Den vrede videnskabsmand

Ang Lee vil gerne lægge vægt på den menneskelige side af monsteret i The Hulk, men mister sigte undervejs.

Er der et ord, der beskriver den taiwanesiske instruktør og Oscar-vinder, Ang Lee, så er det variation. Med så forskellige film som »Eat Drink Man Woman«, »Fornuft og Følelse«, »The Ice Storm« og »Tiger på spring, drage i skjul«, har han efterhånden fået afprøvet sine kræfter i et væld af genrer. For som han selv har sagt: »Hver genre rummer sin egen udfordring og lærer mig nyt.«

Samme drivkraft gjorde sig gældende, da han blev spurgt om han ville stå for filmatiseringen af Marvel-tegneserien The Incredible Hulk, der i 1970'erne også var en amerikansk tv-serie (med bodybuilderen Lou Ferrigno som Hulken - han kan iøvrigt ses som en af sikkerhedsvagterne i filmen), og med The Hulk har han nu kastet sig over en stort anlagt actionfilm med en computeranimeret figur i hovedrollen.

Historien om videnskabsmanden Bruce Banner, der ved et uheld bliver offer for sine egne (og sin fars) eksperimenter i genforskning, og derefter bliver til et stort, stærkt og grønt uhyre, der mest af alt minder om en forvokset neanderthalmand i spandex-underbukser, når han bliver vred, er i sin struktur en blanding mellem »Frankenstein« og »Dr. Jekyll og Mr. Hyde«. Det er en historie, der rummer advarslen mod videnskabens og teknologiens fristelser, når det drejer sig om drømme om unaturlige, menneskelige egenskaber, men i lige så høj grad også en historie om at slippe den uciviliserede side af sig selv løs. For som Bruce Banner siger i filmen:

»Når jeg bliver vred og mister kontrollen, så er der en del af mig, der kan lide det.« Og i modsætning til andre superhelte handler hulk-historierne mindre om at fange forbrydere end om at bekæmpe dæmonen i sig selv.

Hos Bruce har vreden rødder i en traumatisk barndomsoplevelse, hvor han var vidne til moder-mord begået af faderen, men den er fortrængt og kommer ikke tilbage før det endelige opgør med det fædrene afkom. Hos Ang Lee bliver historien om det grønne monster på den måde lige så meget historien om mennesket bag og det valg gør i hvert fald filmens første halvdel, The Hulk til en mere nuanceret fortælling om en af de mange Marvel-superhelte, der i disse år bliver sprøjtet ud. Senest den blinde Daredevil med Ben Affleck i titelrollen.

Desværre taber Lee sin tråd og jo mere det grønne monster tager over, jo dummere bliver filmen også og sidste halvdel består stort set ikke af andet end stupide soldater, der skyder løs på monstret uden at fatte hvad der er tydeligt for enhver: at kugler og missiler preller af på den grønne hud og tilmed gør ham endnu stærkere.

Væk er alle de psykologiske findele, hvor både den australske skuespiller Eric Bana og Jennifer Connelly leverer gedigne præstationer og Ang Lee bliver et offer for sin egen advarsel: Han fortaber sig i teknologien og gør sin film til et spørgsmål om, hvor vellykkede CGI-effekterne (computer-generated images) er.

Set i det lys er The Hulk kun delvis vellykket. Det er George-Star-Wars- Lucas' effektfirma, Industrial Light and Magic, der står for computeranimeringen, og når det gælder indplacering af hulken i et omgivende landskab har denne film førertrøje på. Når det til gengæld drejer sig om udtryksfuld ansigtsmimik er ILM lysår efter for eksempel Peter Jacksons Gollum-teknik i »Ringenes Herre«.

Med det in mente ville det uden tvivl have klædt filmen bedre, hvis Ang Lee havde været mere konsekvent i sin prioritering. Som den er endt nu, er The Hulk kun blevet en middelmådig film hvad enten man kalder den en actionfilm med psykologisk drama eller et psykologisk drama med action. Begge dele med en decideret kikset slutning.