Man siger, at det tager seks countrysangere at skifte en elpære. Én til at gøre arbejdet og fem til at synge om, hvor dejlig den gamle pære var.

Country er musikken, der lovpriser fortiden. Kæresten der forsvandt. Hunden der døde. Den gamle bulede pickuptruck og hjemmet, man ikke rigtigt satte pris på, mens man boede i det. Det er outsiderens musik.

Men måske er noget ved at ændre sig. Outsideren har langsomt rejst sig fra den ensomme lænestol, har børstet støvet af skjorten og er på vej ind i varmen.

Det mener blandt andre Maria Theessink, der siden 2014 har siddet i ledelsen for Tønder Festival, der finder sted netop nu. Mens festivalen kørte med kæmpe underskud frem til 2012, har de seneste to år givet overskud.

Maria Theessink forklarer det med, at interessen for country og folk er vokset markant i Danmark.

»Under årets festival får vi besøg af flere af de landsdækkende medier. Her er både radio og TV. Det er vi ikke vant til«, siger Maria Thessink, der også oplever et stigende billetsalg. Lørdagsbilletter er der f.eks. kun 200 tilbage af.

Ifølge festivaldirektøren kan det være, fordi genrens nye stjerner pludselig er blevet hippe blandt mediefolk og branchekendere.

»Sangere som Jason Isbell og Sturgill Simpson er dele af ny generation, der fornyer country-genren, og som medierne også interesserer sig for. Det får vi glæde af«, siger Maria Theessink.

Også anmelderen Søren McGuire oplever, at der står fornyet respekt om den amerikanske country.

»For ti år siden havde jeg mange venner, der ikke ville så meget som røre en country-plade, og de finder gerne genren frem i dag. Country er ikke længere et skældsord. Folk er begyndt at fatte, at man ikke behøver at råbe »yihaa«, bare fordi et band har en banjo, der spiller hurtigt«.

En mand med en guitar kan også noget

Det er altså genrens nye amerikanske navne, der gør, at mænd med cowboyhatte og slidte skovmandsskjorter pludselig også bliver dyrket på Vesterbro og i dagbladenes spalter.

Selv om danske bands som Cody og Jonah Blacksmith har succes med at bruge country-elementer i deres musik, mangler der dog stadig noget, før genren for alvor bider sig fast i de danske musikere.

Søren McGuire, der er journalist og anmelder country-plader på bloggen Bloggers by Choice, forklarer det med traditionen.

»Den svenske folkemusik er meget nært beslægtet med country. Derover er der også respekt for genrens navne. Tænk på en sanger som Cornelis Vreeswijk. Han er jo ikke kikset. I Danmark forholder vi os anderledes til traditionen. Det nærmeste, man kommer på country, er Dansk Top, og rigtigt mange mennesker synes jo, at et band som Kandis er utjekket. Det betyder, at unge mennesker er stået af, og det er jo dem, der driver musikgenrerne frem.«

Selv opdagede Søren McGuire genren i midten af 90erne. Og det faldt ikke i god jord blandt vennerne.

»Da jeg begyndte at høre country, var der klart en tendens til, at folk mente, at hvis man hørte country, gik man også til linedance i Kolding. Så bar man frynset vest og opførte sig generelt lidt bøvet. Men sådan er det jo ikke. Jeg opdagede bare, at god musik også kunne være en deprimeret mand med en guitar, og at det udtryk var mere interessant end al den dødssyge rockmusik, som alle andre drønede rundt og lyttede til.«

Ifølge Søren McGuire er countrymusikken en formidling af de simple følelser.

»Ofte står meningen og stemningen frem, så snart du kender titlen,« siger han og nævner »Rainy Day in June« af Alan Jackson.

»Man siger, at country er tre akkorder og sandheden. Det er hjertet, der bærer sangen. Og så er der et klart afsæt i den traditionelle folkemusik.«

Lukas Graham er vildt country

Et af de unge mennesker, der rent faktisk tror på, at country kan bryde igennem i Danmark, er Dorthe Gerlach. Omkring årtusindskiftet havde hun succes som forsangerinde i Hush, et dansk country-band, der havde været i Nashville for at udveksle ideer med amerikanske sangskrivere. I 2004 udkom albummet »A Lifetime«, der gav guldplade for et salg på over 20.000 eksemplarer i Danmark. Det var noget overraskende for en duo, der brugte mandolin, banjo og mellotron.

