BERLIN: Ensartethed kommer nogle gange i tusind forskellige indpakninger. Når det sker, bliver den umiddelbare begejstring over livets muligheder erstattet af forvirring og skuffelse, efterhånden som man flår pakkerne op. Sådan har jeg det med tysk øl.

Jeg har, skal jeg åbent indrømme, et usædvanligt forhold til øl. Det er intenst og selektivt. Talrige er de gange, hvor jeg har slæbt tålmodige mennesker gennem byer til en bestemt bar, der lige netop trækker en bestemt øl op af tønden. Det lyder måske som snobberi, men det er det ikke. Jeg kan bare rigtigt godt lide humlede, bløde ales og fede stouts.

Derfor var det med glad forventning, at jeg flyttede til Tyskland. Her lærte man danskerne at lave øl. Det kom der godt nok mange flasker trist pilsner ud af, men alligevel. I Tyskland afholder man ølfestivaler og højtideligholder »øllets dag« på årsdagen for øllets forfatning – det første bayeriske Reinheitsgebot fra 1516. I mit supermarked er øl-afdelingen enorm. Den har sit eget rum.

Der er omkring 1.300 bryggerier i Tyskland. Jeg er ikke nået igennem dem, men jeg er begyndt, og jeg er både forvirret og skuffet. Langt de fleste øl smager forbløffende ens, og jeg er kun stødt på ganske få, jeg rigtigt godt kan lide. Bryggeri efter bryggeri – både store og små – laver de samme typer. En pilsner, en dunkel, en hvedeøl, måske en schwarzbier og i hvert fald en øl blandet med sodavand.

Hvorfor i alverden etablere sig som selvstændig brygmester, hvis man har tænkt sig at komme cola i?

At kritisere tysk øl er lidt som at sige, at Tyskland ikke kan finde ud af at lave biler. Det klinger naturstridigt. Men der er noget uambitiøst over verdens gamle ølland.

For nylig var jeg på øl-festival i Berlin. 2,2 kilometer Biergarten stillet op langs Karl-Marx-Allee, lød den uimodståelige reklame. De kunne sagtens have nøjedes med 100 meter, selvom der så ikke havde været plads til de mange unge englændere udklædt som bananer.

De rutinerede tyskere gik rundt med deres faste smageglas. En kæmpe mand med rund mave havde kroge i bæltet til at hænge ølkrus på, tatoveringer op ad armene og en bluetooth i øret. Han var hooked up og havde stadig begge hænder fri. Men bod efter bod serverede de samme tre øltyper.

Måske har nogle mennesker mere sofistikerede smagsløg, end jeg og kan afkode forskellen på en Berliner Pilsner og en Schultheiss. Måske kan de fleste mennesker bare godt lide dem begge. Fair nok. Mere end hver anden øl, der sælges i Tyskland, er en pilsner, og de fleste af de andre er tæt på.

Måske handler det også om selvtilfredshed. Lige præcis hvad angår øl, har tyskerne undtagelsesvis en følelse af kulturel overlegenhed, og det er som bekendt aldrig sundt. I Danmark har vi lært ydmyghed på den hårde måde. Vi, der er over 40 år, kan huske, hvordan det var at leve i et autoritært regime med to ens øl i hanerne og et par stærkere varianter på flaske. Lykkeligvis kom der en modreaktion af fremragende mikrobryggerier.

I Berlin har jeg også fundet nogle nye, små bryggerier, der laver engelske og amerikanske ale-typer, som jeg kan lide. Men det er nogle meget berlinske foretagender. I den gamle Arminius markthalle i Moabit har bryggeriet Brewbaker en udskænkning. Jeg har været der flere gange, og det er stadig kun lykkedes mig at købe en enkelt flaske India Pale Ale med hjem. I den hyggelige Markthalle Neun i Kreuzberg ligger et lille bryggeri i kælderen drevet af en tidligere kunstner.

Der ville gå nogle måneder, inden han var klar igen med øl på flaske, sagde han med et skuldertræk, der måske skulle antyde, at det tager tid at lave øl. Jeg takkede med et stift smil, der skulle signalere, at så kunne man jo gå i gang noget før.

Den slags ustabile leverancer kan jeg ikke leve med. Jeg fortsætter med at købe specialimporterede britiske og amerikanske øl hjem til øllets hjemland.