Der må dog være retfærdighed til

Om det var ublid kritik fra hjemlige anmeldere, der fik Peter Høeg til at miste lysten til at skrive romaner, er et åbent spørgsmål. Hvis det er tilfældet, prøver en succes-overfølsom kritiker som Lars Bukdahl nu at gentage manøvren over for Jakob Ejersbo og Jette A. Kaarsbøl.

BOGBJERGET

Nogle gange kan man ved at læse bestemte kritikere få på fornemmelsen, at skønlitterære bøger, der er populære og sælger godt, pr. definition må være kunstnerisk anløbne. Nærmest efter et vægtstangsprincip. Jo mere de sælger, jo dårligere bliver de.

Det er selvfølgelig et eksempel på tåbelig generalisering. Blot fordi erfaringen lærer os, at kunstnerisk værdi ofte ikke følges ad med salgstal og offentlig interesse, sluttes der til, at det aldrig nogensinde sker. Men det ville jo have den absurde konsekvens, at ethvert værk, der ikke slog an, havde stor kunstnerisk værdi.

Om det var den bemærkelsesværdigt ublide kritik fra hjemlige anmeldere, der fik Peter Høeg til at miste lysten til at skrive romaner, er stadig et åbent spørgsmål. Hvis det er tilfældet, prøver en stærkt succes-overfølsom kritiker som Weekendavisens Lars Bukdahl i øjeblikket at gentage manøvren over for Jakob Ejersbo og Jette A. Kaarsbøl, som er de romanforfattere, der er braget voldsomst igennem de senere år. Måske er der en særlig retfærdighedssans på færde. Der skal være balance i tingene. Man kan kalde det den-dumme-blondine-syndromet. Hvorfor er det nu sexede og smukke blondiner altid er dumme? Det er, fordi det simpelthen er for uretfærdigt, hvis de i tilgift til alt det andet, skæbnen har begunstiget dem med også skal være kloge. De naturgivne goder må ikke være for ulige fordelt.

Man kender princippet fra andre sammenhænge. I visse forskermiljøer må man ikke også være god til at formidle, det ville simpelthen være for uretfærdigt. Den gode formidler er nødvendigvis mindre lødig som videnskabsmand, mens forskeren, der skriver som en brækket arm, tilkendes en særlig bonitet.

I balancen mellem kunst og mainstream i litteraturen udmønter retfærdighedssansen sig således: det, der har succes og salg, må finde sig i at give afkald på kunst-prædikatet. Det sidste er nemlig noget, man får som en immateriel skadesgodtgørelse for manglende salg og succes. Den, der ikke får økonomisk kapital, får til gengæld kulturel kapital. De »kunstneriske« bøger bliver dermed immuniseret over for litterær kritik.

Jeg skal dog ikke nægte, at der findes uretfærdighed i det litterære kredsløb. Den ligger imidlertid mere i en komparativ - sammenlignende - betragtning mellem beslægtede bøger. Er Jakob Ejersbos roman »Nordkraft« så meget bedre end Benn Q. Holms roman »Album«, som kom på samme tid, og som den på visse punkter kan sammenlignes med? Nej, ikke i et omfang, der modsvarer forskellen i salg og omtale. Er Jette A. Kaarsbøls roman »Den lukkede bog« så meget bedre end Hanne Richardt Becks »Understrømme«, som kom på samme tid, og som den på visse punkter kan sammenlignes med? Nej, ikke i et omfang, der modsvarer forskellen i salg og omtale.

Faktisk kan man godt argumentere for, at Holms og Becks romaner ud fra visse æstetiske og håndværksmæssige kriterier er bedre end Ejersbos og Kaarsbøls. Til gengæld skriver de to sidste (og mindre erfarne!) forfattere med en mærkbar »her kommer jeg og nu skal I bare se løjer«-vitalitet, som nok har været med til at give dem større gennemslagskraft hos læserne og i mediekredsløbet.

Når en bog så først er rykket fra de bøger, den kan sammenlignes med, starter den uretfærdighedsmekanisme, der kan kaldes »The Winner takes it all« eller »Mere skal mere gives«. Sådan er det. Og skylden for det må fordeles på mange instanser. Der er i hvert fald ingen grund til at lægge den succesfulde forfatter for had. Han eller hun kan ikke gøre for det og kan p.g.a. succesen få sit at se til i fremtiden.