I 1770 var byens teater, Den danske Skueplads, i økonomisk uføre. Noget måtte gøres, hvis en lukning af teatret i Eigtveds komediehus på Kongens Nytorv skulle undgås, og så endte det med, at Christian VII påtog sig at betale gælden. Til gengæld skulle teatret herefter benævnes Den Kongelige Danske Skueplads, og de optrædende var ikke bare skuespillere, sangere og dansere som tilforn, men kongelige ditto. Og det skulle snart vise sig, at det havde konsekvenser.

Også dengang var skuespillere et uroligt folkefærd – især de franske, som der var en del af på teatret, og stridigheder både indbyrdes og med regissøren hørte til dagens orden. I og med at teatret nu var blevet kongeligt, måtte scenekunstnerne i sagens natur betragtes som ansatte ved hoffet. De var derfor underkastet den samme husorden som tjenere og lakajer, hvilket betød, at de som straf for pligtforsømmelser kunne se frem til et ophold af ukendt varighed i Det blå Tårn i Vester Voldgade.

Et tårn var det egentlig ikke, men bare et usselt tugthus ved Langebro, hvorfor det også hed Frederiksholms Arrest. Det var opført i 1725 som erstatning for det berygtede Blåtårn på København Slot, da slottet blev revet ned, for et sted til opbevaring af tyveknægte, mordere og landevejsrøvere kunne man ikke undvære, og skønt fængslets mure havde samme ubestemmelige farve som gadeskarn, levede det historiske navn videre.

Der findes livagtige beskrivelser af mørke og fugtige celler i kælderen eller oppe under taget, hvor fangerne hverken kunne ligge udstrakt eller stå oprejst, men på anden etage var forholdene noget bedre. Og her blev underordnet personale i den kongelige husholdning anbragt som straf for pligtforsømmelse, men altså også de kongelige skuespillere, sangere og dansere, hvis de havde vist sig opsætsige i tjenesten. Det skete i 1790 for den feterede skuespiller Adam Gielstrup, som en aften i ondt lune faldt ud af rollen som Florian i »Den sværmende Filosof«. Han ville bare drille direktionen og kollegerne på scenen, men kronprinsen, som var til stede i sin loge, befalede prompte den formastelige hensat i Blåtårn.

Og nogle år senere var det den ikke mindre feterede skuespiller August Haack, som naturen havde skænket et stort scenisk talent, men også en stor tørst. For som der står i hans biografi, bejlede han til flasken, og som så mange andre sceniske stormænd både før og siden var han tiltrukket af vinkælderlivet, hvorfor han undertiden glemte sine roller. Dem kunne han repetere i Blåtårn.

I en kort periode med en mildere direktion blev der indrettet et arrestkammer i en af garderoberne på teatret, således at de kongelige scenekunstnere slap for at tage ophold blandt samfundets groveste misdædere, men det faldt ikke i god jord, og kammeret forsvandt igen, da der blev behov for mere garderobeplads.

Herefter er der dokumentation for, at alle teatrets kunstarter fra tid til anden var repræsenteret i Blåtårn – dog er det først og fremmest danserne ved balletten, der fra 1815 og frem optræder i arrestprotokollerne. Nogen forklaring findes ikke, og siden 1831 har der enten slet ikke væren nogen strafbare forseelser på teatret, eller også blev direktionen med tiden blødere i håndhævelsen af ordensreglementet – det er ikke til at vide, men straffen forsvandt, og i 1848 blev Blåtårn erstattet af den nye arrest på Blegdamsvej.

Samtidig blev Det Kongelige Teater statens ejendom, og kunstnerne skulle ikke længere behandles som tjenere og lakajer ved hoffet.