Der er en flig af mig i dem ... de har alle sammen en længsel, de forfølger

Dorrit Willumsen er aktuel med en ny novellesamling »Den dag jeg blev Honey Hotwing«. Ni portrætter af kvinder der alle forfølger deres drøm og må betale prisen. Dorrit Willumsen har altid vidst, at hun ville være forfatter og er nu - 40 år efter sin debut - i gang med at skrive sine erindringer.

Det skulle egentlig handle om Dorrit Willumsens nye bog »Den dag jeg blev Honey Hotwing«, men vi skal lige igennem frokosten og fortiden, før vi når frem til de ni kvindeportrætter i novellesamlingen.

På en normal arbejdsdag sidder Dorrit Willumsen ovenpå i et værelse og skriver i villaen i Viby på Sjælland. I værelset overfor har hendes mand, dramatikeren og digteren Jess Ørnsbo, sit skriveværelse. Men de faste rutiner er suspenderet på grund af dagens interview. Jess er på besøg hos naboen, mens Dorrit er rykket ned i stuen og serverer forskellige slags pølser, oste og vin, mens hun afslører at ideen til hendes næste bog allerede er ved at tage form:

»Jeg tror jeg kommer til at skrive mine erindringer næste gang. Jeg har allerede nogle skitser, men det kan selvfølgelig være, at der kommer noget ind i mellem,« skynder hun sig at tilføje.

Men hun behøver ikke at bekræfte, at hun allerede er gået i gang med at sætte ord på fortiden. Samtalen afslører hende. De fleste spørgsmål bliver besvaret med en anekdote fra hendes barndom, der nærmest står i kø for at blive fortalt; om strenge lærerinder, den fraværende far og hendes elskelige morfar:

»Jeg synes jeg har levet i så mange tider. Jeg er født i 1940, jeg har oplevet krigen, 60erne og 70erne det hele! Det minder mig om, at min morfar et år før han døde sagde: 'det er som om, der er tændt en lysende klar lampe inden i mig, jeg kan fortælle så meget'.«

Det er samme fortælleglæde der stråler ud af hendes bøger, og hun vedkender sig gerne morfarens påvirkning: »Han var en utrolig god mundtlig fortæller. Han havde været sømand i en årrække og fortalte eventyrlige beretninger. Jeg tror jeg blev en generation ældre, end jeg egentlig var, fordi jeg var så knyttet til mine bedsteforældre. Det var både en fordel og ulempe, jeg var et meget gammelklogt og lidt nervøst anlagt barn.« Fortæller hun med sin helt egen bestemte diktion, der minder om en svunden tid, hvor hendes ordvalg som viktualiehandler, mandsling og koks også tegner et tidslinje bagud. Om barndommens nervøsitet hang sammen med den fraværende far, må man selv spekulere over. Dorrit Willumsen leverer hellere prægnante erindringsskitser, end selvudleverende analyser:

»En af vores lærerinder havde en dag fået den ide, at nu skulle vi en ad gangen gå op foran hele klassen og fortælle, hvad vores far var. Jeg var noget i tvivl, min far boede slet ikke sammen med os, så jeg anede det ikke. Jeg sagde han var i et andet land, at jeg troede han sang, måske steppede, eller var viktualiehandler ... det var et nyt ord jeg havde lært, det var sådan lidt stil over det. Så afbrød lærerinden mig: 'tror du ikke, han er død?', men det vidste jeg ærligt talt ikke«.

Senere fandt hun ud af, at faren var operasanger og turnerede i bl.a. Tyskland. Hendes mor giftede sig igen, da Dorrit var 12 år, hvorefter familien flyttede fra Nørrebro til Vesterbro. Lidt ved et tilfælde blev hun klassisksproglig student fra Metropolitanskolen.

»Da jeg gik i fjerde mellem på Vesterbro skulle vi skrive en stil om, hvad vi ville være. Jeg vidste udmærket, at jeg ville skrive og være forfatter, men det synes jeg var lidt ubeskedent og ganske kedeligt at skrive stil om. Så skrev jeg i stedet, at jeg ville være egyptolog. Men lærerne og min mor lagde mærke til stilen, og så blev jeg klassisk sproglig student.«

Hun begyndte allerede i gymnasietiden at sende sine tekster til Det Kongelige Teater og forskellige ugeblade. Bagefter fik hun forskellige kontorjob, mens hun skrev i ferien. Det første romanmanuskript skrevet i hånden, sendte hun til Gyldendal. Forlaget antog ikke romanen men opfordrede hende til at blive ved med at skrive, og i 1965 debuterede hun så med novellesamlingen »Knagen«.

