»Der er ikke nogen lovmæssighed i, at et svært år bliver efterfulgt af et nemmere«

Hvis du allerede har forestillet sig det værste, kan du løbende blive positivt overrasket, når det ikke udspiller sig, skriver Berlingskes klummeskribent Niels Overgaard.

Kommunikationschef og forfatter Niels Overgaard mener, at der er noget i negativ tænkning, som kan være befriende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvis du, kære læser, orienterede dig på de såkaldte sociale medier omkring nytårsaften, så vil du højst sandsynligt have set myriader af udsagn a la: »Farvel og tak for ingenting 2020, 2021 kan kun blive bedre.«

Efter et år med en global pandemi, som har påvirket dagligdagen fra Wuhan til Vendsyssel, og som har mere end 1,5 millioner dødsfald i sit kølvand, så var det da også fristende at se på året 2020 med en vis foragt. Og selvom det muligvis bare er udtryk for tom retorik på sociale medier, så er det værd at huske på, som Altingets Jakob Nielsen i december skrev på Twitter, at årstal ikke er handlende subjekter.

Årstal er trosspørgsmål. Året 2020 gjorde ikke nogen noget, det er en forestilling, vi mennesker har opfundet for at kunne måle tiden. Og som så meget andet i vores tilsyneladende så rationelle, sekulære og ateistiske samfund, så er også vores forståelse af tiden en aflejring af kristendommen.

Den gregorianske kalender, hvis nytår vi for nylig fejrede, tager ganske rigtig afsæt i videnskabens kølige fakta. Jorden bruger 365,25 dage på sin rejse om Solen, og det løser kalenderen med tre år à 365 dage efterfulgt af et med 366 dage. Men de fleste vil nok vide, at årstallet 2021 ikke refererer tilbage til Jordens begyndelse eller the big bang, men derimod Jesus’ fødeår. Ligesom Gregor, som lagde navn til den gregorianske kalender, var pave.

Så mens der er en vis logisk rationalitet bag antallet af dage på et år, så er såvel årsskifte som årstal vilkårlige størrelser, der da også er anderledes i andre kulturer end vores. Det er bare noget, vi leger.

Niels Overgaard

»Hvis du sætter pris på det, du har i dag, forventer det værste, og gør dit bedste, så kan fremtiden og dens sorte svaner komme an.«


Tilbage står, at der ikke er noget, der bliver bedre, fordi det er 2021. Efter et år med en skelsættende pandemi og med vacciner mod denne på vej, kan det tyde på, at bedre tider er på vej. Men der er ikke nogen lovmæssighed i, at et svært år bliver efterfulgt af et nemmere. Man kan eksempelvis se på Europa i 1939.

Dernæst er problemet med fremtiden, at den af natur er uvis. Og at vi er meget dårligere til at forudse den, end vi typisk tror. Forskning viser, at eksperter inden for forskellige felter er dårligere end tilfældighederne – eller aber med dartpile - til at forudsige fremtidige begivenheder inden for deres felt. Vi aner ikke, hvad der sker i morgen.

I Jakob Martin Strids børnebog »Den kæmpestore pære« rejser historiens hovedroller på et tidspunkt ind i Det Natsorte Hav. Det illustreres ved, at den ene, katten Micho, stikker armen ud af deres sejlende pære og ikke kan se sin pote i mørket. Det er for mig et meget godt billede på fremtiden.

I mangel af bedre forlænger vi typisk verden med brædder, som vendingen lyder, og forestiller os, at i morgen bliver en variation af i dag. Det vil jo også være rigtigt de fleste dage, men problemet med den tilgang er, at verden overraskende ofte overrasker os.

Som den moderne filosof Nassim Nicholas Taleb overbevisende argumenterer for i sit værk »The Black Swan«, som forudså finanskrisen i 2008, så er verdenshistorien i høj grad formet af store uforudsete begivenheder, som senere med bagklogskabens sikre hånd væves til sammenhængende fortællinger, og hvor udviklingen kommer til at fremstå indlysende.

Og her kan vi finde tilbage til begyndelsen af 2021, som både på et globalt og personligt plan har budt på sorte svaner i mit liv. I årets første uger har vi fået en ekstra smitsom variant af coronavirussen og set en morderisk væbnet opstand overtage Kongressen i USA, og en af mine bedste venner har måttet opereres for en alvorlig lidelse, der kom ud af det blå. På hver sin måde dramatiske begivenheder.

Tilbage står vi med den ene pote på vej ind i en fremtid, der pr. definition er uvis. Hvordan skal vi håndtere denne indbyggede uvished? En af de metoder, Nassim Nicholas Taleb anbefaler at møde fremtiden med, har rødder tilbage i antikken. Stoiske filosoffer som Seneca og Marcus Aurelius havde nemlig en tilgang til fremtiden, der flyver stik imod den moderne tænk-positivt-diskurs. De arbejdede målrettet med at forestille sig det værste gennem negativ visualisering. Ikke for at formørke deres sind, men for at ruste dem til, hvis det værste skulle ske.

Det er klart, at den slags tænkning skal balanceres, så det ikke bliver til sortsind, og at den metode ikke kan stå alene som en kur mod al sjælens lidelse. Men der er noget i den, som kan være befriende. Hvis man allerede har forestillet sig det værste, så kan man løbende blive positivt overrasket, når det ikke udspiller sig. Doseret rigtigt kan det være en måde at sætte mere pris på sit liv på.

Så selvom det kan være fristende at betragte dette stadigt nye år som nyfalden sne med løftet om lykkeligere tiders komme, kan det være værd lige at gøre sig den ulejlighed at forestille sig nogle af de ulykkelige ting, der kan ske i fremtiden. Både på et globalt og på et personligt plan. Ikke for at blive skræmt, men for at værdsætte de gode ting i livet i dag: Det hjerte, der trofast slår i dit bryst, den sygdom, der ikke har ramt, og de smil, du modtager.

Hvis du sætter pris på det, du har i dag, forventer det værste og gør dit bedste, så kan fremtiden og dens sorte svaner komme an.