Den ulidelige liderlighed

Lars von Triers »Nymph()maniac« er stadig et mesterværk i den kommende over fem timer lange »directors cut«-version, der indeholder mere sex, mere grusomhed og mere menneskelighed. Berlingskes filmredaktør har været fem en halv time i biografen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man mærker stadig ubehag ved klamheden i Seligmans vandskadede slumlejlighed, og man ler fortsat af Uma Thurman som den sarkastisk sydende ægtefælle, hvis familieidyl er blevet sønderrevet af Charlotte Gainsbourgs altædende sexgalning.

Det er den gode nyhed, når man med en dyb indånding dykker ned i Lars von Triers over fem timer lange »directors cut«-version af »Nymph()maniac«. Og der er egentlig ikke nogen dårlige nyheder, selvom det er yderst sjældent, at biograffilm beslaglægger så meget af ens alt for korte levetid som denne film.

Det skyldes først og fremmest, at den nye version i sin monumentale helhed ikke væsentligt forrykker den oplevelse, man fik af den halvanden time kortere version, der havde premiere sidste år i december, og som denne anmelder tildelte seks stjerner.

Filmens torso er intakt på trods af, at den indeholder mere sex, mere grusomhed og to hidtil ukendte sekvenser, der blev skåret ud af den tidligere udsendte version. De to sekvenser er interessante i sig selv, men det er også tydeligt, hvorfor det var her, at Zentropa valgte at lægge det kirurgiske snit, da selskabet skulle have filmen bragt ned i en mere kommercielt håndterbar spilletid.

»Directors cut«-versionen indeholder masser af »fuld frontal« nøgenhed og samlejer, sådan som Lars von Trier havde tænkt den fra starten, og som betød, at filmen i de sidste redigeringsfaser måtte finkæmmes for billeder af erigerede kropsdele og detaljebeskæres for overhovedet at kunne blive solgt ude i verden.

Det er dog tankevækkende, hvor hurtigt man som publikum vænner sig til synet af de hårdtarbejdende genitalier. Sexscener i ordinære film tilføjer sjældent noget vigtigt til historien, men er som regel blot en triviel, visuel besegling af en romantisk sidehistorie. Sådan er det selvsagt ikke i »Nymph()maniac«, i og med at seksualakten her er hovedærindet, og når erotikken fastholder interessen, er det også en følge af, at Triers film i særlig grad er et »følbart« værk, således at hver dråbe sekret, kagekrumme og hver fugtplet på tapetet, næsten kan mærkes på fingerspidserne. Ikke desto mindre er der kun så mange måder, man kan variere sexscener på, og medmindre man har netop den tilbøjelighed, er det generelt sjovere at være med end at se på.

Det spraglede filosofiske indhold, der omfatter Gajolæske-agtige strøtanker til uforudsigelige moralsk-politiske diskussioner, samt filmens opdeling i kapitler er til gengæld som i den tidligere version, når man fraregner de to omtalte sekvenser.

Det overbelæste aseksuelle vandhoved Seligman (Stellan Skarsgaard) samler den forslåede, stilfærdigt selvhadende Joe (Charlotte Gainsbourg) op fra en baggård, og da han omsorgsfuldt installerer hende i sit soveværelse og serverer te med rugelach-kage for hende, indvilliger hun at fortælle sin livshistorie. Om Seligman og publikum helt kan stole på den lange fortælling, der lige som Sherazades historier varer fra solnedgang til solopgang, er svært at afgøre, for Joe vil overbevise Seligman om, at hun er et ondt menneske. Seligman forsøger til gengæld med henvisninger til naturfænomener og kulturhistorien at bevise for hende, at hun hverken er værre eller bedre end alle andre.

»Nymph()maniac« ligner ikke ret mange andre film, hvilket først og fremmest skyldes Lars von Triers bevidste »digressioner« fra hovedhandlingen, der blandt andet omfatter lystfiskeri, den teologiske forskel på Øst- og Vestkirken, Bachs orgelværker og matematiske fænomener som Fibonacci-tal.