Siden er det blevet til mere end tyve bøger, alt fra hørespil, lyrik, historiske romaner og så altså noveller. Priserne er regnet ned over hende, bl.a. Det Danske Akademis Store Pris, De Gyldne Laurbær, og i 1997 fik hun Nordisk Råds Litteraturpris for den historiske roman »Bang« om forfatteren Herman Bang.

Som hendes kvindeportrætter i den nye novellesamling, »Den dag jeg blev Honey Hotwing«, har hun forfulgt sin drøm. Måske med mindre dramatisk resultat end de ni kvinder, der alle oplever dramatiske ændringer i deres liv som konsekvens af deres længsel. Men forfatteren er loyal overfor sine personer og holder dem ikke ud strakt arm for at fælde dom over dem:

»Der er en flig af mig i dem ... det synes jeg altid, der bør være, når jeg skriver. De har alle sammen en længsel, de forfølger, ligesom en trækfugl, der ved, hvor den skal hen. Længslen betyder mere for dem, end det der sker umiddelbart rundt omkring dem, om de så ønsker at rejse Jorden rundt eller blive som deres idol som eksempelvis Honey Hotwing, der vil have siliconelæber og en ru sangstemme. De bliver alle bragt over en grænse og ender et andet sted. De ønsker, der skal ske noget andet og sidder ikke tilbage med en passiv længsel«.

Men i novellerne er det ikke uden omkostninger at forfølge drømmen. En af kvinderne begår selvmord, og Honey Hotwing fra titelnovellen ryger i fængsel?

»Jeg tror altid, man kommer til at betale prisen, og det er den, jeg kan finde ud af at beskrive. Der er nogen, der kan skrive på lykken, men det ligger ikke til mig. Det kunne de gamle eventyrfortællere heller ikke. Man skal så meget grueligt igennem, før man til sidst vinder prinsessen det halve kongerige og lever lykkeligt til sine dages ende ... men al den lykke hører man aldrig særligt meget om.«

Kvinderne i novellerne er travlt optaget af at forandre deres liv og tager alle hjælpemidler i brug - powershopping, skønhedskure tilsat en lind strøm af hvidvin, den moderne kvindes arsenal af livskvalitet og velvære:

»Alle de ting bruger man i dag, havde man ikke, da jeg var ung. Da måtte man leve med det, man havde. Hvis ørerne strittede, så strittede de. Nu kan man lade sig operere, så man kommer til at ligne sit idol, hvis det er det man ønsker ... om sjælen så følger med, det ved jeg ikke.«

Fornemmer man en forsigtig kritik i din bog af alle disse moderne hjælpemidler, som især kvinder bruger?

»Måske, men de fleste lader nu deres person hjælpe nu om dage. Sådan noget som en spindoktor er vel bare en intellektuel form for kosmetik, når man sætter en anden til at skrive sine taler.«

Dorrit Willumsen har oplevet 60erne med litteraturen i førersædet, 70ernes kønsrollediskussioner og må sammen med navne som Susanne Brøgger og Kirsten Thorup regnes for en af sin generations store kvindelige forfattere. Men på trods af overblikket er hun ikke meget for at fælde en kategorisk dom over nutiden:

»Der var mange, der gik rundt og plantede flaget i stor stil især i 70erne, men jeg gjorde det nu ikke rigtigt. Jeg havde aldrig de gode løsninger eller de lykkelige slutninger. Men jeg tror ikke, det er fordi nutiden er specielt mere overfladisk end dengang. Man er bare så ivrig for at trænge igennem, at man er villig til at bruge alle midler. Men behovet for at være perfekt har ikke ændret sig grundlæggende. Da jeg var ung var det blot andre ting, man ville opnå - en flot kjole eller en permanent.«Mød Dorrit Willumsen på BogForum:Lørdag kl. 12, Stand 60 - Tranescenen - i samtale med Marie Louise Kjølbye om »Den dag jeg blev Honey Hotwing«.Søndag kl. 16.15, Bogcafeen - i samtale med Charlotte Sejer om »Den dag jeg blev Honey Hotwing«.Søndag kl. 17 - Stand 14 - forfatteren signerer hos BogFan