Der er et usynligt land

Henrik Dahl: »Den usynlige verden« I en ny bog gør sociologen Henrik Dahl op med forestillingen om det nationalromantiske Danmark og peger på det nye, moderne land. Et Danmark, der er vokset frem i overvældende grad, men som de færreste vil kendes ved, påstår sociologen.

Danmarks nye hundredekilometerby bindes bl.a. sammen af motorvejen over Vejle Fjord Broen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er det nye Danmark. Men ikke en del af vort lovbesungne land.

Man står i tusmørke på en tankstation mellem en motorvej og ingenting. Ringer mobilen, svarer man »lidt efter Odense« eller »lige før Vejle« eller et tredje ikke-sted. Eller man kører gennem en forstad. Hvornår ophører Greve-Hundige? Hvor begynder Vejgaard? Er det stadig Gellerup? Eller måske er man bare havnet et sted i Hundredekilometerbyen. Den løber fra Kolding op til Århus og udgør Danmarks hurtigst voksende arbejds- og bosted. Nationens nye – og hemmelige – millionby, der klynger sig til skørterne af E45 som en forvokset unge til sin mor.

Vi er derude, hvor man befinder sig i et tilsyneladende kulturelt ingenmandsland. Et agtværdighedens geografiske lavpunkt.

Sociologen Henrik Dahl kalder det »Den usynlige verden« i sin nye bog. Vi taler om net af veje og forstæder med tilhørende infrastruktur. Det er vokset frem med en hastighed og et omfang, der er omvendt proportionalt med danskernes iver efter at anerkende det ved navn.

»Hundredekilometerbyen er det kun nogle få specialister i byplanlægning, der overhovedet har været i stand til at få øje på. Det hænger sammen med, at forstæderne er en ophobning af alt, hvad der er foragtet i den traditionelle seværdighedsoptik: De er nye. De er verdslige. De er praktiske. De er fuldkommen u-nationale, og næsten uden undtagelse kan de ikke kaldes andet end lavkulturelle,« skriver Dahl.

Det grund- og højkulturelle Danmark, det »rigtige Danmark«, det kanoniserede Danmark, er fra før. Det hænger som malerier af præindustrielt landboliv, kongeromantik, kirkespir og københavnerborgerskab i guldramme på Statens Museum for Kunst. Ingen maler billeder af Shell i Skærbæk i tusmørke. Eller af parcelhuskvarteret i Skjoldhøj nord for Århus i regnvejr.

Arbejdet regerer
Der er således opstået et navnløst land, siger sociolog Henrik Dahl. Et ikke-seværdigt Danmark. Men vi omtaler det stort set ikke. Der er dertil sket en anden stor omvæltning i den moderne danskers tilværelse. Arbejdet regerer. Identiteten, selvrealiseringen er gledet fra familien. Den er forskubbet fra imtimsfæren over i arbejdet. Det er på jobbet, danskeren i dag udlever sig selv. Jobbet er eksempelvis også blevet nationens scorested nummer et. Det er her, man yder sit bedste, gør sig synlig og belønnes for det. I den moderne børnefamilie er der ingen hviletidsbestemmelser, pauser, respekt eller taknemlighed at hente. Her knokles uden belønning samt mulighed for at vise sig frem. Intet godt flyder derimod den anden vej. Fra arbejdet til familien, fra socialsfæren til intimsfæren.

Familien er et arbejde, få finder personlig fremme i. Selvrealisering er derimod bogstaveligt talt blevet et job, man hævder sig selv med samt dømmer andre på.

Hvad angår det sidste, kommer Dahl med et eksempel. En mand, der har været til en reception, siger til en kollega, som ikke var til stede: »Der var ikke nogen.« Over 100 mennesker stod ellers i deres søndagstøj iført højstilkede glas. Men ingen af dem kunne lige præcis denne mand bruge i sit selvrealiserings- og arbejdsliv. Hvorfor de reduceres til »ikke nogen«.

Det er dermed ikke blot i geografien, at det moderne og nye Danmark er usynligt. Det selvsamme fænomen finder tillige sted danskere imellem. I hvert fald under hans eller hendes bestræbelser på selv at overvinde usynligheden.

