Der var engang et oprør

I tresserne var det sjovt at være ud til bens og afvigende, siger lektor Tania Ørum, der selv var med, dengang det virkelig sneede, sammen med sin daværende mand, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen. Lige nu er hun ved at lægge sidste hånd på en bog om det eksperimenterende årti, hvor »attituderelativisme« blev et begreb, der slet ikke var til at komme udenom.

Tania Ørum og ægtemanden, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen – dengang i tresserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix / Henrik Kiær

En dag i tresserne står en ung kvinde og en ung mand og venter på grønt lyst ved en fodgængerovergang ved Nørreport Station, og det er sommer, og man behøver ikke have så meget tøj på, og pludselig mærker den unge kvinde, at nogen dunker hende i ryggen med en paraply. Hun vender sig om og ser en lille olm gammel dame, og det er hende, der har dunket, for den unge kvinde var i yderst kort lårkort, og det kan man simpelthen ikke tillade sig, mener den gamle. Derfor dunker hun.

»Og det var da egentlig ret morsomt, ikke,« siger kvinden i lårkort, Tania Ørum, der i dag er 62 år gammel og lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Værre var de heller ikke, dunkene, men den aparte situation sagde en hel del – både om det, man dengang kaldte generationskløften og om tresserne som sådan. Tania Ørum ved det, og hun har det ikke bare fra bøgerne, for hun var med, hvor det skete, da det skete, og for tiden er hun er ved at lægge sidste hånd på bogen »De eksperimenterende tressere«, der er resultatet af et længerevarende forskningsprojekt om tresserne som sådan, men især om Den Eksperimenterende Kunstskole.

Alt kunne ske
Denne navnkundige institution – ofte blot kaldet Eks-skolen – blev grundlagt, da årtiet var ungt, i 1961, initiativtagere var maleren Poul Gernes og kunsthistorikeren Troels Andersen. Senere i tresserne holdt skolen, der nu var blevet til et arbejdsfællesskab, til i nogle lokaler i Galleri 101 i baghuset i St. Kongensgade i København, og alt kunne ske: Avantgardekunstnere som Joseph Beuys, Nam June Paik og Charlotte Moorman trådte op, og et dengang ukendt dansk rockorkester ved navn Steppeulvene øvede i samme baghus, hvor de også eksperimenterede heftigt med stoffer, og nogle gange afbrød de diskussions- og foredragsaftenerne ved at slukke for strømmen på hovedafbryderen og komme hujende ind iført selvlysende maling. På en anden etage holdt Harald Olsen – kaldet Profet Olsen – til, og her blev der indtaget bevidsthedsudvidende rusmidler og dyrket indisk inspirerede åndelige øvelser, så jo, der var gang i den, og i øvrigt var etableringen af Den Eksperimenterende Kunstskole, påpeger Tania Ørum, en protest mod Kunstakademiet i København, som man betragtede som både bedaget og reaktionær.

»På Eks-skolen forsøgte man at nedbryde barrieren mellem lærer og elev. Kunstnerne arbejdede med maleri, skulptur, collage, grafik og happenings, og processen i fremstillingen var vigtigere end selve værket. Man ville forandre kunsten og samfundet, og Hans-Jørgen (Nielsen, dansk digter og forfatter til bl.a. »Fodboldenglen«, red.) huskede senere det altsammen som en befrielse, som ét stort digebrud, som et tværæstetisk gennembrud, hvor forskellige interesser og kunstneriske udtryk kunne blande sig på nye måder. Eks-skolen stod helt uden for institutionerne. På en måde, som næppe er mulig i dag.«

Og også uden for Eks-skolens alternative kreds skete der noget, dengang i 1961, og noget af det nåede helt ind i almindelige menneskers stuer og hoveder.

»I fjernsynet spillede David Tudor et stykke klavermusik af den amerikanske avantgardekomponist John Cage, og folk blev simpelthen så rasende,« fortæller Tania Ørum.

»Der var jo kun én dansk TV-kanal, så alle sad og så det samme, og der kom en seerstorm af den anden verden. Senere samme år var der en vandreudstilling på Louisiana, »Bevægelse i kunsten«, hed den, med bidrag af den franske kunstner Jean Tinguely, der blandt andet havde skabt en skulptur, der hed »Skitse til verdens undergang«. Værket bestod af en stor maskine, der skulle eksplodere, hvorefter en fredsdue skulle flyve op og ud i verden, men desværre skete der det, at duen omkom. Folk gik fuldstændig amok.«

Sådan var en del af det mentale klima, som avantgardisterne var oppe imod, men de unge nytænkere følte sig også i opposition til andre strømninger i tiden, herunder til de kulturradikale, der – selv om mellemkrigstiden som bekendt var deres storhedstid – stadig var i vigør med den stadigt levende PH i spidsen.

»Mange af disse kulturradikale var jo i virkeligheden naturromantikere. De havde en ganske bestemt opfattelse af, hvad der var dannet og oplyst, og der var rigtig meget, man ikke måtte for de kulturradikale. Massemedierne så de på med skepsis, tegneserier var ikke noget man kunne tage alvorligt, sådan noget som James Bond-film så de ned på, og popmusikken betragtede de som noget kommercielt bras. Men hele dette kunstsyn blev opfattet som utroligt snævert af dem på Eks-skolen.«

Poesi og rockmusik
Den nye generations mere flerstrengede kunst- og livssyn blev formuleret af Hans-Jørgen Nielsen, da han midt i tresserne lancerede et nyt ord, »attituderelativisme«, gående ud på, at man ikke besidder et dybdejeg med en kerne, men at man operererer på flere forskellige niveauer. At man – kort sagt – er forskellig i forhold til de forskellige relationer, man indgår i.

