»Der findes ikke skurke eller helte. Kun gråzoner og mennesker, der forsøger at navigere i dem«

Per Fly har lavet film om samfundets bund og top. Om seksualitet og drømme. Om ulykkelige svenske sangfugle. Med »Dobbeltspil« træder han ind på den internationale arena med en thriller om korruption og moralske gråzoner i FNs hellige haller. Baseret på »en sand historie«.

Per Fly, filminstruktÔøΩr og manuskriptforfatter, er aktuel med sin fÔøΩrste internationale film, ’Dobbeltspil’ (Backstabbing for Beginners. Fold sammen
Læs mere

»Sandheden« – hvad den så ellers er for en størrelse – løber som en rød tråd gennem Per Flys værk. Hvad er sandheden? Hvad skal vi bruge den til? Og hvornår skal man sige den?

Senest i thrilleren »Dobbeltspil« baseret på Michael Soussans afslørende erindringsbog »Backstabbing for Beginners«.

Michael Soussan, der har en dansk mor og en marokkansk-fransk far og i filmen spilles af Theo James, fik som bare 24-årig job i FNs »Olie for mad«-program i Irak. Et drømmejob, der udviklede sig til lidt af et moralsk mareridt, da han hurtigt blev viklet ind i et net af løgne, halve sandheder og korruption – »for the greater good«, som hans chef, Pasha, bliver ved med at sige til ham i filmen: For at hjælpe nogen, må man ofre andre. Men hvor går grænsen? Og hvem bestemmer, hvem der skal hjælpes på bekostning af hvem?

Et voldsomt dilemma, der til sidst fik Michael Soussan til at whistle blowe, hvor han afslørede, hvad der siden er blevet kaldt »verdenshistoriens største dokumenterede korruptionsskandale«.

»Det er et voldsomt dilemma, men samtidig også et dilemma, vi alle sammen kender,« siger Per Fly. »Hvornår skal man sige sandheden, og hvornår skal man dække over en løgn? Og hvornår bliver man tvunget til det? Vi har sådan en tro på, at når vi møder uretfærdighed og overgreb, så vil vi reagere prompte. Ligesom med #MeToo: »Hvorfor sagde hun ikke straks stop; det ville jeg da have gjort?« Men så enkelt er det jo ikke. Det er meget mere kompliceret. Og i tilfældet med »Dobbeltspil« også et univers, hvor Michaels modstandere faktisk har væsentlige argumenter for at gøre, som de gør.«

Netop den gråzone, Michael befinder sig i, begejstrede Per Fly.

»De fleste historier er fortalt, så der er nogle, der er helte, og nogle, der er skurke. Men sådan hænger verden ikke sammen i mit perspektiv. Da det kom frem hvad der var sket under »Olie for mad«-programmet, kunne alle blive enige om, at det var gået langt over stregen. Selv lovlydige store virksomheder var enten blevet lokket eller frivilligt kommet ind i et spil, hvor de medvirkede til en kæmpe korruption. Men hvordan skete det? Jeg havde lyst til at gå ind i maskinen og se på, hvorfor der gik så lang tid, inden Michael whistle blowede? Hvor meget vidste han egentlig?«

Det sidste forsøgte Per Fly at få klarhed over gennem et otte timer langt interview med Michael Soussan, hvor han gik ham på klingen.

»Men når jeg sagde: »Du må da have kunnet gennemskue, at…« så svarede han: »Det kunne jeg ikke.« For han var jo bare en 24-årig assistent, hvis overordnede sad lige under Kofi Annan. Han havde ikke gennemskuet noget, men han havde forsøgt at agere i det og langsomt fundet ud af, at noget var helt galt. Og det, tror jeg, er et sandere billede af, hvordan vi agerer i verden. Det er ikke så usædvanligt at fortælle en løgn, som vi gerne vil have det til at se ud som. Det gør vi, om ikke på daglig basis så på ugentlig basis. Ligesom Pasha »for a greater good«. Helt ned til sådan nogle banaliteter som at jeg siger til min kone, at hendes frisure er pæn, selv om jeg måske ikke synes det. Ellers fungerer verden ikke. Der er ikke nogen, der er helte og skurke. Så det handler bare om, hvornår man siger fra.«

Per Fly har arbejdet med »Dobbeltspil« on-off de seneste seks år. Finansiering, udskiftning af skuespillere og terrorangrebet i Paris, der betød, at dele af optagelserne måtte flyttes fra Jordan til Marokko, var bare nogle af forhindringerne mod målet. Og undervejs ændrede verden sig. Begreber som »fake news« og »alternative truths« er dukket op, og løgne og sandheder er ikke længere absolutte størrelser.

»Det gør kun historien mere relevant, at den tager opgøret med, hvad det vil sige at sidde inde i maskinen og skulle finde ud af, hvad sandheden er, og hvordan man skal agere på det: Hvornår er det, jeg siger, løgn – og hvorfor fortæller jeg en løgn?

Men det er klart, at hele denne her tsunami af sociale medier gør det sværere og sværere at holde noget hemmeligt. Derfor opstår det, at man simpelthen bare benægter, at noget er sket, selv om der er billeder af det – som Trump. Og kan slippe af sted med det. For som Pasha også siger i filmen: »Truth is not a matter of fact, it’s a product of consensus«. Det vil sige, at hvis man får nok til at blive enige om, at det her er sandt, som Trump og hans vælgere, så kan de faktisk få det til at blive til en sandhed. Man kan fabrikere sandheder. Det er vanvittigt interessant.

