»Der er ikke tilstrækkeligt med reelt talent«

Litteraturhistorien er fuld af ord om forfatteres kunstneriske og kommercielle succeser. Men der findes også en anden fortælling om alle de afslag, som selv de største forfattere har modtaget – fra Sylvia Plath over F. Scott Fitzgerald til Vladimir Nabokov.

Vladimir Nabokov. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bøgerne i boghandlerne er et billede på succes. Både de smalle og de brede. De har nemlig alle engang været et manuskript, som et forlag har antaget og besluttet var godt nok til at blive udgivet. Med omslag, ISBN-nummer og stregkode.

Men bøgerne er kun toppen af det kolossale bjerg af manuskripter, der hele tiden afvises af forlagenes redaktører. Fordi de er dårligt skrevet, dårligt strukturerede eller ringe på alle mulige andre tænkelige måder. Og da der er langt flere forfattere, end der er bøger i boghandlerne, så må de fleste forfattere jo leve i en verden af afslag.

Ingen ser noget i deres manuskripter, som enten dør kvælningsdøden i skrivebordsskuffen, i en mappe på computeren eller udgives på »eget forlag«. Til absolut ingen reaktion uden for vennecirklen.

Afslagets altomsluttende kulde har dog også ramt forfattere, som siden er blevet store kommercielle succeser eller har opnået faglig anerkendelse fra kritikere og litterater. I nogle tilfælde har disse succesforfattere endda haft tilstrækkelig med selvtillid til at offentliggøre deres gamle afslagsbreve, eller de har trukket på skuldrene, når kopier af brevene er sluppet ud af forlagenes arkiver. Eller også har de været døde, når det er sket.

Brevene – der ofte er forbløffende perfide – er altså kun én side af sagen. Den anden er, hvordan brevene bliver modtaget og omtalt af forfatterne. Det er næsten en skrivekunst i sig selv, kan man se af de ord, forfatterne år efter år har brugt om forlagenes nedadvendte tommelfingre. Som jo også, med tiden, kommer til at pege tilbage på redaktørernes uformåenhed.

En boomerang med hvæsset kant, en subtil form for hævn, kan man sige, og ordene er samtidig en slags motivator for andre, mindre dygtige forfattere. »Hvis de fik afslag, kan jeg også tåle det, og måske er jeg bare misforstået« tænker de så – og bruger så et helt liv på at skrive og få afslag på afslag.

Kommende klassikere overses

Det er dog at springe i forløbet. Så tilbage til nogle af de store forfatteres afslag, der uden tvivl fik dem til at føle sig meget små.

Som Sylvia Plaths »Glasklokken« fra 1963. Amerikaneren var allerede inden da en anerkendt poet, men indsendte romanmanuskriptet om en blussende depression under pseudonymet Victoria Lucas. I dag er romanen en klassiker og oversat til alverdens sprog, men kvaliteterne var ikke åbenlyse for redaktøren, en vis »jbj«, som i sit afslag skriver, at »der er ikke tilstrækkeligt med reelt talent i det til, at vi finder det bemærkelsesværdigt.«

Senere, da denne jbj har fået at vide, at Victoria Lucas er selveste Sylvia Plath, skriver han i et notat, som er fundet i forlagets arkiv: »Jeg har nu genlæst – eller rettere med større grundighed læst – »Glasklokken« med den nye viden om, at den er skrevet af Sylvia Plath, og det har bestemt gjort den mere interessant ... Men det er ikke meget af en roman.« Og han slutter med at bemærke, at »jeg tvivler på at nogen andre her i Amerika vil antage den.«

Den lader vi lige stå et øjeblik. Men denne jbj er ikke alene om fuldkommen at overse en kommende klassiker. Joseph Hellers »Punkt 22« fra 1961, der i dag er et hovedværk i litteraturen om menneskelig dårskab og krigens absurditet, blev afvist med disse ord: »Jeg har ingen idé om, hvad manden prøver at sige ... Han forsøger åbenbart at være sjov – måske endda satirisk – men det er ikke sjovt på noget intellektuelt niveau.«

Men det kan faktisk blive værre, ja, helt tragikomisk. Som da F. Scott Fitzgerald præsenterede manuskriptet til det, der i 1925 blev til »Den store Gatsby«, for en redaktør og fik at vide – hold nu fast – at »du kan måske få en anstændig bog ud af det, hvis du skærer Gatsby-karakteren ud.«

I samme ånd er denne groteske perle om Herman Melvilles »Moby Dick« fra 1851, hvor redaktøren gudhjælpemig skriver: »Først må jeg spørge, behøver det være en hval?«

»Jeg tvivler på, at noget forlag vil udgive den«

Redaktøren, som skrev afslaget til 1954-romanen »Fluernes herre«, forfattet af den senere Nobelpristager William Golding, stillede ingen retoriske spørgsmål. Men han var lige så uimponeret over denne fremtidige klassiker, der var en »absurd og uinteressant fantasi, som var dårlig og kedelig.«

Hvor ovenstående er afslag, som går på det litterære niveau, er der en anden type afslag, der i højere grad går på moral.

