfor konstruerede de deres møbler mere praktisk end generelt i samtiden.

En sidste vigtig forudsætning for, at de fremtrædende danske møbelarkitekter opnåede så fremragende resultater, var det meget tætte samarbejde mellem på den ene side dem selv og på den anden – men altså i et befrugtende fællesskab – møbelsnedkere og møbelfabrikanter.

Ofte havde de store møbelarkitekter også selv en håndværksmæssig baggrund – og i sidste del af 1800-tallet var der på trods af industrialiseringen sket en betydelig højnelse af professionalismen blandt møbelsnedkere. Det kom måske først klunketidens udskældte indretningsideal til gode. De tunge gardiner, de overdådige lysekroner, prydplanterne og plysmøblerne, men i takt med, at de så blev politisk ukorrekte og afskrevet som slet og ret dårlig smag, var vejen banet for den modernistiske møbelarkitektur. Klunketiden blev betragtet som stilforvirring og småborgerlighed. Det var, som om de pyntede stole skulle ligne noget mere, end de egentlig var. Stuk var det. Som det hedder om dele af byggefeberen og mentaliteten i København i 1890erne i Herman Bangs fremragende roman af samme navn.

Elitens oplysningsprojekt

Da Hans Wegner, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og måske om nogen Børge Mogensen begyndte at tegne deres nu klassiske møbler, var der en udtalt forventning om, at mennesker med det, man eufemistisk kaldte almindelige indkomster, altså de brede lag eller blot arbejderklassen, ville købe dem til deres – forestillede man sig – kubistiske funkisboliger med moderne kunst på de hvide vægge og lys fra familien af PH-lamper.

Men sådan gik det ikke. Sådan går det ikke altid, selv om man ved, at man ved, hvad der er bedst for såkaldt almindelige mennesker. Der også ved denne lejlighed i stor stil kvitterede for tilbuddet om at blive opdraget til en bedre smag med at afvise de funktionelle møbler som »moderne upersonligt stads«.

FDB – i dag COOP – producerede en del kvalitetsmøbler og havde et markedsføringsapparat til at udbrede kendskabet til de nye fantastiske stole til de nye fantastiske hjem, hvis enkle udformning ville – som det hed – gøre det meget nemmere for »husmoderen« at gøre rent.

Et langt stykke hen ad vejen blev køberne imidlertid akademikere og andre, der interesserede sig for de æstetiske kvaliteter som de stringente formers indlysende skønhed – eller værdsatte avantgardetænkningen i møblerne og dermed afstanden til den del af borgerskabet, de ikke selv tilhørte. Lidt ligesom hvis man i dag spiser øko og bio og anlægger højbede til hjemmedyrkede grøntsager i haven blot for at vise, at man er fremme i skoene.

Er alt selviscenesættelse?

Som det så ofte går, blev dansk møbelarkitekturs guldalder for kedelig. Den kunne komme på museum, kunne den. Meget af den kvalitet, der var i tiden, også inden for forskellige former for køkkenudstyr, blev afløst af plastic.

Blandt venstrefløjens akademikere og andre, der ikke ville være konforme, blev den solide borgerlige kvalitet afløst af ølkasser som reoler, madrasser som senge og plakater på væggene i stedet for malerier.

Men også dét fik en ende, måske fordi også den form for dekor – ligesom den kulturradikale selviscenesættelse af hjemmene med bestemte lamper, billeder, musik, møbler osv. – på et tidspunkt efterhånden blev kliché.

Med tiden blev der så uddannet nye designere og møbelarkitekter, og hver generation har selvfølgelig sine indlysende talenter. Men de var jo i meget høj grad uddannet af guldalderens møbelmestre, og skønt der vitterligt iblandt er blevet skabt fine og funktionelle, skulpturelle og rationelle løsninger, lignede de på mange måder alligevel den ægte vare.

Det 20. århundredes store møbelarkitekter havde lånt fra andre tidsaldre og andre kulturkredse for at forny og modernisere, men bevare indlysende rigtige principper. Det blev straks sværere for årgange af yngre designere, der voksede op i de store danske møbelarkitekters meget lange skygger. Men måske er det nu tid til en ny blomstringsperiode?