Der var engang et folkebibliotek

Det er på høje tid at skrive nekrologen over det gode, gamle folkebibliotek, hvor danskerne kom for at låne bøger. I fremtidens københavnske »metropolbibliotek« skal halvdelen af bøgerne i reolerne ned i magasinerne for at give plads til loungeområder, restaurant og biblioteksbutik. Lige om hjørnet venter der os et møde-, være- og lærested, hvor summende samtaler og bippende PC-spil går forud for tavshed og fordybelse. Vi tegner et portræt af en institution i verdensklasse, der måtte bøje sig for tidsånden og oplevelsesøkonomien.

Der var engang et folkebibliotek - 1
Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

»Stilfærdighed stemmer med bogens væsen, ikke med storbyens«, skrev forfatteren Valdemar Rørdam i 1930 om tidens biblioteksvæsen, og forklarede sig yderligere med ordene:

»I storbyen bør de folkelige biblioteker træde frem for alt folket. Det har Stockholm forstået. København må følge eksemplet. Da først vil de store og fortrinligt ledede folkebiblioteker virke som det, de er: Kildevæld af stilhed midt i støjen, sanatorier for storstadens syge sind, vejledere for den vildfarnes kræfter.«

Og sådan har der altid i folkebibliotekernes 100 år lange historie været udkæmpet kulturkampe i biliotekslandskabet. Ikke kun mellem støj og stilhed, men også mellem bogens »strammere« og bogens »slappere«. Ganske ofte har denne kamp på ord formet sig som et generationsopgør med yngre bibliotekarer på den ene side og ældre erfarne forlæggere, forfattere og litteraturformidlere på den anden side.

Præcis som man så det i danske medier hen over jul og nytår, hvor læsere og lyttere kunne følge den ret hidsige debat mellem Københavns Hovedbiblioteks nye leder, 35-årige Pernille Schaltz, der jo mener at »bøgerne skal have modstand« i fremtidens bibliotek, og Gyldendals litterære direktør, 58-årige Johannes Riis, der er af den opfattelse, at bøger tværtimod skal have ekstra kærlig pleje og omsorg på et bibliotek og gentager, hvad hans forgænger Knud Fromberg sagde i 1992.

Her fremlagde Fromberg på en kulturministeriel konference en række tørre tal, der dokumenterede bibliotekernes drastisk faldende indkøb af nyere dansk kvalitetslitteratur, og sammen med andre kritikere fra bogbranchen talte han om »bibliotekernes skrumpesyge« og konkluderede – med professor Hans Hertels ord – at det danske folkebibliotek var »blevet offer for markedskræfterne, ja medspiller i dem«.

Og nogenlunde dér står slaget den dag i dag. Uafgjort, men med en klar matchbold til det danske biblioteksvæsen, der i medvind af den kraftige liberalisering på bogmarkedet det seneste årti aldrig har været mere parat til at sende mindst halvdelen af den danske bogbestand ned i magasinerne for at give plads til alle de andre og langt mere folkekære mediers fri udfoldelse i bibliotekslandskabet.

Nyt liv og opdatering
Flere og flere bibliotekarer og brugere vælger at se denne udvikling som en tiltrængt »revitalisering« og helt nødvendig »opdatering« af landets biblioteker i forhold til danskernes ændrede kultur- og medievaner. De negative og kritiske røster anser det derimod for et kulturpolitisk overgreb mod kulturarven og den nye kvalitetslitteratur, som i forvejen er ude i kommerciel modvind og går en ualmindelig udfordrende fremtid i møde med udsigten til endnu friere bogpriser og et kort, marginaliseret liv i fremtidens »metropolbiblioteker«, hvor et yderst begrænset antal bøger må kæmpe om de besøgendes opmærksomhed som aldrig før i Danmarkshistorien.

