»Der var meget lidt tilbage af ham ud over hans øjne«

Den fransk-jødiske maler David Olère tilbragte knap to år som slavearbejder i Auschwitz' gaskamre og forevigede sine oplevelser på skitser og malerier, der er de eneste visuelle vidnesbyrd fra drabsfabrikkens hjerte. I Auschwitz-museet kan man indtil marts se den hidtil største udstilling af hans værker.

David Olères plakat til den franske udgave af Shirley Temple-filmen 'Stakkels Lille Rige Pige' fra 1936.

Det tyske SS-personale i Auschwitz var grundige mennesker, der ikke brød sig om at miste overblikket, når de begik forbrydelser mod menneskeheden. Lad os derfor begynde med de nøgne fakta.

4. marts 1943 ankom den 49. af små 80 transporter med franske jøder til den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau, der var den største lejr i et enormt kompleks, der bestod af mere end 20 underlejre. Ombord var i alt 1000 sjæle, og af dem blev de 881 dræbt i gaskamrene med den cyanidbaserede giftgas Zyklon-B få timer efter ankomsten. 119 fik lov til at leve lidt længere.

Efter at have gennemgået en såkaldt selektion, hvor de, der fik lov til at leve, var blevet skilt fra dem, der skulle dø øjeblikkeligt, blev 19 kvinder og 100 mænd tatoveret med fangenumre og indsat i det enorme lejrkompleks, som på det tidspunkt rummede i omegnen af 100.000 fanger. Hvor brutalt det end lyder, var der intet usædvanligt over forløbet. Industrielt massedrab var hverdag i Auschwitz i foråret 1943. Og så alligevel.

'Krematorium III - Ovnrummet' Fold sammen
Læs mere
Foto: Ghettokrigernes Hus, Israel..

En kunstner i gaskamrene

I marts 1943 var fire nye kombinerede gaskamre og krematorieanlæg i Auschwitz-Birkenau ved at være færdigbyggede, og nogen skulle betjene dem.

De 100 franske mænd, der ikke blev gasset ved ankomsten, blev derfor alle en del af en ganske særlig gruppe. Sær- eller Sonderkommandoen, der havde den horrible opgave at gå til hånde i lejrens gaskamre og krematorier, hvor de blev tvunget til at bistå nazisterne med at få ofrene til at klæde sig af, genne dem ind i kamrene og efter massedrabet fjerne guldtænder, afklippe hår, sortere ejendele, brænde lig og rengøre gaskamrene, så de var klar til næste transport.

En af de jøder, der den martsdag, efter at have fået fangenummer 106144 tatoveret på sin arm, blev sendt i Sonderkommandoen, var den franske kunstner David Olère. Han blev født i Polen i 1902 og uddannet på kunstakademiet i Warszawa, men udvandrede først til Tyskland og senere til Frankrig, hvor han blev statsborger.

I løbet af 1920erne slog han sit navn fast som prominent kulisse- og plakatkunstner i tidens blomstrende filmbranche, hvor han arbejdede for blandt andet den ikoniske tyskfødte instruktør Ernst Lubitsch, som senere blev genredefinerende for musicals og romantiske komedier i Hollywood. Olère blev i årene op til Anden Verdenskrig kendt som kunstner i egen ret, samtidig med at han tegnede plakater til såvel franske spillefilm som de lokale udgaver af tidens amerikanske blockbusters.

»Der var meget lidt tilbage af ham ud over hans øjne«

Alt det anede nazisterne ikke, da de i 1943 valgte at sætte Olère til at arbejde i gaskamrene. Han var blot et sæt hænder, der kunne bruges i drabsprocessen. Men han viste sig hurtigt overordentlig anvendelig for nazisterne i andre henseender.

Hans baggrund gjorde, at han kunstfærdigt kunne udsmykke breve til SS-personalets koner og kærester med kalligrafi og blomsterdekorationer, og fordi han var flydende i tysk, engelsk og fransk, kunne han også uden problemer tjene som oversætter af BBCs nyhedsudsendelser, som nazisterne gerne ville orientere sig i som afveksling til den tyske regeringspropaganda.

Sonderkommando er samler guldtænder og hår i gaskammeret Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem - Israel.

