»Der er ikke ét ord hos Astrid, der er tilfældigt...«

Ronja Røverdatters verden er endnu farligere og uhyggeligere, end vi troede. Pippi er både sjovere og mere poetisk. Kina Bodenhoff har nyoversat klassikerne til dansk, så sproget ligger så tæt op ad Astrid Lindgrens eget svenske som overhovedet muligt: »Hvis man gør sådan, så bliver det sprudlende og frisk og fuldstændig universelt,« siger hun.

"Astrid skrev, sådan som barnet i hende selv syntes, at en god bog skulle være", siger Astrid Lindgren-oversætteren Kina Bodenhoff.<br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig kender vi Astrid Lindgren. Pippi Langstrømpe er også vores Pippi. Emil fra Lønneberg er også vores Emil. Ronja Røverdatter er også vores Ronja. Verdens bedste børnebogsforfatter er ikke svenskernes alene, hun er vores allesammens. Heldigvis og tak for det. Men kender vi hende nu også virkelig? Er den Astrid Lindgren, som vi har kendt og elsket i generation, nu også den helt rigtige Astrid Lindgren?

Spørgsmålet er slet ikke så tosset, som det lyder. Astrid Lindgren er jo - i sagens natur - blevet oversat, så alle danskere kan læse hende, og når stor litteratur bliver oversat, kan meget let gå tabt. I hvert fald hvis man ikke passer på eller - endnu værre - bevidst laver om på forlægget. Det kan Kina Bodenhoff tale med om. Hendes nyoversættelse af Astrid Lindgrens »Brødrene Løvehjerte« kan allerede fås hos boghandlerne, og den er mærkbart forskellig fra den gamle. Hun har også netop lagt sidste hånd på nyoversættelser af romanen om Ronja Røverdatter og af alle historierne om Pippi.

»Det hele begyndte med, at en forsker på Center for Børnelitteratur, Anette Øster, satte sig ned i en sommerferie og sammenlignede Astrid Lindgrens originale »Brødrene Løvehjerte« med Ellen Kirks oversættelse af den samme bog,« fortæller Kina Bodenhoff.

»Anette Øster fandt mange uoverensstemmelser og henvendte sig til Gyldendal, der spurgte mig, hvad jeg syntes. Så blev vi enige om, at bogen trængte til at blive nyoversat. Der er en masse symbolik, der er gået tabt i den gamle oversættelse. Der går en tråd af ild og død gennem fortællingen, som oversætteren, Ellen Kirk, ikke har fæstnet sig ved - eller som hun i hvert fald ikke har genskabt. Når Astrid skal skabe en stemning af fryd og glæde, bruger hun en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig ind i hinanden som guirlander, hvor det bare bruser over. Men Ellen Kirk korter ned med en masse punktummer. Omvendt, når Astrid bryder op i mange korte udsagn, hvilket hun gør, når det skal være fortættet og dramatisk, så bliver disse korte udsagn kædet sammen hos Ellen Kirk. Det er ikke så godt, for de forskellige litterære stilarter, som Astrid bruger, er fuldstændig specifikt forbundet med den stemning, hun vil skabe. Der er ikke ét ord hos Astrid, der er tilfældigt.«

Astrid Lindgrens enestående sprogkunst skal respekteres, selvfølgelig skal den det, og derfor har Kina Bodenhoff lagt sig så tæt op ad forfatterens originaltekster, som hun overhovedet kunne, uden ligefrem at skrive det hele én gang til på svensk.

»Hvis man gør sådan, så bliver det sprudlende og frisk og fuldstændig universelt,« siger Kina Bodenhoff, der slet ikke har lyst til at lægge skjul på sin Astrid Lindgren-begejstring, der bare vokser og vokser, jo mere hun læser. Det ligner en forelskelse.

»Astrid skrev jo ikke med en bestemt målgruppe for øje,« siger Kina Bodenhoff.

»Hun tog ingen særlige hensyn. Hun skrev en eventyrroman, »Brødrene Løvehjerte«, i 1973, hvor al børnelitteratur skulle være politisk. Astrid skrev, sådan som barnet i hende selv syntes, at en god bog skulle være. Pippi var en gave, da hun kom frem. Pippi var en foræring til alle de overopdragne børn, der var vokset op med 1930ernes og 1940ernes pædagogik og børnepsykologiske debat. Hun har jo elsket det, Astrid! Hun har elsket at lade Pippi skyde op i loftet med to pistoler.«

Og svenskerne har også altid elsket deres Astrid. De ved alt om hende, siger Kina Bodenhoff, og derfor ved de også, at hun aldrig nogensinde brugte et etableret bandeord i sine bøger.