»Besøgende«, sådan hedder fremtidens lånere og brugere, der af bibliotekaren bag disken ikke længere anses for potentielle læsere af finlitteratur, men for postmoderne kulturforbrugere, der først og fremmest er kommet i det hybride bibliotek for at shoppe, zappe og multitaske. For nu at bruge et par af de buzzwords, der (ligesom »buzzword«) har sneget sig ind i vores sprog de sidste 10-20 år og været med til at udtrykke tidsånden.

Biblioteket er en af Danmarks ældste kulturinstitutioner. Det allerførste universitetsbibliotek blev åbnet i 1482 på Københavns Universitet, men folkebiblioteker i den form, de fleste af os i dag har kendt siden vores barndom og mødt i og uden for skoletiden, så først dagens lys i slutningen af 1800-tallet, hvor de flere tusinde »sognebogssamlinger« – langt de fleste ejet og plejet af foreninger, klubber og oplysningsselskaber og baseret på medlemskab – langsomt kommer på kommunale hænder, og fra 1882-83 også på finansloven.

Den statslige støtte til bibliotekerne vokser støt i slutningen af århundredet til 10.000 kr. i 1890-91 og 14.000 i 1897-98.

På tværs af klasser
Efter århundredeskiftet oprettes folkebiblioteker i en række danske købstæder fra Nexø i sydøst til Løgstør i nordvest, og i november 1905 grundlægges Danmarks Biblioteksforening. Indtil 1905 havde der som sagt eksisteret forskellige former for bogudlån for forskellige grupper i samfundet, og de fleste foreninger havde haft deres egne biblioteker med bøger forbeholdt medlemmerne. Men med folkebiblioteks-ideen forsøger man at skabe lige vilkår, så danskere på tværs af klasseskel kan låne og læse alle typer bøger. Man er begyndt at tænke på hele det danske folks åndelige velfærd.

Det giver bonus. Daværende leder af Københavns Kommunebibliotek, der bliver oprettet i 1885, professor Valdemar Vedel, noterer sig med tilfredshed i 1903, at kun en tiendedel af lånerne tilhører den dannede klasse, der består af lærere, embedsmænd, læger, studerende med videre. Almenvellet vil også gerne oplyses.

Og siden er danske folkebiblioteker blevet drevet ud fra denne solide, sociale grundidé, at borgerne skal tilbydes fri adgang til viden og oplysning. I den første bibliotekslov i 1920 understreges det kraftigt, at det er folkebibliotekernes opgave at »udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning«. Et formål, som har været hovedhjørnestenen i alle senere bibliotekslove.

Markante love
I løbet af 1900-tallet, hen over to »guldaldre« i perioderne 1920-40 og 1960-80, vokser bibliotekerne sig frem mod årtusindskiftet til at være sande mastodonter af rum og etager med opslagsværker, fagbøger, skønlitteratur, børnebøger, musik, film, plakater, internet og forfatter- og debatarrangementer

Et par markante love undervejs i forløbet bør nævnes. I den første bibliotekslov af 1920 bliver det understreget, at folkebibliotekernes opgave er at »udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning«, men der skal gå endnu ti år, før de første offentlige børnebiblioteker i tilknytning til folkebiblioteker bliver oprettet, og det i biblioteksloven af 1931 slås fast, at børn også skal have adgang til bøgernes verden. Denne nærmest eventyrlige udvikling i folkebibliotekets historie fortsætter hen over biblioteksloven i 1964, der for alvor skaber det solide grundlag for et ekspanderende moderne dansk biblioteksvæsen, som man kunne tillade sig at prale af, også i international sammenhæng. Der kommer nu børnebøger i alle afdelinger i alle folkebiblioteker, og folkebibliotekerne skal nu også stille andet materiale end bøger til rådighed for borgerne, og ikke bare musik, men tillige sådan noget som original billedkunst, så også mindre bemidlede – helt i tidens velmenende, socialdemokratiske kulturpolitiske ånd (personificeret af kulturminister Julius Bomholt) – kan få del i den store kunst. Folkebiblioteket bliver i såvel symbolsk som praktisk forstand velfærdssamfundets åndelige overbygning. Det bliver stedet, hvor høj og lav kan få næring til hovedet. Man hylder de åbne hylders politik i det analoge folkebiblioteks storhedstid, og mantraet er kulturel hjælp til selvhjælp. Åh, at græsse ved hylderne i timevis og få øje på bøger, man end ikke anede eksistensen af. Uden løftede pegefingre.

