Den underfundige kunstner

Den succesfulde danske kunstner Jeppe Hein bor og arbejder i Berlin. »Byen har en fantastisk energi, og her accepterer samfundet den eksperimenterende kunst,« siger manden, som kun har et hestespark til overs for dansk kulturpolitik.

Jeppe Hein foran skoven af ure i sit atelier i Berlin. Urene er en gave og viser tiden forskellige steder over hele jorden - en kommentar til kunstnerens travle og omrejsende liv. Foto: Christian T. Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Drømmer jeg, eller er jeg vågen?«

Man ville ikke fortænke Jeppe Hein i at vågne en morgen og stille sammen spørgsmål som Holbergs Jeppe.

Den danske kunstner er en usædvanlig heldig mand. Han er på få år rykket frem til en position som en af de mest lovende unge danske kunstnere. 2005 har været et af hans mest succesfulde år, og samtidig er hans tyske kæreste gravid. Parret venter et forårsbarn, og det skal, siger den sympatiske Jeppe Hein, være anledningen til at starte et lidt mere roligt og mindre omflakkende liv.

Det seneste år har han rejst og udstillet over hele verden. Alene i år har han været i gang med 32 projekter over hele jorden, bl.a. USA, Frankrig, Australien, Korea og Tyskland. Han flyver og rejser, og bare at komme i kontakt med ham kan være lidt af en kunst.

»I denne uge er han i Paris, og i næste uge i USA, men send en mail,« lyder beskeden, når man taler med hans assistent i atelieret i Berlin.

Jeppe Hein er en af de mange danske kunstnere, som har slået sig ned i Berlin. Hans atelier ligger i det gamle Østberlin på Frankfurter Allee. Atelieret ligger midt i et livligt og folkeligt kvarter med masser af butikker langt væk fra den fine Kurfürstendamm - Vestberlins gamle pragtgade, hvor man let finder håndsyede sko til 600 og parfumer til 2.000 Euro.

»Kunst handler om at kommunikere på forskellige måder. Jeg arbejder med, hvordan folk ser og mærker kunsten, og det skal ikke være så teoretisk. I mine værker skal folk møde hinanden, og det er interessant i en tid, hvor folk bliver mere og mere egoistiske og fremmedhadende. Mine værker er et værktøj til at få folk til at tale sammen og møde hinanden,« siger Jeppe Hein, mens han sidder ved frokostbordet i sit atelier, hvor han har syv ansatte.

Her udvikler han ideerne, hvorefter de produceres i samarbejde med specialister fra forskellige fag. Hans værker er præget af underfundighed, humor og en hel del Ole Opfinder. Kuber, der bevæger sig, når man kommer tæt på dem. Kuber, der lyser, når man nærmer sig. Flammer, der kommer ud af vægge. Kuglebaner og vandskulpturer. »Interaktive skulpturer,« kalder han sine ting. I efteråret udstillede han sit værk »Usynlig labyrint« på Pompidou Centeret i Paris. 50.000 så hans installation - et tomt rum, hvor publikum via høretelefoner blev ledt igennem en usynlig labyrint.

»Mine værker er meget sanselige. Folk skal føle noget. Der skal ske noget med deres krop. Min kunst skal involvere publikum. Jeg har f.eks. lavet en bænk, der der kommer røg ud af, så folk et øjeblik forsvinder i en røgsky, når de sætter sig på den. Det handler om at udfordre folks forventninger til museer og de rum, vi udstiller i,« siger han.

Mulighedernes by
Jeppe Hein har boet og arbejdet i Berlin de sidste fem år. Inden da studerede han i Frankfurt og arbejdede for sin danske kunstnerkollega Olafur Eliasson, der også bor i Berlin.

Det er ikke kun de billige leveomkostninger, der lokker danske kunstnere til den tyske hovedstad, siger Jeppe Hein.

»Der er en enorm energi på alle områder af kulturscenen i Berlin. Her er store muligheder. Store kunstnere kommer til byen. Nogle bliver og andre forsvinder igen, men alle efterlader noget energi. Det er derfor, så mange danskere flytter herned. Her er større muligheder for at overleve, når man som jeg arbejder med den eksperimenterende kunst.«

Årsagen til at så mange danske kunstnere slår sig ned i Berlin, skal også findes hjemme i Danmark, siger Jeppe Hein, som roser det tyske samfund for at tage den moderne kunst alvorlig.

»Det gør man ikke i Danmark. Selv om kulturminister Brian Mikkelsen foregiver at være interesseret i moderne kunst, så er han det ikke. Museerne får støtte, hvis de laver udstillinger med folk som Kirkeby, Matisse og Nolde, som trækker et stort publikum, men de får ikke støtte nok til at udstille den nye kunst,« siger Jeppe Hein, der er noget så sjældent som en kunstner med et erklæret partipolitisk tilhørsforhold.

Da Socialdemokraterne tidligere på året skulle vælge ny formand, meldte han sig ind for at kunne stemme på Helle Thorning-Schmidt.

»Der er brug for, at man støtter den moderne kunst, så man ikke kun markedsfører Danmark på det gamle og etablerede. Det er vigtigt, at der gives flere penge til de unge kunstnere, så de både kan arbejde hjemme og komme ud i verden,« siger Jeppe Hein.

Det seneste år har han udstillet i Paris, Sydney, Chicago og London, men ikke i Danmark.

»Siden min udstilling hos Galleri Nicolai Wallner i 2003, har jeg ikke udstillet i Danmark,« siger Jeppe Hein, der dog i det kommende år udstiller i X-rummet på Statens Museum for Kunst.

Jeppe Hein og hans syv medarbejdere flytter atelier i 2006. De 140 kvm. i bydelen Friedrichshain bliver skiftet ud med 330 kvm. i Kreutzberg. De har også brug for ekstra plads. Det nuværende atelier er overfyldt med værktøj, stabler af kasser til indpakning og kunstværker - bl.a. vandrende kuber. Kun skrivebordene - over den tømreruddannede Jeppe Heins plads hænger et udklip med teksten »Det er sexet at være tømrer« - er holdt fri for rod.

Hvordan definerer han selv kunst? Er vandrende kuber, røgprustende bænke og rullende kugler kunst?

»Det er ikke så vigtigt. Det er individuelt, hvordan folk opfatter det. Man kan ikke sige, om noget er kunst eller ej. Man kan kun sige, om noget er god eller dårlig kunst. For mig handler det under alle omstændigheder om at få folk til at kommunikere. Min kunst skal involvere publikum.«