Den uendelige historie

I år er det hundredåret for Matisses gennembrud, og det markerer Statens Museum for Kunst med en eksperimenterende udstilling. Den tager udgangspunkt i Matisse og præsenterer tre yngre skandinaviske kunstnere, der er midt i eller står over for deres store gennembrud.

Matisse på SMK

Statens Museum for Kunst kunne egentlig have gjort det meget nemmere for sig selv ved at vælge den enkleste metode:

Nationalgalleriet kunne have hængt sin fine samling af Matisse op i nogle af de rum, der for tiden ikke er lukkede på grund af brandsikring. På den måde kunne museet have leveret et kunsthistorisk troværdigt supplement til Louisianas væsentlige udstilling. Kunstmuseet kunne tilmed have lånt nogle billeder i det store udland og gjort udstillingen endnu bedre og bredere.

Men nej. Sådan skulle det ikke være, eller sådan kunne det ikke blive, og der er absolut ingen sammenhæng eller sammenligninger mellem udstillingerne i Humlebæk og Sølvgade. Til gengæld har kunsthistorikeren Tine Nygaard, der er ansat på sidstnævnte adresse, brugt Matisse som en slags løftestang til at lave en udstilling med tre virkelige gode, yngre kunstnere. Aino Kannisto fra Finland og Malene Landgreen og Jesper Just fra Danmark.

Men Matisse er ikke blot en løftestang. Der er også forskellige former for talmagiske og tematiske sammenfald. Det er i år hundrede år siden, Matisse, der dengang var i midten af 30rne, oplevede sit store gennembrud. Og på samme vis er de tre nutidige kunstnere, der - født mellem 1962 og 1974 - er omtrent jævnaldrende med mesteren, da han udstillede sine vilde billeder i Salon d'Automne i Paris, ved at få et sammenligneligt gennembrud. De er efterspurgt af museer og samlere både ude og hjemme, og på lidt samme måde, som Matisse var outreret og mærkelig og fornyende, kan man måske opleve dem som noget tilsvarende.

Endelig synes udstillingen at ville vise, at der bag Matisses velkendte livs- og farveglæde også rodes med begreber som identitetsfølelse og mere eller mindre skjulte erotiske længsler. Man vil - som i et fikserbillede - kunne finde tegn og figurer i de tre nulevende kunstneres værker, der har en sammenhæng med tegn og tematikker hos Matisse.Af Matisse er valgt en halv snes dejlige billeder.

Hans selvbevidste selvportræt fra 1906 eksempelvis samt værker som »La Luxe II«, portrættet af Madame Matisse, »Guldfiskene« og »Lyserøde løg«. De indgår i en installation af Malene Landgreen. Hun har malet på væggene bag dem og rundt om dem på en måde, der kommenterer stemningen i dem, og det vil givetvis dele publikum i dem, der vil synes, det er cool iscenesættelse, og dem der vil hade det.

Igen kunne museet have gjort det lettere for sig selv ved simpelthen at bede Malene Landgreen (født 1962) vise nogle af sine blændende malerier. Få kunstnere i hendes generation har med større overbevisning demonstreret, hvordan det med en følsom beherskelse af virkemidlerne er muligt at skabe nogle overordentlig smukke, non-figurative billeder. Malene Landgreen forstår virkelig at bruge farven og forholde sig til billedets rum på en spændstig måde.Som de tre kunstnere spejler sig i Matisse, spejler de to andre deltagere sig til en vis grad også i hinanden. Begge behandler de (køns)identiteten på en meget tvetydig måde, der åbner en vifte af historier. Aino Kannisto (født 1973), der arbejder med iscenesat fotografi, viser billeder af en ung kvinde. Skønt det er den samme - det er kunstneren selv, der er model - er det ikke nødvendigvis den samme kvinde. Det er muligvis mange kvinders historie, og netop deri ligger det almene.

Som det undertiden er tilfældet hos Matisse, er kvinden påfaldende ofte gengivet i forbindelse med vinduer og spejle og altså overgangssituationer eller øjeblikke af refleksion. Man fornemmer en stor ensomhed i billederne, en tone af melankoli og længsel, men betragteren indbydes til at finde sine egne historier. Et grundtema for udstillingen er som antydet søgen efter identitet, og de historier, den enkelte møder i billederne, vil uvilkårligt være baseret mere på egne erfaringer end på følelsen af, at der ligger en facitliste gemt i de undertiden gådefulde billeder.

Jesper Just (født 1974) er en af de danske billedkunstnere, der i de senere år for alvor har fornyet videoværket. Både gennem sin insisteren på teknisk perfektion og sine sære fortællinger. Han havde en bemærkelsesværdig gennembrudsudstilling i Galleri Christine Wilson i fjor, ved hvilken lejlighed Statens Museum for Kunst klogt erhvervede alle tre udstillede værker, og tidligere på året havde han så igen en storartet udstilling på Herning Kunstmuseum.

Hans små film baserer sig gerne på almene genrekonventioner fra filmens verden og dermed stof fra den fælles billedbank, vi alle har del og lod i. Men Jesper Just formår at dreje sine historier, så de bliver forunderlige. Ofte men ikke altid kredser de om relationer mellem mænd. Der er eksempler på, hvordan han behandler det kvindelige begær og spillet, legen, magtkampen mellem kønnene, men ellers er det ofte forholdet mellem mænd, gerne en yngre og en ældre, han behandler.

Det er nærliggende i flere af hans værker at pege på, at der kan være et homoseksuelt forhold mellem de involverede personer, men værkerne er mere tvetydige end som så. Det kan også være et generationsforhold, den samme mand som ung og gammel eller mellem en læremester og en elev som i Justs afgangsværk fra Kunstakademiet, hvor en ung mand kommer ind i en af dansk kunsts historisk mest betydningsfulde sale på Akademiet, kryber ned under bordet, og bedst som man begynder at forestille sig, hvad han nu skal i gang med, tager han den ældre mands sko og sokker af, hvorefter denne danser på bordet for ham, som for at vise ham, hvordan (livs)kunsten er. Jesper Justs film foregår hyppigt i natten, på stripklubben eller i parkeringskældre, og det er slående på hvilken måde, han synes at analysere det hemmelighedsfulde forhold, der kan være mellem mennesker.