Denis og drømmefabrikken

Søren Frank har besøgt Toscanas nye udviklingsområde, Cortona, hvor nye unge producenter kan få realiseret deres drøm om at lave vin.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Obelix faldt i sin tid i gryden med trylledrik, Denis Zeni derimod faldt for en måned siden ned fra en vintank, ramte betongulvet og pådrog sig otte brud på benet. Måske fordi han indtil for nylig ikke arbejdede i vinkælderen i Cortona, men på børsen i Milano. Denis’ bedstefar havde godt nok et par hektar med vin i Trentino, hvor Denis hjalp til som barn, men Denis’ far solgte det hele fra, da farfaren gik på pension.

Alligevel har disse barndomsminder været stærke nok til at overleve næsten to årtier som guldflipper, så da Denis besluttede at forlade finansverdenen, før han blev for gammel, slog han sig sammen med børsmæglervenen Enzo fra Milano om at starte en vingård under navnet Leuta. De ledte i flere år efter de rigtige marker, der var til at betale, indtil de for ti år siden faldt for Cortona-området, som ligger lige nord for Vino Nobile di Montepulciano distriktet i det østlige Toscana.Cortona distriktet ligger i den varme Chianadal, en slette med tung og leret jord, som altid har haft det lidet flatterende ry at producere den lokale sangiovese drue af langt ringere kvalitet end naboerne Chianti, Montepulciano og (Brunello di) Montalcino. Faktisk så ringe, at vinbønderne i Cortona skyndte sig at trække alle planterne op, da EF i 1970erne indførte en bonus for at braklægge vinmarker. Herefter gik det lokale kooperativ hurtigt konkurs, og så fulgte ti år helt uden vin i Cortona. Udviklingen begyndte imidlertid – i det små – at gå den anden vej, da de to velhavende brødre Massimo og Francesco Alessandro – henholdsvis arkitekt og advokat fra Rom – begyndte at lave vin på en ejendom, som deres far havde købt nogle år forinden som sommerhus.

Massimo plantede forsøgsvis forskellige druer og kom frem til, at syrah klarede sig bedst, hvorefter han plantede tre-fire hektar med druen. I 1992 var Tenimenti d’Alessandria med Stefano Chioccioli som konsulent klar med deres første årgang af Il Bosco, der op gennem 1990erne blev kendt som Italiens bedste syrah og placerede sig i støvlelandets superliga af ikonvine.

Il Boscos succes trak flere spillere til området, blandt andet giganten Antinori og Avignonesi fra Montepulciano. I 1999, hvor der var syv producenter, fik Cortona sin egen DOC og siden er området boomet. Der er i dag 26 producenter, som flasker Cortona DOC og stadig flere kommer til.Langt de fleste Cortona producenter sværger nu til syrah, men man ser også andre internationale druer. Denis og Enzo – som tydeligvis er meget eventyrlystne – har som mange andre også plantet merlot. De sammenligner den tunge lerede jordbund med Pomerol.Denis og Enzo, som begge havde nogen vinerfaring uden ligefrem at være mestre, allierede sig med den konsulterende ønolog Roberto Cipresso, som laver vin over hele verden. Toscana er konsulenternes scene, fordi her er så mange – rige advokater og børsmæglere fra Rom og Milano, – der i sagens natur ikke har fået vinhåndværket ind med modermælken og derfor må søge hjælp. Derfor er det er også i højere grad konsulentens fingeraftryk, man smager, end producentens eller terroirets. Jeg kender bedst Roberto Cipresso fra hans engagement i argentinske Achaval-Ferrer og allerede, da jeg stikker næsen ned i første glas, føler jeg mig hensat til kælderen i Mendoza, som jeg besøgte for et par år siden. Jeg smager en umanerligt vellavet, moderne vin med en del fad og saftig mostagtig blåbærfrugt, men også et relativ lavt svovlniveau.Syrahen er klart min favorit. Her coated af slikket kafferistet træ (75 pct. nye barriques) med masser af lakrids. Jeg er også glad for cabernet francen, som er st. emillon-agtig i stilen med kageagtig frugt og et strejf af urter og peberfrugt. Ligeså med merloten, som supplerer kagefrugten med lidt Maggi terning. Leutas sangiovese, som ellers er Denis’ stolthed, siger mig knap så meget. Jeg synes, den er lidt for mørk og pumpet og ligner ikke den kirsebærduftende sangiovese, jeg kan lide.Denis og Enzo er endnu ikke komme ud over legealderen. På en hektar har de plantet 12 forskellige georgiske druetyper. Det lyder måske vanvittigt, men de georgiske amfora-producenter (se MS 6/5 og 9/9 2012) er blevet forbilledet for en del italienske naturvinsproducenter, og Denis er allerede begyndt at overveje, hvordan han skal få fragtet den store amfora hjem fra Georgien, som han har besøgt adskillige gange. Stedet, hvor amforaen skal graves ned i jorden, er allerede fundet.

Efter smagningen er vi brødflove og godt hjulpet af sin estiske kæreste, Maria, bliver Denis stablet på krykker og vi kører afsted til Piccolo Trattoria Guastini. Når man er på disse kanter, bør man ikke forsømme at smage det lokale chianina kvæg, som er noget af det bedste, man kan få. Da vi ankommer til restauranten, er terrassen desværre fuldt optaget. Pokkers også. For en bleg dansker ville en frokost med 25 grader i skyggen og toscansk udsigt ikke være den værste måde at tilbringe den første mandag i oktober.

Til gengæld nyder jeg i fulde drag den fuldvoksne fiorentina (t-bone) af chianina, som vi deler. Umiddelbart erindrer jeg ikke have fået en bedre bøf i Europa – pjaskende saftig og smørmør med fin dybde i den hængte smag.Vi besøger naturligvis også pioneren d’Alessandro, hvor der på det seneste er sket en del ændringer, som stort set alle hænger sammen med, at Giuseppe Calabresi, rigmand og antikvitetshandler fra Rom, overtog stedet i 2006. Siden er der blevet fyret millioner i stedet, så det nu fremstår som luksus resort med pool og spa. En hamrende dyr enkeltmarksvin ved navn Migliara er blevet lanceret og så har man skiftet konsulent, hvilket jo betyder en del på disse kanter. På nærmest uhørt vis er der tale om mand fra Barolo – Luca Currado fra Vietti – og jeg mener straks at kunne smage hans fingeraftryk på de seneste årgange af vinen. Uden ligefrem at være let eller transparent er il Bosco i dag mere frisk og stram i syren med en næsten salt mineralitet og et strejf af chokolade fra fadet, som man kender det fra Vietti.D’Alessandro laver også, som i det nordlige Rhône, hvidvin på viognierdruen. Til at hjælpe sig har man den kendte producent Christine Vernay fra Condrieu i Rhône, og selv om jeg nok aldrig bliver viognier mand, medgiver jeg gerne, at især topvinen Fontarga har en stram og mineralsk stil og ikke helt så fad, som viognier ofte bliver det.God er afgjort også Borgo Syrah fra unge stokke, som lagres på stål suppleret med lidt gamle fade – klar nordrhônsk stil med pebret spegepølse, frisk frugt og florale violtoner, meget a la côte rôtie. Lidt sværere at have med at gøre er den nye topvin, Migliara, som kommer fra et særligt parcel og er lidt af en bombe, som snerper munden sammen.