I filmens rammefortælling kommenterer de to karakterer filmens eget indhold, ligesom den også indeholder Lars von Triers slet skjulte referencer til sin egne tidligere film og den skandaløse optræden ved Cannes-festivalen i 2011. Så når Seligman erklærer, at »antizionisme er ikke det samme som antisemitisme« er Lars von Trier for engangs skyld helt utvetydig i sit budskab – sikker i sin sag om sin egen aristokratiske ufejlbarlighed.

Det er imidlertid i »Nymph()maniac«s anden halvdel, efter den fastsatte pause, at de store klumper af nyt materiale dukker op. Det første er en lang episode, hvori Joe for anden gang bliver gravid og forgæves forsøger at få en abort ad lovlig vej. Men da hun nægter at underkaste sig en påbudt psykologisk samtale for at få sin abort, tvinges hun til selv at foretage aborten på sit køkkengulv med en tilspidset metalbøjle.

Det er en af de mest kvalmende, gruopvækkende scener fra Lars von Triers film, der ellers sjældent skåner publikum. Hvis man for eksempel genkalder sig scenen med kvindelig omskæring i »Antichrist«, og dernæst forlænger den tre-fire gange, så nærmer man sig niveauet af rædsel i »Nymph()maniac«s abortscene.

Scenen ryster og forarger to gange. Først ved sin voldsomhed, dernæst over at instruktøren så bevidst udpensler og trækker den i langdrag. Man føler sig hensat til film som »Hostel« og »Saw« – de ekstreme torturfilm, der kendes fra USA og Japan. Der er dog en hensigt med galskaben, for Lars von Trier følger straks scenen op med en moralsk diskussion mellem Seligman og Joe, der indirekte handler om filmen selv.

Seligman mener nemlig, at det er uetisk af Joe at »vise« sin abort i alle dens rædselsfulde detaljer – da det jo kunne få verden til at beslutte sig for at afskaffe retten til abort! Joe mener derimod, i pagt med sin rebelske natur, at alt andet end den fulde sandhed ville være hykleri. I dette tilfælde synes Lars von Trier selv at være mest på linje med sin karakter Joe, for senere, under en samtale om dødens uafvendelighed, viser han korte, dokumentariske filmklip af folk, der dør rigtigt, da de springer ud af et vinduet i et brændende hus. Her, som i talløse andre scener, kæmper man febrilsk for at komme intellektuelt på omgangshøjde med filmen, men »Nymph()maniac« er som en virtuos bokser i sin leg med tilskuerens forventninger og kommer kun ud i tovene, når instruktøren med fuldt overlæg lader det ske – som i en underligt passionsløs sekvens om sadomasochisme.

Den anden store klump af bortklippet materiale, der nu dukker op i »directors cut«, synes at være direkte afledt af instruktørens research-samtaler med virkelighedens nymfomaner. Joe har opsøgt en terapigruppe af sexafhængige, og i en række interviewscener får man indblik i deres verden. I nogle minutter føles det som om, at filmen forlader sit fabel-lignende univers og bliver mere socialrealistisk med det resultat, at filmen får en mere medfølende, menneskelig tone. I forhold til abort-massakren føles denne sekvens mere velkommen, men det kan ikke nægtes, at det trækker filmen i en anden retning.

»Nymph()maniac« er en seks-stjernet film i begge versioner, og den ene er ikke mere rigtig end den anden. Derfor kunne det være hensigtsmæssigt, hvis begge versioner var tilgængelige i fremtiden. I princippet kunne filmen jo forlænges i det uendelige, som et dokument og et monument over tilværelsens ulidelige liderlighed.

»Nymph()maniac Directors Cut« får premiere ved en række såkaldt eventvisninger over hele landet, heriblandt i København: 10. september i Imperial, 11.–14. september i Dagmar og 11.–14. september Grand Teatret.