Der er nok at kigge på

Et fantastisk syn! Intet mindre. Overvældende, mærkværdigt, bevægende, skræmmende, morsomt, dramatisk. Scenen er henlagt til et stort udstillingsrum placeret over det smukt renoverede bibliotek i British Museum.

Anhony Gormley: »Fields for the British Isles« på British Museum. <br>Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON

Man kan ikke komme ind i salen. På det sted, hvor rummet officielt begynder, står de første - og bag dem tusinder og atter tusinder af deres venner og slægtninge. Det overbefolkede rum er fyldt med 20-25 cm høje, brunlige lerfigurer, der står helt tæt. Og kigger på én! Med deres store, mørke spørgende øjne. En hær i terracotta skabt af den britiske skulptør Antony Gormley i den forstand, at værket, der i denne version hedder »Field for the British Isles«, er udtænkt af ham og formet af frivillige. Også det er med til at give figurerne deres individuelle karakter. Der kan også være udsving i de små smølfers hudfarve - men man er ikke i tvivl om, at man står overfor væsner af samme race.

Angiveligt er der 40.000 af dem forsamlede på dette sted. Men man opgiver hurtigt at tælle. Det er også umuligt at overskue hele rummet, eftersom man ikke kan gå ind i det uden at træde på forsamlingen.

»Hvordan sikrer De, at ingen af dem stikker af,« spørger jeg vagten, der kigger høfligt på mig, som var det første gang, han var blevet udsat for den mulighed. »Det gør de ikke, hr,« svarer han. »Det sørger vi ikke for.« Hans kollega er derimod med på spøgen. »Kan De se den lille bugger, der står derovre?« Han peger mod et fjernt hjørne af balsalen. »Den løb væk i sidste uge. Vi fandt ham ovre i den ægyptiske samling. Og jeg tror, der er en af dem, der hører til derovre« - han peger i en anden retning - »der er på springtur. Man bare rolig, Sir, vi finder ham før eller siden.«

For man ser det jo for sig. De stikker alle sammen af! De spæner i alle retninger over Norman Fosters fabelagtige, indre glasoverdækkede gård og søger eksil hos faraonerne, rider på græske bronzeheste fra et halvt årtusinde før vor tidsregning, danser med romerske miniaurefigurer og klatrer på Parthenon-frisen. I øvrigt har vagtmanden ikke helt ret. Enkelte af figurerne er udstationeret rundt om i de fornemme samlinger af artefakter fra næste alle tider og næste alle steder. Der står de for at pege på deres kunsthistoriske, men også erkendelsesmæssige slægtskab med andre af de figurer, mennesket - billedkunsten er formodentlig den ældste kunstform - har gjort i deres eget eller gudernes billede siden den første gnist af bevidsthed.

Turner-prisen

Antony Gormleys formidable værk, der har været vist i forskellige, hidtil mindre udgaver verden over - i Danmark var der for nogle få år siden en større delegation af de små trolde på Brandts Klædefabrik i Odense - handler om undren. Stående over for deres stille, både bønfaldende og spørgende øjne, minder de om vores eget forhold til verden og herunder til billedkunsten. Billedkunst stiller spørgsmål. Vi stiller spørgsmål til den og søger at tolke tilværelsen i mødet med den. Som kunstnere altid har søgt og stadig søger at gøre det i og med deres malerier, skulpturer, installationer osv. osv.

Tate Britain har fået mere plads, efter at en betydelig del af samlingerne er blevet udskilt og placeret i Tate Modern på den anden side af Themsen, og hovedsædet på Millbank er blevet udvidet med endnu en fløj. For øjeblikket vises særudstillinger, der både kalder på den traditionelle tilbedelse af de skønne kunster - eksemplificeret ved Gainsborough og Turner - og på den lige så obligatoriske undren, vrede og forargelse over den nyeste kunst. Ja, det er tid til den årlige uddeling af Turner-prisen. Frem til den 5. januar vises årets fire finalister - og på søndag transmitterer Channel 4 direkte fra afsløringen af, hvem åres modtager bliver og hvem der skal have en check på 20.000 pund overrakt af den store arkitekt Daniel Libeskind. Juryen består af bl.a. direktørerne for Pompidou-centret i Paris og Hayward Gallery i London samt den måske mest magtfulde skikkelse i britisk kunstliv, Sir Nicholas Serota, der er bestyrelsesformand for Tate-imperiet.

Af tidligere modtagere af prisen kan nævnes kunstnere som Malcolm Morley, Tony Gragg, Richard Long, Anish Kapoor og ovennævnte Antony Gormley - og navnlig de sidste år har indstillingerne og afgørelserne ophidset sindene. I 1999 udstillede Tracey Emin sin uredte seng komplet med brugte strømpebukser og tømte vodkaflasker - som omtalt i avisen torsdag blev værket senere erhvervet af Charles Saatchi for en million kr. - og nogle år forinden løb Damien Hirst af med sejren og checken for nogle får og andre husdyr nedsænket i beholdere med formaldehyd. I fjor vandt Martin Creed for et værk bestående af et tomt værelse, hvor lyset tænder og slukker hele tiden. Hvordan overgår man dog det? Det er sandelig heller ikke nemt.

Mr. Creed bliver næppe slået af Liam Gillick, der har sat nogle farvede plader foran loftslyset, men måske så af Fiona Banner, der bl.a. deltager med et vægmaleri, som ved nærmere eftersyn viser sig at være en minutiøs beskrivelse af handlingen i en pornografisk film med alle de frække ord, der kan bruges til at karakterisere kropsdele og en bred variation af seksuelle handlinger.