Det gælder Vladimir Nabokovs »Lolita«, der i 1955 var udkommet i Frankrig, men ikke i USA. Forlaget Knopf blev heller ikke den, der udgav den dér, og i afslaget lød det »Jeg tvivler på, at noget forlag vil udgive den«. Romanens skildring af seksuelle spændinger mellem en pige og en voksen mand var ikke, mente Knopfs redaktør, noget, mange ville læse om. I dag er romanen solgt i mere end 50 millioner eksemplarer.

Seksualforskrækkelsen antager i det hele taget mange former. Som D.H. Lawrences »Lady Chatterleys elsker« fra 1928, der blandt andet kredser om en kvindes lyst, men hvor forfatteren først blev mødt af disse redaktørord: »Gør dig selv den tjeneste at lade være med at få denne bog udgivet.«

Redaktøren finder tydeligvis, at D.H. Lawrence er pervers og grænseoverskridende, ja, en trussel mod tidens puritanske moral, og i andre afslag, der går på moral, betvivles forfatterens mentale helbred simpelthen. J.G. Ballard blev på baggrund af manuskriptet til det, som skulle blive 1973-romanen »Crash« – der handler om seksuel ophidselse ved trafikuheld – beskrevet sådan: »Forfatteren til den her bog er uden for psykiatrisk rækkevidde«.

En tredje afslagskategori, altså ud over den litterære og den moralske, går på det rent kommercielle. Som når en redaktør begår et karaktermord på franske Anaïs Nin, der siden skulle få udgivet dagbøger og erotiske noveller som »Venusdeltaet« og »De små fugle«. Det gav hende ikke bare en plads i verdenslitteraturhistorien, men også en stor læserkreds. Redaktøren skriver ikke desto mindre skråsikkert: »Der er ingen kommerciel fordel ved at antage hende«.

Forfattere er som softice

Mere absurd bliver det i afslaget til George Orwells »Kammerat Napoleon« fra 1945, en satirisk allegori, hvor dyr gives menneskelige karaktertræk. Om manuskriptet skrev den amerikanske redaktør: »Det er umuligt at sælge dyrehistorier i USA.«

Et fuldkommen fejlagtigt syn på, hvad der kan sælge, ses også i det afslag, Stephen Kings 1974-roman »Carrie« modtog: »Vi er ikke interesseret i science-fiction med negative utopier. Det sælger ikke.«

Det gjorde den så, i dén grad, og den er siden blevet til både en film, en film-remake og en musical. Så noget salg er der vist i en »negativ utopi« (der mig bekendt hedder en dystopi).

Alt det nævnte kan naturligvis læses med en vis skadefryd: Tænk, at redaktørerne kunne være så dumme, ignorante og hovmodige. Uden at den skadefro forholder sig til det faktum, at redaktørers skepsis vel i 999 ud af 1000 tilfælde er berettiget. Men afslagene sætter sig, hvad enten de er berettigede eller ej. I alle 1000 tilfælde. Også blandt de nævnte, hvoraf flere har bearbejdet det og vendt det til noget positivt.

Som Sylvia Plath, der har sagt, at »Jeg elsker mine afslag. De viser mig, at jeg forsøger.«

»Elsker«? Virkelig? Men denne måde at skabe mening på er typisk, når forfattere taler om deres afslag. Som når Saul Bellow skriver »Jeg opdagede, at afslag slet ikke er en dårlig ting. De lærer forfatteren at stole på sin egen dømmekraft og sige: Til helvede med jer.«

Men forsvarsmekanismen er til at forstå. Det handler som al anden sorg om at gøre nederlaget til et lærestykke, til en ny meningsfuld og brugbar erfaring. En øvelse, der immervæk er lettere at gennemføre, når man er ude på den anden side og har fået succes og anerkendelse.

Lige efter afslaget må følelsen være ukonstruktiv og føles som et overgreb. Her synes Kurt Vonneguts ord at være præcise, når han siger, at mødet mellem en kritiker og en forfatter er, som når »et menneske iklæder sig en tung rustning og angriber en softice.«

Kilder: Parisreview.com, Mentalfloss.com, Thetelegraph.com, Theatlantic.com og Ralph Keyes’ »The Writer’s Book Of Hope: Getting From Frustration To Publication« (Henry Holt & Company, 2003).