Der er flere af de andre

De var smukke, de var rige, de var rasende dygtige, og deres liv lignede et eventyr. I erindringsbogen »Brandt« fortæller mode- og forretningsmanden Erik Brandt den underholdende og tankevækkende historie bag succesen - og om sit livs elskede Margit.

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Erik Brandt er på kur. Med urtesuppe, kildevand og små stykker frugt i mundrette hapser. Det huer ham ikke. For er der noget, forretningsmanden og livsnyderen Erik Brandt sætter pris på, så er det god mad og et glas kølig hvidvin - eller to.

Men lige nu har hans forfængelighed alligevel fået overtaget. Han har besluttet sig for at smide ti kilo inden 10. maj - dagen, hvor hans erindringsbog »Brandt« udkommer.

»Jeg gider altså ikke se mig selv på TV sådan her,« siger han og kigger længselsfuldt efter de delikate madder med dynger af friskpillede fjordrejer, som den myndeslanke Margit Brandt serverer for gæsten og sig selv.

»Men jeg er da glad for, I nyder jeres gode mad,« siger han lettere spydigt og synes måske nok, at Margit får vel rigelig opmærksomhed på grund af det forudgående pillearbejde i køkkenet.

»Ja, nu hjælper det jo også lidt, at Margit selv kan lide dem, ikke?«

Lidt jaloux er han også, for »nu er det altså mig, der har skrevet den bog, så skal vi ikke sætte os ned i stuen alene?«

Margit smiler. Hun kender Erik og siger engleblidt: »Bare sig til, hvis der er noget I mangler, skat!«

AT BESØGE ERIK OG MARGIT BRANDT er lidt som at være sammen med to børn, der leger voksne, mens forældrene er ude. Til tider føles det også, som om man er deltager i en sæbeopera: Alt kan ske, selv på en normaldansk onsdag eftermiddag på det søvnige ydre Østerbro.

Det gør det så.

Midt i frokosten ringer Prinsen på mobilen for at aftale en ny tennistid, og kort efter opstår der postyr, fordi husets nye hundehvalp Andy - opkaldt efter popartkunstneren Andy Warhol - kommer til at »pølle« i Eriks yndlingsstol. Og på vej ind i stuen falder man over en dartskive prydet med Gentofte-borgmesteren Hans Tofts kontrafej. Skiven er gennemboret af tre dartpile...

Dartskiven vender vi tilbage til.

Erik Brandt er tydeligvis i sit es, og selv om han lidt barnligt kræver fuld koncentration om sin egen person, skal man ikke lade sig narre. For mere end så meget andet, er Erik Brandts erindringsbog én lang kærlighedserklæring til netop hans elskede Margit.

Og først må vi lige spørge, hvordan pokker de har båret sig ad med at holde sammen i alle de år.I har kendt hinanden fra I var

purunge, og I har levet et helt vildt jetsetliv i en tid, hvor grænserne flød og man eksperimenterede med alt - også med sex?

»Vi har aldrig levet det frie liv. Vi har altid holdt sammen vi to. Det har aldrig været sådan, at den ene tog alene på ferie uden den anden, slet, slet ikke. Men selvfølgelig har vi da oplevet nogle ting hen ad vejen. Hvis et kærlighedsforhold - og et sexforhold for den sags skyld - skal eksistere og vare ved, så må det altså have noget gødning ind imellem. Det vil jeg lade være op til den gode læser. Man behøver vel ikke skære det ud i pap. Og det mener jeg heller ikke, jeg gør i bogen. På den anden side, synes jeg heller ikke, der er noget gemt. Jeg har været rimelig ærlig.

Så kan man spørge: Har jeg fortalt alt? Ja, alt hvad jeg har haft lyst til at fortælle,« siger Erik Brandt, som i slutningen af bogen indrømmer et enkelt sidespring.