Turner-prisen blev i midten af 1980erne indstiftet for både at anerkende kunstneriske landvindinger og fremme kendskabet til og diskussionen af samtidskunsten - og foran Tate Britains statelige, nyklassicistiske hovedsæde fra slutningen af 1800-tallet hænger der plakater som opfordrer publikum til at komme ind, and judge for yourself. Titusinder har gjort det, og der er da også et rum ved siden af udstillingen, hvor man kan se kataloger og høre interviews med kunstnerne og skrive sin mening på sedler ophængt på væggen.

Den britiske kulturminister er en af dem, der har gjort det. Han - og han hedder Kim Howells - skrev bl.a., at det var »cold, mechanical conceptual bullshit«. Og spørgemålet er naturligvis, om værker af denne art befinder sig så langt fra den almene kunstopfattelse, at de bliver futile og akademiske; forbeholdt en kreds af kendere af international kunst, som forstår referencerne og værdsætter pointerne - eller om det blot drejer sig om tid. Som man forlader udstillingen af værkerne af de fire Turner-priskandidater - de to andre er Keith Tyson og Cathrine Yass - kommer man igennem et rum med et par håndfulde af Francis Bacons mest fremragende hovedværker skabt under og efter sidste verdenskrig og stadig i dag kontroversielle bidrag til verdenskunsten.

Gamle mestre

Men så er der heldigvis de ældre kunstnere. Tate Britain har betydelige samlinger af national kunst gennem de sidste 500 år. Værker af Hogarth, Constable og Blake samt prærafaelitterne og ikke mindst Turner og Gainsborough, af hvem der for tiden er store særudstillinger. Thomas Gainsborough (1727-88) er en maler af den slags, der danner en ideologisk forståelse for idealerne i datidens England og som måske stadig har et greb i den del af befolkningen, der drømmer om hverdagen og samhørigheden med nærmiljøet, før verden gik af lave.

Gainsborough, der ganske enkelt er en fremragende maler, skildrer adelen og den tids kendte. Fine velklædte kvinder, fornemme tænksomme herrer i deres stiveste puds sat op med naturen som dekorativ baggrund for et liv i lediggang eller anvendt til kunstneriske og intellektuelle sysler. I reglen er landskabet anonymiseret såvel som idealiseret, naturen er ikke vild, slet ikke farlig og beskidt hos Gainsborough, og det er umuligt at se landskabet blive dyrket og kultiveret. Højst er et par køer trukket ind på scenen for at skabe en pastorale. Men undertiden bliver Gainsborough mere konkret i sin landskabsskildring, eller han tømmer the countryside for mennesker, så landskabet bliver nærværende og påtrængende, ligesom i den del af britisk klassisk musik, der ømt og passioneret søger at beskrive dalene, markerne engstrækningerne og skovene.

Tiden var allerede ændret meget, da J. M. W. Turner (1775-1851) levede og arbejdede. Industrialiseringen trak almindelige mennesker fra landet til byerne, London blev en storby, Storbritannien et imperium - og navnlig sidste halvdel af Turners levetid var præget af opbrud og nye begreber og forestillinger om verdens indretning.

Udstillingen på Tate Britain er et forsøg på at skaffe sig et overblik over Turners temaer og udvikling gennem en ophængning af et par hundrede værker. Vi ser hans tidlige mytologiske landskaber; drømmeagtige, som længes han allerede dér mod den kunstneriske frihed, han skulle finde, og den optagethed af lyset, der skulle blive så karakteristisk for ham. Vi ser en friskere, men stadig idealiseret natur i hans gengivelser af landskaber i England, og vi ser ham modnes under sine rejser i Europa, som det ikke mindst kommer til udtryk i hans vidunderlige billeder fra Venedig, hvor paladser og kirker eller måske blot konturerne af lagunens arkitektoniske mesterværker dukker op i disen over vandet og under himlen, og alting smelter sammen til en stor sanselig oplevelse af naturen og verden.

Som stor malerkunst og som vedkommende tolkninger af tilværelsen træder også hans sene, nu næsten konturløse billeder frem, hvor vi aner omrids af tidens nye industribygninger, men ellers synker ind i hans gengivelser af lyset over og i vandet som et udtryk for altings opløsning og samtidig et ønske om at skildre det sublime.

Som en særlig krølle på udstillingen vises i en sal en serie - ligeledes sene - billeder, hvor arrangørerne stiller spørgsmålet om de er færdigmalede eller uafsluttede, hvilket var en slags pointe for Turner. Han udstillede rent faktisk billeder, han ikke selv anså for færdige - og stillet over for dem er det til at forstå. De er som blot standset i en proces, og måske er de vitterlig færdige. Måske kunne de lige så godt være det, for de handler om livet og om tilværelsen og om at opleve sin tid som proces og del af helhed.

Anhony Gormley: »Fields for the British Isles«. British Museum, Great Russell Street. Åben lørdage-onsdage 10-17.30, torsdage-fredage tillige til 22.30. Til 26. januar.

Turner Prize 2002. Tate Britain, Millbank. Åben dagligt 10-17.30. Til 5. januar.

Thomas Gainsborough på Tate Britain, Millbank. Åben dagligt 10-17.30. Til 19. januar. Herefter vises udstillingen på National Gallery of Art i Washington (9. feb.-11. maj) og Museum of Fine Art i Boston (9. juni -14. sept.).