Forløsningens tårer løb ned ad kinderne under den allestedsnærværende sponsorhue, da Lindsey Vonn for 17 dage siden vandt kvindernes styrtløb i tyske Garmisch-Partenkirchen. Det var amerikanerens World Cup-sejr nummer 77 samlet set, men det var også den første i et helt år. I løbet af de 1:43,41 minutter, det tog Lindsey Vonn at køre ned ad bjerget, havde hun først stødt fra med den højre overarm, som hun brækkede på en træningstur i november, og på resten af turen trak og vred hun i det knæ, hun endnu en gang havde ødelagt sidste februar.

Men med sejren gjorde Lindsey Vonn det igen: Kom tilbage efter et potentielt karriere-stoppende styrt. Og i sit kun andet løb efter comebacket var hun igen den hurtigste kvinde på bjerget. Med sejren genoptog hun også sin jagt på den svenske legende Ingemar Stenmarks rekord som den mest vindende skiløber i historien, ligesom hun indskrev sig på favoritlisten ved VM i alpint skiløb, som afholdes i denne og næste uge i St. Moritz i Schweiz. Alt virkede til igen at køre glat for Vonn, men helt så let skulle det ikke gå.

For lige så meget som Lindsey Vonn vinder, lige så meget styrter hun. Især har de senere år været fulde af karriere- og førlighedstruende kolbøtter med knæoperationer, hofteskader, hjernerystelser og brækkede lemmer til følge i en evig sejr-styrt-skade-sejr-cyklus. Og som på bestilling efter sejren i Garmisch- Partenkirchen styrtede Lindsey Vonn to gange for halvanden uge siden i Cortina i Italien, og dermed måtte hun udgå af det sidste World Cup-løb før VM-starten i denne uge.

»Jeg er for gammel til at ramme hegnet så hårdt. Men jeg er glad for stadig at hænge sammen i ét stykke,« sagde 32-årige Vonn efterfølgende med den afslappede distance til sin førlighed, som hun har opbygget på tusindvis af ture ned ad pister med en fart på over 100 kilometer i timen. Og gennem masser af styrt.

Styrtene er imidlertid den kalkulerede pris, som Vonn betaler for at tage flere chancer og presse de fysiske grænser hårdere end konkurrenterne. Hun er ikke den teknisk dygtigste skiløber, men til gengæld er hun den hurtigste. Det er derfor, hun har forholdsvis få sejre i slalom og først og fremmest koncentrerer sig om super-G og styrtløb. Disciplinerne, hvor den, der vinder, er den, der kontrollerer frygten og faldlinjen bedst.

Faldlinjen er den vej ned ad en løjpe, som et objekt følger, hvis det kun er styret af tyngdekraften. Få kontrollerer den kraft bedre end den blonde amerikaner. I sin bog »The Fall Line« beskriver forfatteren Nathaniel Vinton, hvordan Vonn ser ud til at have et indbygget gyroskop, der gør hende i stand til hele tiden at finde faldlinjen og læne sig ind i den med muligheden for triumf eller brækkede knogler.

Det er i den dans, Vonn trækker på sine berygtede seks-timers træningspas i motions-lokalet. Med musklerne i hofter, ankler, ben og mave justerer hun retning på splitsekunder og flirter og kæmper med fysikkens kræfter. Faldlinjen er både Vonns ven og hendes fjende, for kunsten i skiløb består – med Nathaniel Vintons ord – i at indgå et »kompromis med tyngdekraften, hvor man på skift modstår og overgiver sig til den.«

Indgåelsen af det kompromis er selvfølgelig fælles for alle skiløbere, men Vonns villighed til altid at balancere på kanten er det, der har gjort hende til den mest vindende kvindelige skiløber i historien. Det er også den dødsforagt, som har gjort hende til den alpine skisports største stjerne, og som har fået Red Bull, der markedsfører sig på vovehalse som Vonn, til at sende et millionbeløb hendes vej hvert år.

Dermed er Vonn del af en lille gruppe af skiløbere som Alberto Tomba, Marc Giardelli og Hermann Maier, som har transcenderet sporten. Hun er ikke bare skistjerne, hun er en international sportsstjerne. Den kommercielle succes er imidlertid ikke bare fulgt automatisk af den sportslige. Den er et udtryk for en bevidst strategi.