»Hvis man læser bogen, danner der sig efter min opfattelse et meget godt billede af, hvordan vi har levet. Der er nogle sider, hvor jeg skriver om Margit, og det er fordi, jeg stadig er forelsket i hende og fordi, hun er forelsket i mig - fordi, vi stadig har det fantastisk. Men selvfølgelig er der da også sket nogle ting i vores liv.

Moralen af historien er nok den, at man ikke skal give op, fordi man en enkelt dag er sure på hinanden. Nu har jeg skrevet en episode om mig selv, men jeg kan da også fortælle dig, at jeg har forladt et enkelt selskab i raseri, fordi jeg syntes, Margit dansede for tæt med en eller anden, og det må du da godt skrive. Jeg var virkelig gal og gemte mig og skældte ud.

Lad da være med at tro, at vi er gået gennem livet, uden at der har været lidt småbuldren her eller der. Jeg siger ikke, at man skal fortælle hinanden alt, men vi har nu haft megen fortrolighed over for hinanden. Min far sagde altid, at man skulle nægte alt. Han sagde: »Hvis du bliver taget med bukserne nede, min dreng, så lad som om der er kommet en bi ind i buksebenet, så du har været nødt til at tage dem af. Lad være med at indrømme det.«

Tag nu Margit. Hun nægter konsekvent alt. Hvis jeg for eksempel har set med mine egne øjne, at Margit har danset tæt med én, så siger Margit bare: »Nej, det har jeg ikke, for jeg dansede slet ikke!« Hun lyver ligeså stærkt en hest kan rende, så jeg ville aldrig kunne få sandheden ud af Margit, og jeg er egentlig også ligeglad.

Moralen er, at det kan altså lade sig gøre, at man ikke keder sig ihjel også uden, at det skal være så helvedes umoralsk. Vi har en kæmpe høj moral, men vi er jo mennesker af kød og blod og mennesker, som lever stadigvæk. Så kan man sige, vi er blevet lidt ældre, og hvor man måske kyssede fire gange om ugen før, kysser vi kun én eller to gange om ugen. Det hører med, når man bliver ældre. Man skal også ligesom være sin alder bekendt. I hvert fald bevidst. Vi griner lidt af det. Jeg mener, det heftige sexliv, det balancerer ligesom sig selv. Hvis man er to, så har enten den ene ondt i ryggen, eller den anden ondt i skulderen. De dage, hvor man begge to er helt i hopla, dem er der ikke helt så mange af, som da du var 20. For da var der jo 25 dage om måneden, hvor man havde det fantastisk...«

Erik Brandt er heller ikke bleg for at indrømme, at han altid har vidst, at snoren kun var så og så lang.

»Jeg har altid været klar over, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, så... Vi er jo meget forskellige som personer. Margit er mere stille og rolig, og jeg er mere bindegal. Det er Margit i virkeligheden også på bunden. Hun har sine sider. Hun læser ikke så forfærdelig meget, og forleden, da vi var i Det Kongelige Teater, gik hun efter 1. akt. Og så måtte jeg jo gå med.

Og der er vi jo ikke altid enige. Jeg syntes, det var et glimrende stykke, men det var da meget freudiansk, og der er jeg måske lidt mere eksperimenterende. Margit har sine ideer og sine meninger og fremfor alt sin menneskeklogskab. Og her skal man ikke tage fejl. Hvis man kommer i den sorte bog, er det altså ikke rart. Men hvis Margit kan lide én, er der meget lang snor, men den er også kun så lang. Og det har jeg også været klar over. Hvis der bliver klippet til, så bliver der klippet til.«

I SIN ERINDRINGSBOG INDRØMMER Erik Brandt flere af sin karrieres fejlskud, herunder sit fejlslagne eventyr med Den Københavnske Bank.

»Det var min egen skyld, for jeg havde selv ansat ledelsen. Man har altid del i både en succes og i en fiasko, især hvis man er medbestemmende. Så den må jeg bide i mig og sige: Det var ærgerligt, det var dårligt set. Jeg kunne have valgt nogle bedre folk,« siger Erik Brandt og tilføjer, at han »sandsynligvis ikke koncentrerede sig nok om den bank«.