De særlige evner gjorde, at han overlevede flere af de hyppige decimeringer af Sonderkommandoen, hvor nogle af slavearbejderne blev dræbt, fordi antallet af transporter faldt. Hans særlige evner forhindrede imidlertid ikke, at han også jævnligt blev sat til at fylde massegrave og senere tømme gaskammeret i et af lejrens mange drabsanlæg, en bygning, som nazisterne kaldte Krema III, og fylde ligene i bygningens 15 kremeringssovne.

Efter befrielsen vendte Olère i sommeren 1945 hjem til sin hustru og søn, som, trods deres jødiske baggrund, med held havde gemt sig for nazisterne i Frankrig. Men opholdet i udryddelseslejren havde taget hårdt på David Olère..

»Jeg vågner op og lider. Hver dag er lidelse. Sådan har det været i 35 år. Men jeg vil have alle, selv analfabeter, til at forstå, hvad der skete.«


Men male kunne han endnu, og resten af sit liv dedikerede han til at skildre det, han havde set i dødsfabrikken.

Allerede umiddelbart efter krigen tegnede Olère detaljerede diagrammer over gaskamrene, som på det tidspunkt for længst var sprunget i luften af SS i et forsøg på at skjule deres forbrydelser, ligesom han nøgternt skildrede situationer fra livet i lejren, ved krematorieovnene og i gaskamrene.

Et af lejrens tidlige gaskamre, den såkaldte Bunker II eller »det hvide hus« findes kun afbildet på Olères billeder, da fotografier af oplagte grunde ikke var tilladt i lejren, hvor nazisterne gjorde, hvad de kunne, for at skjule deres forbrydelser for omverden og eftertid.

'Min første dialog' Fold sammen
Læs mere
Foto: Yad Vashem, Israel.

De usete malerier

Som tiden gik, blev Olères syn dårligere, og han begyndte derfor at male store oliemalerier, hvor han mere kunstnerisk forsøgte at skildre lejrens rædsler, gerningsmændene, dem, som ikke overlevede, samt omverdenens ligegyldighed.

Ofte med sig selv som en legemeløs tilskuer, der svæver i baggrunden af de natsorte og brungrå dystopiske scenarier, hvor kun isblå projektører samt krematoriers og ligbåls orangegule flammer illuminerer rædslerne.

David Olère døde i 1985 i sit hjem lidt uden for Paris, og i sin samtid vidste de færreste, hvad man skulle stille op med hans brutale og kompromisløse skildringer af civilisationens sammenbrud i Auschwitz. Indtil sidst i 1970erne havde holocaust en langt mindre prominent plads i den offentlige bevidsthed, og den nøgterne fremstilling af massedød og lidelse blev nok anerkendt som historisk dokumentation, men sjældent udstillet offentligt, til Olères store fortrydelse.

At omverdenen hverken ville se eller forstå hans billeder, bidrog ifølge hans søn også til hans død. Kort forinden sagde Olère til fransk TV: »Jeg vågner op og lider. Hver dag er lidelse. Sådan har det været i 35 år. Men jeg vil have alle, selv analfabeter, til at forstå, hvad der skete.«

'Gasning' Fold sammen
Læs mere
Foto: Ausschwitz-museets Samling.

Sidste år købte det polske statslige museum over nazismens forbrydelser i lejren en række af Olères malerier, og det har nu foranstaltet den hidtil største samlede udstilling af hans værker, hvor der også indgår en række billeder, lånt fra samlinger i Israel og Frankrig. Udstillingen kan ses i Auschwitz-kompleksets hovedlejr, få kilometer fra de gaskamre, hvor Olère tilbragte små to år som slavearbejder.

Her er den placeret i lejrens blok 21, hvor nazistiske læger i sin tid udførte forsøg, hvor de steriliserede fanger ved hjælp af røntgenstråler, så underlegne racer ikke længere kunne reproducere sig.

Hvert år får Auschwitz-museet besøg af mere end 1,5 million mennesker, og skulle der være analfabeter iblandt dem, vil de med et besøg i de mørke lokaler, hvor Olères billeder er udstillet, ikke desto mindre få et overordentligt brutalt indblik i, hvad der skete for ikke så forfærdelig længe siden, ikke særlig langt væk.

SS Død Fold sammen
Læs mere
Foto: Auschwitz-museets samling.