Det udfordrende ved sandhed er, at vi gerne vil have det til at være en objektiv videnskab. Men den objektive sandhed findes jo ikke. At vide noget, men ikke sige det, er jo også en interessant slags løgn. Eller… det er jo netop ikke en løgn. Det er dybt fascinerende. »Never lie. Just choose your facts«. Som Pasha siger.«

Per Fly håber, at publikum vil gå ud af biografen med spørgsmålet om, hvad de selv ville have gjort. Hvor de selv ville være stået af.

»Jeg tror, det vil være sundt for den måde, vi taler om det, at man ikke tegner det der mytologiske heltebillede op, hvor man enten er helt eller skurk. Verden bliver ikke mindre kompleks, den bliver mere kompleks, og det er det, vi alle sammen skal navigere i. Samtidig taler politikerne enklere og enklere: »Are you with us or against us?« Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi har nogle medier, film og bøger, der insisterer på kompleksiteten,« siger han.

»Dobbeltspil« er Per Flys største produktion til dato. Selv om han insisterer på, at det er en dansk film, er der store internationale kræfter involveret, ikke mindst i kraft af filmens to stjerneskuespillere, Theo James og Sir Ben Kingsley. Sidstnævnte har ry for at gøre tingene på sin egen måde og meldte da også fra starten ud, at han under ingen omstændigheder improviserede. Lidt af en udfordring for Per Fly, hvis metode netop er den frie improvisation og en flad struktur, hvor alle har noget at skulle have sagt, og hvor ingen replikker er hellige, hvis en anden lyder mere troværdig.

»Men Ben var fuldstændigt teksttro og bad om at blive rettet på den mindste detalje. Til gengæld var han vanvittigt god til at improvisere forskellige meninger i den tekst, og det fik mig til at tænke på, at jeg måske nogle gange griber for hurtigt til, at replikken skal laves om, hvis den ikke fungerer første gang. Så det lærte mig noget. Og det gjorde også, at der var en enorm ro omkring de scener med Ben. For jeg har det sådan, at hver gang, jeg laver en scene, tænker jeg: »Det her er ikke godt nok, vi skal i hvert fald gøre det 20 procent bedre«. Og der var en enorm ro i at sige, at det kan godt være, jeg skal det, men jeg skal i hvert fald ikke lave om på replikken, for det er sådan, den er skrevet. Så det endte med at være fedt, da jeg først havde vænnet mig til det.«

Per Fly nød på mange måder at blive udfordret i arbejdet med »Dobbeltspil«.

»Jeg har dybest set en tro på, at du ikke kan lave om på dig selv, men du kan tvinge dig selv ind i nogle nye sammenhænge, der betyder, at du skal kæmpe for at være dig selv. Og det er den måde, jeg holder mig i gang på som instruktør. At sørge for, at der er nogle udfordringer, der ikke har været på mine andre film, der gør, at jeg skal kæmpe for at lave en Per Fly-film.«

Tilgangen er inspireret af jazz-trompetisten Miles Davis, som Per Fly har studeret indgående.

»Jeg har alle hans plader. Jeg er dybt fascineret af ham. Han gjorde det, at han inviterede nye musikere ind hele tiden. Han spiller sådan set i samme område i hele sin karriere, men han bliver påvirket af nye folk og nye måder at gøre det på. Og nye udfordringer i forhold til hans eget spil. Og det, synes jeg, er en god måde at gøre det på, hvis jeg skal holde mig i live. Jeg har lært, at jeg skal definere et bjerg, jeg skal klatre over, i alle mine projekter, så jeg ikke bare kan gøre det, jeg gjorde sidste gang. Og det er klart, at det bjerg, jeg skulle klatre over denne gang, var, at det var en international film.«

Han foretrækker dog stadig den flade struktur, selv om han nu føler, at han har fået flere strenge at spille på.

»Jeg har på denne film prøvet en metode, hvor jeg skulle have mere præcise ønsker til folk – fotografer og skuespillere – end jeg normalt ville have. Og det har jeg fundet ud af, at jeg godt kan. Men jeg synes nok, den anden metode er sjovere. Hvor vi finder ud af det sammen. Det bedste er, hvis vi kan blive som et jazzorkester, hvor jeg har lavet akkorderne, så vi ved, hvad vi spiller, men hvor vi byder ind og improviserer samtidig. Jeg synes, at den flade struktur er skidesjov. Bare jeg ved, at jeg bestemmer. Jeg kan godt lide at skabe noget sammen. Min mund er bedre til at sige noget klogt, end min pen er. Jeg rykker bedre i en samtale, end jeg kan på papiret.«

Næste projekt for Per Fly bliver forhåbentlig TV-serien »Erobreren« til HBO, baseret på tredje bind i fortællingen om Pelle Erobreren. Lige nu sidder han i hvert fald og skriver, så det sprøjter, på manuskriptet sammen med Rasmus Heisterberg. Men han ved også, at før den endelige godkendelse er faldet, kan alt – eller intet – ske.

»Det er sådan, det er i min branche. Vi tromler frem med 120 km i timen, indtil de stopper os. Og det bliver svært,« siger Per Fly, der kan fortælle, at deres version af historien om Pelle og Slaget på fælleden i 1872 nærmest bliver en moderne »Gomorra«-agtig gangsterfilm.

»Vi har blandt andet set på, hvordan politiet agerede, og det viste sig, at der var et fuldstændigt gangsteragtigt miljø, som vi har blandet ind i bogen. Jeg er meget glad for at arbejde med det og håber virkelig, det bliver til noget.«

lks@berlingske.dk