»For tresseravantgarden var der ikke nogen modsætning mellem at skrive konkret poesi og danse til rockmusik og læse tegneserier. Man kan godt være avantgardekomponist og synes, at reklamer er sjove. Hans-Jørgen foreslog i modsætning til datidens herskende værdihierarkier, at tingene må bedømmes på deres egne præmisser – ud fra det niveau, de nu engang opererer på. Det var det, der lå i begrebet attituderelativisme, og det kan godt være, at det virker ret selvfølgeligt i dag, men dengang opfattede de fleste det som fuldstændig skizofrent.«

Tania Ørum ved, hvad hun taler om. Hun var gift med Hans-Jørgen Nielsen i 20 år. Hun var en centralt placeret iagttager af, hvad der foregik, dengang i tresserne. I sin bog skriver hun om Eks-skolens mange forsøg på at rykke kunsten ud af institutionerne og ud i det almindelige liv, og hun husker bl.a., da Hans-Jørgen Nielsen blev inviteret til et møde i Det Danske Akademi, men sagde nej, fordi Det Danske Akademi repræsenterede en selvsmagende kunstfims, som han slet ikke kunne deltage i.

»Hans-Jørgen ville ikke til møde hos den selvbestaltede kreds, der sad der i deres fine silkeveste og spiste god mad og talte kultiveret om kultur. Han og de øvrige i Eks-skolekredsen ville have kunsten ud af salonerne. Kunsten skulle fungere i en bred sammenhæng, så han og Eks-skolens kunsthistoriker, Troels Andersen, arrangerede en Dumping Festival i Fælledparken, hvor forskellige politiske grupperinger og beatgrupper og oplæsende digtere blandede sig, så godt de kunne. Kunsten skulle ud i det offentlige rum.«

Så derud kom den, kunsten, og strategien var båret af veloplagt, oprørsk idealisme, men flyttede denne idealisme overhovedet noget, når det kom til stykket?

»Efterhånden meldte der sig en enorm skuffelse over, at der ikke blev flyttet mere, end der rent faktisk blev,« siger Tania Ørum.

»Marxismen viste sig jo heller ikke at være løsningen, men set i bakspejlet er det heller ikke sådan, at tressernes utopier er døde og borte. Tværtimod. Det grænseoverskridende i tressernes avantgarde og ungdomskultur medførte ikke nødvendigvis ændrede samfundsforhold, sådan som tressernes aktivister forestillede sig det, men det er i et vist omfang blevet inkorporeret i det hyperfleksible kapitalistiske samfund. På godt og ondt. Tresseravantgardismens interaktive udveksling mellem kunstner og publikum er blevet til ring-ind-programmer. Attituderelativismens given grønt lys for, at man sætter sin tilværelse sammen af alt muligt er blevet til zapperkultur og til erhvervslivets mantra om evig omstillingsparathed. Den oprørske kunst, der ville bryde med institutionerne, er selv blevet museumsstykker og coffee table-bøger. Men der skete jo også det, at hierarkier blev nedbrudt, at den victorianske kønsmoral blev sat ud på et sidespor, og at omgangsformerne blev langt friere. Der er sket meget i tresserne, som vi stadig nyder godt af.«

Der skal rav i den
Noget andet er så, at det ville være godt med lidt rav i den igen, mener Tania Ørum, der aktuelt ærgrer sig over den smålighed og ny-rindalistiske hørm, der har lagt sig over en kunststøttedebat, hvor kulturpolitikere seriøst diskuterer, om man skal spare nogle håndører ved at fjerne eller reducere størrelsen og antallet af de livsvarige kunstner­ydelser. At det demokrati på universiteterne, der var et resultat af tressernes antiautoritære tankegang, i dag er blevet afløst af topstyring og managementsnak og varm luft er heller ikke noget at råbe hurra for, og hun kunne også godt – her i 40-året for 68-oprøret – unde nogle af nutidens unge at opleve noget af suset fra dengang, man turde bryde grænser ned:

»Jeg husker, at jeg havde sådan en stor grøn hat og korte grønne bukser, og når jeg gik rundt med det tøj på, var der ingen af de mænd, jeg kendte, der havde lyst til at følges med mig. Det syntes jeg var ret sjovt, at være ud til bens på den måde – og afvigende. I det hele taget var det meget spændende og sjovt at være ung i tresserne, men i dag har de unge mennesker jo slet ikke tid til det, ikke så meget som et øjeblik,« siger Tania Ørum.

»Hvis de i forbindelse med deres studier falder over noget, der er rasende interessant, men som tager tid, får de at vide, at det du’r altså ikke, venner, I skal blive færdige til tiden! De må helst heller ikke tage et år fri, inden de begynder på en videregående uddannelse, selv om de jo altså på det tidspunkt har været i institutioner fra vuggestuen til og med gymnasiet. De skal hele tiden deltage i det der hækkeløb, og de skal være så enormt tjekkede, de skal se godt ud og være gode til deres studier og have en tjekket kæreste og en smart bolig osv.. Det frirum, tressernes ungdom tog sig, er der ikke meget tilbage af. Og selv om det hedder sig, at der er sket en individualisering, er folk jo i virkeligheden ikke særligt individuelle, men tværtimod udsat for et enormt konformitetspres, der gør det sværere at skeje ud og være anderledes.«