Der er en Kim Larsen til os alle

På fredag fylder Kim Larsen 70 år. Med en blanding af værtshusjargon, børnerim, højskolesangbog og Giro 413 har Danmarks uofficielle nationalskjald skrevet et hav af udødelige sange. Berlingske har bedt fire personer vælge en Larsen-sang og spurgt dem: Hvad er det, Kim Larsen kan?

Camilla »Mille« Louise Højberg Kahn

Site administrator på Gasolin’ – Kim Larsensfangruppe på Facebook med 8.081 medlemmer. Favorit Kim Larsen-sang: »Fru Sauterne« fra »Forklædt som voksen« (1986).

»Den kendetegner Larsen meget godt. Det er en trist, længselsfuld og glad melodi. Det er det, han er god til. At lade en sang stikke i alle retninger alt efter, hvad man er til. Melodien fænger bare, og så er teksten sød og ikke pladderromantisk, men alligevel en længselsfuld kærlighedssang.«

Kim Larsen kan lave noget, der relaterer til alle, om man er 70 år eller syv, mener hun, der i fanmiljøet er kendt som »Mille«.

»Det er sjovt at være ude at høre ham og se folk, der har gået i skole og sunget »Jutlandia« med deres musiklærer eller har været ude for nogle af de ting, han synger om.«

Én gang har hun mødt sit idol. Det var på et værtshus efter en koncert i Odense. En fan fra Norge turde ikke gå op og hilse på Kim Larsen, der stod i baren med sin kone, men han ville gøre det, hvis »Mille« gjorde det først.

»Jeg tog mig sammen, gik op til ham og sagde hej og tak for al den gode musik. Så tog han mig i hånden og sagde: Det er helt okay. Du må meget gerne sige hej.«

I dag ejer hun en af Kim Larsens guitarstrenge, som hun samlede op fra scenen i Pumpehuset. Hun er 29 år og var til sin første Kim Larsen-koncert som femårig. Hun har været til 150-200 koncerter med Kim Larsen, og hendes to børn er også blevet Larsen-fans. Hun siger, hun har hørt, at han snart går i studiet for at indspille ny musik.

Gennem sine mange koncerter har »Mille« mødt mange mennesker og fået venner for livet. På Kim Larsens fødselsdag den 23. oktober vil hun selvfølgelig også være til stede til den store og udsolgte fan-fest på spillestedet Kansas City i Odense.

Thomas Ulrik Larsen

 

Alias Lysår Sanger og sangskriver, Kim Larsen-kender og foredragsholder. Han fremhæver: »Tik Tik« fra albummet »Midt om natten« (1983). Den bedst sælgende danske plade nogensinde med over 600.000 solgte eksemplarer.

»Nummeret står som et slags opsamling af alt, hvad den plade handler om. At man pludselig er blevet voksen og er løbet fra nogle barndomsidealer. Det gør Larsen meget usentimentalt. Det slutter med ordene »Vi levede i går« som en konstatering af, at det var i barndommen, det stærke liv fandt sted, og at voksentilværelsen er en skyggeversion. Det er et stærkt nummer. Det har en styrke og noget ufolkeligt og alligevel universelt over sig, som man måske har overset i det billede, mange har af ham som jovial. Han kan tage temperaturen på det ægte versus det forlorne. Han kan være hårdere end som så.«

I en flygtig ungdomskultur er Kim Larsen og hans karriere et opgør med hele genrens præmis. Thomas Ulrik Larsen forklarer:

»For der er noget tidløst, noget DNA over ham, som nu ligger i vores kulturarv. Det går på tværs af alt, hvad man er blevet vant til at tænke om rockmusik. Der er Kim Larsens musik blevet symbol på noget, der er meget meget større end det, det egentlig startede som.«

Det er blandt andet Kim Larsen baggrund som elev på Askov Højskole, folkeskolelærer og søn af to skolelærere på Mågevej i Nordvest, der har fået ham til at ville mere end det flygtige, mener Thomas Ulrik Larsen.

»Hvis dannelsesdimensionen ikke hav- de ligget hos Gasolin’ og Kim Larsen, så tror jeg, det var blevet en helt anden historie.«

Kim Larsens musik er fællesskabsdannende og for de, der ikke skulle vide det, sjældent slidstærk, mener han.

»Det er i den grad noget, vi kunne bruge mere af i dag. Navnlig de svageste i samfundet spilles ud mod hinanden og bliver frataget det, de har tilbage. Og der kan vi i den grad godt bruge den samlende musik. Både den folkelige og kunstneriske.«

Kjartan Arngrim

Forsanger i trioen Folkeklubben, der for tiden nyder publikums og anmelderes gunst. Bandet sammenlignes ofte med Kim Larsen og Gasolin’. Kjartan Arngrims favorit: »Forklædt som voksen« (1986) fra pladen af samme navn.