Provins kontra København
Henrik Dahls bog har klare pointer om kultur. Både kultur som levemåde og arbejde, men også som provins kontra hovedstad.

Med en række danmarkskort sætter han geografiske fordomme på formel. »Kognitiv geografi« kalder han det. Eller »sindets kort«, om man vil. Eksempelvis består Danmark, ifølge hovedstaden hovedsagelig af – nåh, ja – hovedstaden. Hornbæk, Tisvilde og omegn er »landet«, og resten er det mørke Jylland. Danmark er derimod, ifølge jyder, Jylland, hvor de rigtige, sunde og naturlige danskere med ordentlige jordbundne værdier bor, mens Sjælland og hovedstaden er befolket af bøsser, venstreorienterede, selvhøjtidelige kunstnere og andre svagpissere.

Den slags fordomme finder endnu mere interessant sted, når man taler om eksempelvis de usynlige forstæder, påpeger Dahl.

»Nogle mener, at hvis man vil vide, hvor skattekronerne bliver af, skal man bare tage til velfærdsforstæderne. Fandtes de ikke, ville man uden videre kunne sænke skatterne betydeligt. Andre mener, at i middelklasseforstæderne er folk besatte af materialisme og statusræs. Den slags steder findes der derfor ikke noget dybere menneskeligt fællesskab. Kun en endeløs konkurrence om at købe mere og mere af det samme. Men ingen af delene er sande,« skriver Dahl og påpeger, at middelklassens brug af velfærdsstaten er langt mere bekostelig end underklassens samt at begge steder leves der udmærkede liv. Men eliten værger sig mod at medgive det.

Det finkulturelle Danmark
Henrik Dahl rejser interessante anskuelser i sin nye bog. Men som var de telte, når han ikke at slå pløkkerne helt i bund på dem alle. To står imidlertid skarpt og fuldt udspilet med stramme barduner. Det ene er, at danskerne er blevet gennemterpede med forestillingen om det symbolske, historiske og finkulturelle Danmark som det eneste agtværdige samt opdraget til misfornøjelse over den nye verden. Den anden er, at sidstnævnte verden, »Den usynlige verden«, ikke kan ses, da den forbliver navnløs, så længe kunsten ikke vil beskæftige sig med den.

Underklassen ude i velfærdsforstæderne vil sikkert sige, at de vil skide på, hvad det hedder, dér hvor de bor og færdes. De ved jo alt om, at det findes, og ham sociologen kan selv være usynlig, kan han. Middelklassen vil sikkert sige, at de alligevel aldrig har været og aldrig vil komme på Statens Museum for Kunst. Samt at de vil finde det besynderligt, hvis der pludselig hang et maleri af en Monarch restaurant. Det ville heller ikke forbedre agtelsen for den slags restauranter, hvis der gjorde.

Og begge klasser vil naturligvis have ret.

Henrik Dahls betragtninger og bekymringer er – hvor meget han end forsøger at skose sine egen stand af symboltolkende akademikere af forskellig slags for snobbethed – elitære. Langt størstedelen af danskerne bor, begår sig og arbejder i »Den usynlige verden«, det u-seværdige Danmark, uden at mangle et navn for det. Og mange af dem formentlig også uden at ringeagte det. Eller uden at have behov for, at en sociolog fra København hylder forstæderne som godtfolkets grundfjeld og tankstationen ude på motorvejen som frihedshelle.

Hente-og-bringe-stress
Henrik Dahl skriver et sted i »Den usynlige verden«: »Jeg drømmer om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestætiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværs-glæden, weekendafslutnings-sorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-gale-kø-resignationen, glade-børn-glæden og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet.«

Mange har måske i årevis vidst, at eksempelvis motorvejen er et af den moderne tilværelses sidste meditative rum. Miskendt som afslapningssted. Her kan bevidstheden lægge sig på ryggen, opgive at gøre modstand og blive klar til at vende udhvilet tilbage til det moderne Danmark.

Man står i tusmørke på en tankstation mellem en motorvej og ingenting. Udmærket, vil mange måske sige, hvis de blev bedt om at ytre sig om lokaliteten. Men bliver stedet virkelig bedre af, at nogen maler eller lovbesynger det?