»Jeg lyttede måske også for meget til min advokat dengang, som sagde: »Hold dig lidt i baggrunden«. Men jeg skulle selvfølgelig have været der morgen, middag og aften. Det kan godt være, jeg fik et dårligt råd, men det er ingen undskyldning, for man har lov til at abstrahere fra andres råd og sige: Det vil jeg ikke. Og moralen af den historie er, at hvis du ikke går 100 procent ind for tingene, så bliver de ikke til noget,« siger han og tilføjer, at det måske er bagdelen ved at blive meget hurtig succesfuld.

»Da jeg var 21 år, skyldte jeg en helvedes masse penge væk, og da jeg var 22 år, var jeg mangemillionær. Og på et tidspunkt begyndte jeg nok at kede mig lidt. Pludselig opstod der en underlig følelsesmæssig tomhed. Måske syntes jeg også, at det var lidt finere at være bankmand. Ja, det syntes jeg dengang. Det gør jeg ikke i dag, men dengang var det noget med, at moden - det var lidt forsladret. Jeg betragtede det ikke som fint at være modemand. I dag kan jeg godt se, at det var en forkert beslutning,« siger han.

TIL GENGÆLD ER HAN IKKE til sinds at påtage sig skylden i den verserende retsag omkring Skovshoved Hotel, som Brandt købte, hvorefter Gentofte Kommune med borgmester Hans Toft i spidsen gik ind og lavede lokalplanen om.

»Med hensyn til Skovshoved Hotel vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Hvis lokummet brændte, og jeg ikke kunne få det til at løbe rundt, så blev det solgt. Så vidste jeg, at jeg kunne få de penge hjem, det havde kostet mig. Jeg behøver ikke mange hundrede millioner kroner, dem har jeg haft i perioder af mit liv. Det behøver jeg ikke mere. Men når du regner med, at du har 30 millioner kroner stående ekstra på din konto, og de ikke står der, så har jeg det ubehageligt. Jeg blev nødt til at sælge en, to, tre - otte ejendomme inde i Gothersgade for at få betalt mine regninger, og jeg havde det meget svært. Jeg flyder ikke i penge i dag, og det generer mig ikke at køre folkevogn i stedet for Rolls Royce. Men det er negativ energi at skulle sagsøge en lille konge oppe i Gentofte Kommune. Det er virkelig negativt, og det er usselt, at det kan lade sig gøre. Jeg mener, hvis du køber et rækkehus, du skal bo i, og så får at vide, at der skal være frisørbutik i det, efter du har købt det. Hvad skal du så bruge det til, med mindre du er frisør? Hallo! Det kan man ikke,« siger Erik Brandt.

»Men jeg har meget dygtige advokater, og jeg siger dig, det bliver ikke nemt for Gentofte Kommune, for når man laver sådan noget, må man betale ved kasse ét. (Eller finde sig i at blive brugt som dartskive!) Foreløbig har sagen varet i to år, og der går da i hvert fald et år til. Jeg fik virkelig et chok. Jeg har solgt otte ejendomme inde i byen, de ville have været 100 millioner mere værd i dag. Så hele molevitten har ikke bare kostet mig de 30 millioner, det har virkelig kostet mig kassen. Og det har jeg ikke så meget imod, men jeg har sgu noget imod at skulle bede om penge. Jeg har været nødt til at gå ned i Den Danske Bank og bede dem hjælpe mig ud af det her, og det har de gjort. Men jeg kan ikke lide det,« siger Erik Brandt og tilføjer, at nedturen fik sat gang i en masse tanker. »Det er sgu ikke fordi, jeg skal ynkes. Men vi svømmer ikke i penge nu, og så sker der pludselig det, at man får tid til at tænke sig om. Og så var det, jeg fik lyst til at skrive den bog. Ja, der ligger da også et vemod. Og ja, der er mange ting, jeg godt ville have lavet. Allerhelst ville jeg måske have været forfatter. Jeg overvejede at studere teologi og sammenlignende litteratur, men nu kom jeg altså i lære i Daells Varehus, og senere flyttede jeg til udlandet og kom i købmandsskole og gik forretningsvejen. Men jeg har været meget glad for det, jeg har lavet. Haft mulighed for at restaurere ejendomme, indrette og haft med antikviteter og kunst at gøre. Og så har jeg beskæftiget mig med mode og haft kontorer og gebærdet mig overalt i verden, og det har jeg haft det fint med.«