»På det tidspunkt var man stadig meget afhængig af at have et pladeselskab. Det var britpop, der hittede, og instrumenter som banjo og pedal steel guitar blev mere eller mindre anset for at være kommercielt selvmord. Hvis man satte et country-label på sig selv i 2004, havde man mere eller mindre stoppet sin karriere«, husker Dorte Gerlach.

At hun alligevel fik succes med Hush, var altså imod alle odds.

»Vi ramte vel både det lille miljø, der dyrkede genren, og så ramte vi dem, der ikke vidste, at de ikke kunne lide stilen.«

Ligesom Søren McGuire mener også Dorte Gerlach, at countryens force sidder i teksterne. Og hun er slet ikke i tvivl om, at holdningen til country har ændret sig i Danmark siden 2004.

»Mange country-tekster er så intime, at de ville blive for meget, hvis man fortalte de samme historier til et middagsselskab. Det kan nemt kamme over og blive lidt sentimentalt« siger Dorte Gerlach og nævner Travis Meadows’ »Learning to Live Alone« som et eksempel.

»Den handler om en mand, der er nyskilt og holdt op med at drikke, og så kommer hans dele-dreng over på besøg, og han skal lige have ryddet op og støvsuget. Han skal langsomt tilbage på benene og lære at leve alene. Det er meget personligt og meget tæt på.«

Dorte Gerlach mener, at samme univers findes hos nogle af tidens allerstørste danske stjerner.

»Både Rasmus Seebachs sange om hans far og Lukas Grahams tekster er helt vildt country. Jeg er sikker på, at det er derfor, Lukas Graham gør det så godt i USA. Fordi han lægger sig op af den tradition.«

Samtidig er instrumenter som banjo og pedal steel guitar blevet meget almindelige i den danske musik.

»Lyden af country er i den grad slået igennem herhjemme. Brede popartister som Mads Langer, Rasmus Walter og Tina Dickow bruger banjo og mandolin. Og hvis man sidder og ser Toppen af Poppen, er der masser af pedal steel i sangene.«

Ingen grimme mennesker i Nashville

Selv om udviklingen er dansk, kan trenden godt være amerikansk. Dorte Gerlach taler om en Taylor Swift-tendens. Flere undersøgelser har vist, at countryen er den musik-form, som flest amerikanere identificerer sig med, og genrens store stjerner er blandt de bedst sælgende, selv om de ikke nødvendigvis fylder så meget i Europa. Måske forklarer det, at Swift havde så travlt med at proklamere sig som en del af kulturen, da hun debuterede i 2006.

For mange er hun et godt eksempel på alt, hvad der er godt og skidt ved country. Selv om sangerinden fik enorm succes – to af hendes album solgte over en million eksemplarer den første uge – er hun også gradvist blevet mere mainstream og poppet. Hendes seneste plade, »Red«, vil få svært ved at vinde anerkendelse i de rigtige country-kredse. Der er ikke meget grim erfaring eller moralske tømmermænd i pladens univers. Som Søren McGuire siger det: »Der er snart ikke flere grimme mennesker tilbage i Nashville. Nu er genrens store stjerner pæne, unge mænd med brede smil og unge kvinder med lange ben. Hvis Hank Williams var taget til Nashville i dag, havde de sendt ham tilbage over bygrænsen. Han ville simpelthen være for grim og drikke for meget.«

På den positive side er selvfølgelig, at countryens nye stjerner fjerner genren fra det gammelmandsimage, som Søren McGuire selv mødte, da han kastede sig over sine første country-plader i 1995.

Jacob Dinesen, der selv skal spille på Tønder Festival i dag, er enig.

»Den moderne country fusionerer rigtigt meget med poppen, og det virker. Selv om det sikkert sker, fordi kunstnerne gerne vil på hitlisterne, er den moderne countrys lyd jo stadig country med den lille mand, der synger om sine voksenproblemer og om samfundet«, siger Jacob Dinesen, der selv spiller en blanding af folk og americana.

Om det er »rigtig« country er heller ikke til at sige. Genren knopskyder og blander sig. Og selv kernen består. Der vil altid være kærester, der svigter, og hjem, der bliver forladt. Også længe efter, at banjoen igen er blevet umoderne.