»Hun har arbejdet hårdt på at etablere sig som en sports-celebrity. Det har hun gjort strategisk, og det har været vigtigt for hende at opnå den status for at have en base, hvorfra hun kan fortælle sin historie,« siger Tom Kelly, der har fulgt skisporten i årtier og er vicepræsident og talsmand for det amerikanske ski- og snowboardforbund USSA, til Berlingske.

Derfor har Vonn fra tidligt i karrieren allieret sig med førende managementfirmaer og medierådgivere, som ellers primært arbejder i underholdningsindustrien. Det har bidraget til at højne Vonns profil og givet hende sponsorer som Rolex og Audi. Og den platform, som hun har ønsket. Ikke udelukkende for berømmelsens skyld, men også ud fra et ønske om både at være rollemodel for yngre piger og at løfte skiporten.

»Hun ønsker at tage sporten til et nyt niveau, i særdeleshed for kvinderne. Det er derfor, hun er villig til at løbe nogle kalkulerede risici og justere sit udstyr, så hun kan køre mere aggressivt end andre kvinder, og det er derfor, hun ønsker at køre mod mænd«, siger Tom Kelly, der har kendt Lindsey Vonn, siden hun var få år gammel.

Netop Vonns ønske om at køre mod mænd er et udtryk for den perfekte sammensmeltning af interesser mellem Lindsey Vonn som brand og hendes sportslige ambitioner. Lindsey Vonn kører i forvejen på herreski, og hun kæmper for at få lov til at tage skridtet fuldt ud og også konkurrere mod mænd. Hver gang hun udtrykker ønsket, giver det opmærksomhed og kønsdiskussioner, og det bestyrker – til sponsorernes glæde – Vonns image som en frygtløs energidrik-drevet actionheltinde.

Men samtidig er Vonns ambition oprigtig. Der er kun ét sted på kvindernes og mændenes World Cup-tour, hvor begge køn kører på samme piste, og det er ved Lake Louise i det vestlige Canada, hvor Lindsey Vonn har vundet 18 World Cup-sejre. Er der noget sted, hun kan gøre det, er det her, og det amerikanske skiforbund støtter hende i ambitionen.

Men det internationale skiforbund stritter imod. Der er muligvis gode argumenter for ikke at lade det ske, men direktøren for kvindernes World Cup, Atle Skaardals, insisteren på, at ingen vil være interesserede, er næppe et af dem.

Ønsket om at konkurrere mod mænd er sammen med jagten på Ingemar Stenmarks rekord det, der driver Lindsey Vonn til i en for sportsfolk fremskreden alder fortsat at sætte sin krop på spil i faldlinjen. Suppleret af en dybt forankret følelse af, at hun kun ved at vinde og vinde kan betale tilbage sin familie for de ofre, hun føler både forældrene og hendes mindre søskende gjorde, da de i 1990erne flyttede til Colorados bjerge, så Lindsey kunne få de bedst tænkelige betingelser for at udnytte sit talent.

Men før Lindsey Vonn kan jagte Ingemar Stenmarks rekord – eller andre mandlige skiløbere – skal hun konkurrere mod kvinderne ved VM i St. Moritz. Hvor meget den følelsesforstyrrede arm og styrtet i Italien for halvanden uge siden hæmmer Vonns VM-chancer, vil vise sig ved super-G-løbet i dag og styrtløbet i næste uge. Minderne fra tidligere verdensmesterskaber er blandede. I 2009 vandt hun to guldmedaljer, for to år siden blev det kun til en bronze, og for fire år siden i Schladming sluttede hendes VM, da hun med et ødelagt knæ og et brækket ben blev hejst op i en helikopter og fløjet til operation på et nærliggende hospital.

Risikoen for en gentagelse er evigt nær- værende for Vonn. Siden helikopterturen i Schladming er fulgt adskillige knæoperationer og brækkede knogler. Hendes evne til at genoptræne sig tilbage igen og igen er uforlignelig, men hvad der er næsten mere imponerende er hendes vilje til fortsat at køre med samme høje risiko trods alle styrtene.

»Risikoen for, at jeg brækker min arm igen, hvis jeg styrter, er meget høj. Men jeg er villig til at løbe risikoen,« sagde Vonn forleden til Bild for så at uddybe med en pointe, der i én sætning fortæller hele historien om hendes karriere.

»Jeg vil køre så godt, jeg overhovedet kan, og enten vinder jeg, eller også udgår jeg.«