»Ronjas far brøler for det meste, samtidig med at han kyler med tingene. Når han endelig udstøder en ed, er det en ed, som Astrid selv har fundet på. Der er et sted, hvor han siger »etterförjordade«, men Ellen Kirk oversætter det til »forbandede dumheder,« og det er tamt, synes jeg. Jeg lader ham i stedet sige »edderformørkede dumheder«. Der er også nogle små trolde, som Ellen Kirk meget sødt kalder »små trolde.« Men på svensk hedder de »skumtroll«, og »skum«, første del af ordet, er noget dystert noget, så hos mig kommer de til at hedde »skyggetrolde.« De to heste, der på svensk hedder Rackarn og Vildtoringen, har Ellen Kirk oversat til Laban og Rap. Rap hedder, som den hedder, fordi den er så hurtig, men det kan jeg altså ikke holde ud. Det er for barnligt. Derfor kalder jeg den Lyn.«

I det hele taget er der, i den gamle oversættelse af »Ronja Røverdatter«, en tendens til at gøre det hele sådan lidt for sødt, siger Kina Bodenhoff,

»Lovis ligger og skal føde Ronja. Det er lige i begyndelsen af romanen, og det et forfærdeligt vejr. Det er en »åsknatt«, skriver Astrid, og det ord har Ellen Kirk oversat til »tordenvejr.« Jeg har i stedet oversat det til »uvejrsnat«, for det er mere dramatisk. Mens Lovis føder, flyver skovheksene skrigende og hylende omkring, og Ronjas far, Mattis, jager dem væk. I den gamle oversættelse kalder han dem »dumme skovhekse«. På svensk råber han »era maror!«. Sådan bruger vi ikke ordet »mare« på dansk, men for alligevel at gøre det stærkere end i den gamle oversættelse, lader jeg ham kalde dem »I plageånder«!«.

Og der er masser af andre eksempler på ting i »Ronja Røverdatter«, der kunne være bedre, mere prægnante, mere lyriske, siger Kina Bodenhoff. Der er for eksempel en passage, hvor Ronja og Birk netop har undgået døden. De er blevet forfulgt af skovhekse. Det er frygtelig dramatisk.

»Astrid Lindgren skriver »Vilken lycka, ingen af dem skulle klösas til döds av vildvittror«. Det har Ellen Kirk lavet om til: »Hvilken lykke ikke at skulle rives og kradses af skovhekse«. Men det, der står, er jo, at ingen af dem skulle »flænses til døde.« Det er altså noget helt andet end at blive revet og kradset,« siger Kina Bodenhoff, og så fortæller hun videre om nogle andre Astrid Lindgren-bøger, nemlig dem om verdens stærkeste pige, Pippi, som Anine Rud oversatte, og som i lige så høj grad trænger til et sprogligt serviceeftersyn.

Misforstået Pippe

»I den gamle oversættelse ændres der på tingene, når oversætteren synes, at det bliver for tosset med hende Pippi. På et tidspunkt kører Tommy og Annika og Pippi i karrusel i en hel time, og så siger Pippi, at nu er hun »alldeles vindögd och ser tre karuseller i stället för en. Och dåär det så svårt att bestämma sej för hvilken man ska åka med.« Her skriver Anine Rud, at det er svært for Pippi at vælge, hvilken hest, hun skal køre med, og så forsvinder det morsomme, for hvis man bare skal vælge en hest, behøver man jo kun én karrusel, ikke? Det morsomme er jo, at Pippi ser tre karruseller og ikke kan vælge, hvilken af de tre, hun skal køre med!«

Også andre af de helt særlige og vidunderlige sproglige greb, som Astrid Lindgrens bøger er så rige på, er slet ikke med i de Pippi-bøger, vi danskere plejer at læse, siger Kina Bodenhoff og nævner et sted, hvor Pippi kommer sejlende til Kurredutøen, der bare er så smuk og skøn og dejlig. Astrid Lindgren skriver i den forbindelse om den eksotiske lokalitet, »att den ligger omgiven av det blåaste blåa vatten.« Det har Anine Rud oversat til det ligefremme »klart blåt vand.«

»Det er virkelig synd, at det er oversat sådan,« siger Kina Bodenhoff.

»Alle de dobbeltheder, som Astrid bruger, og som vendingen med det blå vand er et meget smukt eksempel på, er jo ren poesi.«

Emil er oplagt

Men nu vil der så også- som det turde være fremgået - blive rettet sprogligt op på tingene. Kina Bodenhoffs nyoversættelse af »Ronja Røverdatter« udkommer på Gyldendal i det tidlige forår, Pippi-bøgerne lidt senere. Hvad fortællingerne om Emil fra Lønneberg angår, er der endnu ikke nogen helt konkrete planer for nyoversættelser, men ifølge Kina Bodenhoff er det oplagt at tage fat på ham også. Selv om hun endnu ikke systematisk har sammenlignet den eksisterende Emil-oversættelse med den svenske original, har hun allerede konstateret, at hele små afsnit mangler i den udgave, der i dag kan købes i danske boghandler. Der er således arbejde nok, der skal gøres, men betyder det også, at de gamle Lindgren-oversættere var udygtige og inkompetente?

»Nej. De kunne en masse, men de var præget af deres tid, og engang var det almindeligt accepteret, at man forholdt sig friere til forlægget, hvis man af den ene eller den anden grund fandt det nødvendigt. Man så anderledes på børn, og der har også været grammatiske konventioner, som de, der oversatte Astrid Lindgren, har følt, at de skulle forholde sig til. Tænk på, at de oversatte på en tid, da man bedømte en persons karakter efter vedkommendes måde at sætte kommaer på!«

Til sidst spørger vi Kina Bodenhoff, om det kun er os danskere, der må trækkes med Astrid Lindgren-oversættelser, der af forskellige årsager og på mange ledder og kanter er mangelfulde, og hun forsikrer, at vi ikke er alene:

»Der er et sted i Pippi-bøgerne, hvor Pippi kaster rundt med to gode, svenske politibetjente. Jeg har fået fortalt, at dén historie først kom med i de franske Pippi-udgaver i 1997. Indtil da ville man ikke lade franske børn læse noget, der i dén grad gjorde grin med autoriteterne!«