»Det er en sang, som rummer hele Kim Larsen og hans virke. Det legende, barnet, drengen og de helt tidlige rene idealer, man har som ung. Det, man putter udenpå senere hen, er forhåbentligt kun staffage, og måske kan man endda fastholde den kerne. Det udtrykker den sang meget smukt.«

Forsangeren husker fra i sommer et éndagsarrangement i Helsingør, hvor Folkeklubben skulle spille før Kim Larsen. De havde turneret meget og følte sig i topform og som »nogle helvedes karle«.

»Indtil han gik på og sang os fuldstændigt agterud med det mest velspillende og swingende band, vi i mands minde har hørt. Vi lå som en knockoutet bokser henne i ringhjørnet bagefter og måtte gentænke alt, hvad vi havde lavet indtil da. Det var også et bevis på, at han kan synge med den renhed, det kræver, hvis man vil nå ind til folk.«

Kjartan Arngrim er ikke i tvivl om Kim Larsens betydning for danskerne.

»Han trancenderer konceptet om velfærdsdanskerne. Det er, som om han er hugget ud af en anden klippe end os andre. Han er i familie med Blicher og Pontoppidan, og det er vel også derfor, vi er så vilde med ham. At han kan og vil noget mere.«

Hvis nogle skulle mene, at Kim Larsen er faldet af på den siden 70erne og 80erne, vil Kjartan Arngrim gerne sige noget.

»Alle på Vesterbro går rundt og ligner rockstjerner. Men hvis man kigger efter, kan man se H20-sandalerne og andelslånene og pensionsopsparingen. Det er der intet galt i. Men det er bare ikke særligt rock’n’roll. Men så har vi Kim Larsen, der nok er den eneste rigtige rock’n’roll’er tilbage. Det er meget inspirerende, at der findes sådan nogle stadigvæk.«

»Vi læser alle forskellige ting i Kim Larsens musik,« forklarer han. »Der er nogle frihedsidealer og omsorg i den. Nogle værdimæssige ting, nogle flere lag, som taler til noget i os, når vi synger. Man får altid noget med hjem fra festen. Det er en stor kunst.«

Kjartan Arngrim mener, Kim Larsen har »den sindssygeste vokal«, som vi bare har vænnet os til.

»Men hvis ingen havde hørt Kim Larsen før, og han pludselig udgav en debut-CD, så ville det rydde forsiderne. Så ville man skrive, at her har vi noget fuldstændig absurd fra Mars.«

En sang, han ville ønske, han selv havde skrevet, er »Jutlandia«.

»Hold da kæft. Et nummer som rummer nogle historiske og værdimæssige perspektiver, som enhver, der skriger dem ud, binder sig til. Man kan ikke synge med på den sang og så bagefter være et røvhul.«

Jakob Bonderup

Forstander på Engelsholm Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen, hvor Kim Larsen har fire sange med. Han fremhæver: »Masser af succes« fra Gas 5 (1975).

»Det er en af de sange, jeg selv har været med til at vælge ind i Højskolesangbogen. Den har fået en ny betydning i et dansk kulturmiljø, hvor man ofte oplever, at folk kun higer efter den bekræftelse, som succes giver. Sangen taler meget hårdt ind i en X-Factor tankegang, hvor det blot drejer sig om at komme til at spille i Parken over for 40.000 mennesker.«

Den første sang, Jakob Bonderup fik på sin båndoptager som seksårig i 1976, var »Hvad gør vi nu, lille du?«.

»Det er en naiv sang, men så er det Kim Larsens styrke, at han får den sat ind i en større sammenhæng på trods af sprogets naivitet. Han har jo som Benny Andersen og Grundvig givet os en fælles referenceramme og et kulturelt afsæt, hvor vi står og synger og henter referencer fra vores eget liv. Han har på mange måder været en nationalskjald gennem de sidste 40-50 år. Jeg har altid været fascineret af, at han altid har haft en klar integritet og retning med sin kunstneriske personlighed og gået efter et kunstnerisk ideal.«

Hvis vi kan lære noget af Kim Larsen, så er det at stå fast på principper, mener Jakob Bonderup.

»Gennem sin kunstneriske karriere og musikalske udtryk har han virket, som om han stod på et stærkt fundament. Vi har meget let ved at flagre rundt efter noget tidstypisk og indordne os efter en form for modernisme. Der virker det, som om han har haft en kerne i det, han har skrevet om. Og det på en måde så almindelige mennesker forstår det.«

Kim Larsen er med i Højskolesangbogen, blandt andet fordi hans tekster rækker ud over deres tid og har et universelt fælles og usnobbet budskab.

»Jeg kender ham ikke personligt og kan ikke udtale mig om, hvordan han fremstår privat, eller om han som privatperson kan leve op til sine egne idealer. Men han er fantastisk til at kanalisere noget humanisme ud gennem sine sange. Han er et menneske, som kan et eller andet i mødet med et større publikum.«