Væk fra bogen
I midten af 1980erne begynder skreddet væk fra bogen. Med indførelsen af bloktilskud i 1983 slutter statens økonomiske engagement i folkebibliotekerne og den dermed forbundne sikring af et fælles niveau for biblioteksbetjening. Samtidig intensiveres konkurrencen på hele kulturområdet i Danmark, og der sker en vægtforskydning i det skønlitterære materialevalg. Ikke mindst fordi digitaliseringen gennem hele årtiet samtidig kommer ind fra højre og langsomt medvirker til eroderingen af folkebiblioteket som klassisk boghus med katedralagtig stilhed og en sød duft af papir.

Herhjemme begynder det for alvor i 1992, ganske fredeligt, da folkebibliotekerne i Aalborg åbner for brugeradgang til world wide web, og otte år efter indtræffer et nyt og nok så dramatisk vendepunkt, for da bliver en ny lov om folkebiblioteker vedtaget, og nu skal man ikke bare kunne låne musik, sådan som der var blevet åbnet op for i 1964-loven. Der bliver nu også stillet kvantitative krav til internetopkoblingen, og folkebiblioteker, der ikke vil være helt til grin, bliver anbefalet at afskaffe både videoer og DVDer.

Sådan er det ved årtusindskiftet, og siden er det gået rigtig stærkt. Folkebiblioteket er i fuld gang med at fuldføre forvandlingen til mulitimedieinstitution og borgerhus. Folkemediateket er lige om hjørnet. Nutidens folkebibliotek har allerede mange andre tilbud på hylderne end indbundne bøger, og på de mest avancerede kan man tale med en jordemoder, få gode råd om jobsøgning og lade nogle hjælpe sig med lektierne. En professionel biblioteksarbejder er ikke længere nødvendigvis én, der ved noget om bøger, hun kan også være det, som de mere avancerede foretrækker at kalde »networker« eller »street­walker«. Måske er hendes primære styrke ikke hendes viden om, hvilke romaner, der er værd at læse, men hendes viden om, hvordan man kan »empowermente« flygtninge og indvandrere, så de kan »etablere et medborgerskab«. Den slags er også folkebiblioteksarbejde anno 2008.

At ordet »bog« i øvrigt kun optræder sporadisk i de talrige skrivelser, der hvert år publiceres om og af folkebibliotekerne, og at det er så godt som umuligt at finde ordet ”skønlitteratur” i samme, understreger det udbredte ønske i folkebibliotekskredse om så vidt muligt at underspille betydningen af det medie, der indtil for få år siden var folkebibliotekets kerneydelse.

Tilbud uden sidestykke
Tendensen er umisforståelig og kommer også soleklart frem i de aktuelle visioner for Københavns Kommunes Hovedbibliotek, der – hvis det står til de visionære – ikke længere skal hedde Københavns Kommunes Hovedbibliotek, men »Byens hus«. Institutionen skal være et sted med »mangeartede kulturtilbud, udstillinger og tilknyttede kommercielle aktiviteter«. Den skal være »et offentligt tilbud uden sidestykke«.

Bliver det hele til noget, vil det i hvert fald være en kulturel revolution uden sidestykke. Vil det også være en revolution til det bedre? Hvis man spørger de unge brugere er det et rungende »ja«. Men spørger man de midaldrende og ældre lånere, der som salig Valdemar Rørdam tror på at et bibliotek først og fremmest skal være en stilhed midt i støjen, et sanatorium for storstadens syge sind og vejleder for den vildfarnes kræfter, er det et endnu højere »nej«.