»Der er meget at tage fat på«

»Man har haft den holdning, at oversættelser af børnelitteratur var noget, man kunne sætte hvem som helst til,« siger børnelitteratureksperten Torben Weinreich. »Den ældre børnelitteratur, der blev oversat til dansk for 30-40 år siden eller længere tilbage, trænger generelt til en nyoversættelse.«

Det er ikke kun Astrid Lindgrens bøger, der har godt af at blive forsynet med en ny dansk sprogdragt. Sådan som det nu sker, med Kina Bodenhoffs nyoversættelser af nogle af hovedværkerne.

»Den ældre børnelitteratur, der blev oversat til dansk for 30-40 år siden eller længere tilbage, trænger generelt til en nyoversættelse. Heldigvis er det allerede sket i et vist omfang. »Robinson Crusoe«, »Peter Pan« og »Pinocchio« er blevet nyoversat. Det samme er »Alice i Eventyrland«, der blev til »Alice i Undreland«, og ungdomsklassikeren »Fangeren i rugen.«,« siger Torben Weinreich, der er tidligere professor i børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Hvorfor er det vigtigt at nyoversætte?

»Det er der to grunde til. Den ene er, at nogle af de ældre oversættelser simpelthen er for dårlige. Man har ikke haft respekt nok for forlægget, eller man har ikke haft tilstrækkelig med sproglig og litterær fornemmelse. Nogle gange har en oversætter også haft sin egen dagsorden og justeret lidt i teksten, når der var noget, han eller hun ikke brød sig om. Man har haft den holdning, at oversættelser af børnelitteratur var noget, man kunne sætte hvem som helst til. Den anden grund er, at en oversættelse i princippet altid er en ny fortælling. En oversættelse er lavet med henblik på at overføre en velkendt tekst til et andet sprog og nogle andre mennesker. Disse andre mennesker ændrer sig hele tiden. Derfor skal formidlingen af teksten ogsåændre sig.«

Er den kritisable holdning til fænomenet oversættelse gennem tiden gået specielt hårdt ud over børnebøger?

»Ja, det tror jeg godt, at man kan sige, selv om der også er voksenlitteratur, der trænger til at blive nyoversat. Særligt i forbindelse med de ældre oversættelser af børnebøger har det været almindeligt, og almindeligt accepteret, at man skar nogle scener væk, for dem gad folk nok ikke læse alligevel. Måske har man endda ment, at disse beskæringer gjorde bøgerne bedre. Daniel Defoes »Robinson Crusoe« er fra 1719, og J.F. Coopers »Den sidste mohikaner« er fra 1830, men først i nyere tid kom der en komplet oversættelse på dansk. "

Hvad er konklusionen?

"Konklusionen er, at der er meget at tage fat på. Mange forlag ville gøre sig selv og omverdenen en tjeneste ved at kaste et kritisk blik på de værker, som de har copyright til, og som de måske allerede har solgt pænt og succesfyldt af.«