ERIK BRANDT HAR OGSÅ SKREVET DIGTE hele sit liv. Først og fremmest til Margit, men han har såmænd også skrevet et til Ekstra Bladets chefredaktør, Svend Ove Gade, ellere rettere til Gades datter, og det var i kølvandet på den famøse sag, hvor Ekstra Bladet havde hængt Brandt'erne ud på en forside og beskydt dem for at holde »narkofester«.

Avisen måtte betale en kæmpe erstatning, men Margit og Erik Brandt blev så vrede, at de rykkede teltpælene op og flyttede til New York i tre år. Som designer stortrivedes Margit Brandt i USA, men økonomisk blev satsningen ingen succes.

»Jeg skrev digtet, fordi jeg en dag så Gades datter i en kirke til en konfirmation, og så tog jeg mig selv i at sidde og fordømme hende. Og da blev jeg så gal på mig selv, for det kan man jo ikke tillade sig over for en helt uskyldig ung pige,« siger Erik Brandt og læser op fra sin scrapbog: »Kære Gade: Vi som er så glade, har brug for en spade, der vender jorden uden at hade...«

»Det kan da godt være, at vi har røget en joint og eksperimenteret med det ene og det andet, men jeg er nu engang en gin & tonic og hvidvinsmand. Jeg har aldrig prøvet at være hellig, men min moral er højere, end de fleste tror. Jeg kunne aldrig drømme om at være involveret i det, Ekstra Bladet beskyldte os for, og det vidste alle.«

Historien om Erik Brandts liv er både et forrygende tidsbillede og en unik erhvervshistorie. Det er også et portræt af to mennesker, som tidligt valgte at se stort på, at de var født og opvokset i »en nordlig provins«, som Erik Brandt vælger at udtrykke det.

»Lad os lade Janteloven ligge. Men vi kan jo godt blive enige om, at Danmark er en nordlig provins. Det kan man da godt sige uden at være højmåset, ikke? Jeg er for eksempel ikke sikker på, at Bob Dylan var blevet til noget, hvis han havde boet i Danmark. Så havde han bare været en lille sur countrysanger, som ingen gad høre på uden for Århus. Uden sammenligning i øvrigt,« skynder han sig at tilføje.

ERIK BRANDT SIDDER IKKE tilbage som en bitter mand, slet ikke, og han siger som så: »Hvis det kun er penge, er man jo lykkeligt stillet.« Af samme grund valgte han også at droppe bogens oprindelige titel: »Der er flere af de andre.« Også selv om det næppe kan nægtes.

Til gengæld fortæller han fornøjet om artisten, der hver sommer kom til hans barndoms sommerland i Ålsgårde med sit Cirkus Royal:

»Han havde et nummer, hvor han stod oppe på en høj stige over en balje, som han så skulle springe ned i. Og så sagde han: »Åh, det er meget svært at springe, livet er meget svært, nogen gange går det, og andre gange går det ikke,« og så sprang han, ramte forkert og brækkede skulderen. Og så rejste han sig op og sagde:

»Denne gang gik det ikke!«

Det har Erik Brandt til gengæld stor tiltro til, at det gør næste gang. Blandt andet når han til efteråret relancerer Margit Brandts originale 60er-design i en folkeudgave. De første kontrakter er i hus.

»Så du kan godt bede de abekatte sende en check,« bjæffer han veloplagt til direktøren i telefonen.

Margit og Erik Brandt forhandler med DR 2, som gerne vil lave en række TV-udsendelser med parret i stil med den populære serie med Uffe Buchard og Kim Grenå.