Dengang man kunne få gratis grunde og skattefrihed på Christianshavn

På Christianshavn kunne man langt ind i 1900-tallet se, hvordan nogle af de første tilflyttere for 300 år siden boede i huse med svalegang og udvendig trappe - og vandpost og lokum i gården.

Det maleriske gårdmiljø i Amagergade 11 er formentlig karakteristisk for de boliger, de første tilflyttere opførte, da Christianshavn endnu var en selvstændig købstad. Foto fra 1899, København før og nu, bd. IV. Fold sammen
Læs mere

Det var ufredstider i 1600-tallets Europa, og med god grund satte Christian IV alt ind på at sikre sin hovedstads militære forsvar. Voldene blev forstærket og nyanlagt i en større bue rundt om byen, og en krigshavn blev etableret på Slotsholmen mellem Proviantgården og Tøjhusets våbenmagasin.

Det kostede alt sammen penge, som kongen ikke havde. Men der var en løsning på slige problemer, og hans far havde banet vejen ved at indføre en afgift på ti skilling for hver tønde tysk øl, der blev skænket, mens dansk øl slap med den halve afgift.

Ganske behændigt for en fattig regent, og når riget nu igen fattedes penge, tålte afgifterne på både tysk og dansk øl nok at blive sat i vejret, samtidig med at brændevin ligeledes blev afgiftsbelagt.

Lykkeligvis for kongen og de offentlige finanser påvirkede afgifterne tilsyneladende ikke forbruget, for en uslukkelig tørst var en del af den nationale karakteregenskab, og i København gik det mundheld, at en mand, der havde svært ved at klare sig på anden vis, måtte slå sig ned som værtshusholder. Kunder ville han aldrig savne og ej heller øvrighedens bevågenhed.

De kostbare voldanlæg sikrede byen mod en fremrykkende fjende på land, men byens kystlinje og ikke mindst den nye krigshavn tæt på slottet måtte ligeledes sikres, og så opstod ideen om at etablere en helt ny købstad med tilhørende volde i det lave farvand mellem København og Amager.

4. juli 1618 udgik der fra Københavns Slot en befaling fra kongen om inddrivelse af en ekstraordinær skat, »eftersom vi nådigst have for godt anset her på vort land Amager en befæstning at lade forfærdige, vor skibsflåde, tøjhus, slottet og den gamle by, som største magt påliggende er, til defension og forsikring«.

Formuleringen er lidt kryptisk, men en storslået plan var det, og den hollandske ingeniør Jahan Semp, der var specialist i forsvarsanlæg, blev hentet til landet.

Men så begyndte problemerne. For selv om kongen stillede byggegrunde gratis til rådighed og lovede 12 års skattefrihed og syv års toldfrihed, viste det sig vanskeligt at finde jævne folk, der var villige til at slå sig ned i den planlagte købstad, som året efter for første gang blev omtalt som Christianshavn.

De gratis byggegrunde befandt sig nemlig for størstedelens vedkommende under vandets overflade, og økonomiske midler til en byggemodning, som indebar opfyldning, inddæmning og afvanding, var det selvfølgelig kun velhavere beskåret at råde over.

Det krævede derfor rigelig med tid og gode ord – og ikke mindst en rundhåndet kongelig betaling at overtale en snæver kreds af Københavns velhavende købmænd til at flytte deres gesjæft til Christianshavn, som kun langsomt rejste sig af havet.

Men i løbet af en snes år lykkedes projektet trods alle besværligheder, og efterhånden blev der langs Strandgaden og langs kanalen, som allerede fra begyndelsen gennemskar byen, opført en række købmandsgårde og pakhuse med direkte adgang til kajanlægget.

Byen havde midt i 1600-tallet således en økonomisk overklasse, af hvis midte den selvstændige købstad på skift hentede sine borgmestre. Men i de tæt bebyggede gader på bagsiden af rigmandshusene og især i området ud mod Volden fik Christianshavn sit eget karakteristiske proletariat bestående af fattigfolk, der hutlede sig gennem tilværelsen.

Christian IV måtte derfor selv finde midler til en lille beskeden trækirke, som han krævede opført i 1635. Den opgave var menigheden kun i ringe omfang motiveret til at give sig i kast med. Fem år gik der, før Sjællands biskop kunne indvie byens første sognekirke, men da var træværket allerede begyndt at rådne i den fugtige undergrund, og få år senere var kirken så brøstfældig, at den nødvendigvis måtte erstattes af en ny.

Peter Børting var en af byens velstående mænd, og han ejede en grund, som egnede sig til formålet, og som magistraten derefter erhvervede sig med majestætens velsignelse.

Men det viste efterfølgende, at Børting allerede havde solgt grunden en gang tidligere, og herover følte kongen sig ret ubehagelig berørt, som skrevet står. Desuden manglede der penge til byggeriet, og så gik der 40 år, før indbyggerne på Christianshavn fik en anstændig kirke.

Den blev i 1682 navngivet til ære for Vor Frelser, og da var byen ikke længere en selvstændig købstad. Otte år tidligere var den kunstigt anlagte fæstningsby blevet indlemmet i København med fælles øvrighed og fælles regler for erhvervsudøvelse.

Alligevel fortsatte Christianshavn i et par hundrede år at være noget for sig selv. På grund af den afsides beliggenhed undgik denne del af hovedstaden at blive ødelagt af 1700-tallets store bybrande, og på Christianshavn kunne man derfor langt ind i 1900-tallet ved selvsyn komme 300 år tilbage i tiden og se, hvorledes nogle af de første tilflyttere boede i huse med svalegang og udvendig trappe - og vandpost og lokum i gården.