Den troskyldige russer

Var Alexander Litvinenko en lynende intelligent spion, der blev indhentet af fortiden? Eller var han bare en opmærksomhedssøgende lystløgner af en eksilrusser? Den 43-årige tidligere KGB-agent døde af forgiftning natten til fredag. Hans død trækker tråde til toppen af russisk politik og er tæt forbundet med præsident Putins vej til magten.

Alexander Litvinenko døde efter tre ugers sygdom. Spor af giftstoffet polonium 210 er både blevet fundet i hans hjem, på et hotel og en sushi-restaurant, hvor han har befundet sig. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For en mand som Aleksander Litvinenko, der frygter at blive forgivet eller bare lider af den indgroede paranoia, der kommer af et langt liv i spiontjenesten, var den japanske sushi-restaurant Itsu i Wardour Street i London perfekt.

Itsus gæster sidder omkring en ø med et samlebånd, hvor små overdækkede skåle kører rundt og byder sig til med grønne dampende sojabønner i deres skaller, miso-suppe, sashimi af fede mørkerøde skiver frisk tunfisk og portioner af friske hindbær. Alle skålene har plasticlåg, og det er umuligt at forudse, hvem der tager hvilken portion.

En mulig giftmorder ville have forfærdelige arbejdsvilkår i den lille restaurant. Ikke alene sidder alle kunder omkring den lille ø og kan derfor holde øje med hinanden, der er også hængt spejle på skrå mellem loftet og væggen i en vinkel, der sikrer, at ikke så meget som en spisepind bliver dyppet i wasabi, uden alle gæster kan se det.

Men det var her, at Aleksander Litvinenko mødtes til frokost med sin italienske kontakt, akademikeren Mario Scaramella. Italieneren havde indkaldt til møde med Litvinenko med besked om, at han havde vigtige oplysninger om mordet på den russiske journalist og Putin-kritiker Anna Politkovskaja. Han har senere forklaret, at hans virkelige ærinde var at advare Litvinenko om, at hans liv var i fare.

Men den italienske kontakts advarsel kom for sent. Litvinenko døde natten til fredag. Angiveligt forgiftet af et radioaktivt materiale, som der også er fundet spor af på sushi-restauranten.Men hvorfor skulle Litvinenko dø? Hvorfor nu, og hvem stod bag?

Allerede på restauranten var Litvinenko begyndt at føle sig sløj, men han slog det i første omgang hen som madforgiftning.

Det britiske anti-terrorpoliti, der behandler sagen som en »overlagt forgiftning« og »mistænkelig død«, tror nu nærmere på, at Litvinenko blev forgiftet under et andet møde, han havde tidligere den onsdag. Under et møde på et hotel i Londons centrum, hvor han angiveligt drak te med en tidligere KGB-agent, Andrej Lugovoj, og hans to venner, Dimitri Kuvtun og Vjacheslav Sokolenko.

Teorien er, at Litvinenko liv var i fare igennem længere tid, og britisk politi er nu i færd med at gennemse optagelser fra overvågningskameraer omkring hans bopæl i Nord-London i et forsøg på at finde ud af, om der var nogen, der skyggede den tidligere agent.

Umiddelbart fører sporene tilbage til Rusland.

For ni år siden var Litvinenko en del af systemet. Han var et tandhjul i det vidtstrakte russiske sikkerhedsapparat, FSB, der efter Sovjetunionens kollaps i 1991 blev afløser for KGB. Med rang af oberst var han en af de mindre fisk, der som oftest måtte nøjes med maskinelt at udføre de ordrer, der kom ovenfra. Sådan var det også, da han i 1997 blev souschef for 7. division af sikkerhedstjenestens kontroversielle sektion »URPOR«. URPOR kæmpede mod organiseret kriminalitet, men var selv berygtet for sine metoder. Sektionen er i dag opløst. Under den rasende russiske røverkapitalisme i 1990erne benyttede afdelingen sig angiveligt af blodige likvideringer, der ikke stod tilbage for mafiaens egne. Denne afdeling var Litvinenko en del af. Indtil en dag, hvor det lille tandhjul satte sig på tværs.

Stilheden blev brudt på en sensationel pressekonference i november 1998, hvor Litvinenko og en række andre FSB-folk stod frem og fortalte om misbrug i sikkerhedstjenestens rækker. Beskyttet bag mørke solbriller - en enkelt endda i en sort elefanthue - fortalte de for rullende kameraer, hvordan Litvinenko selv angiveligt var blevet kaldt ind på sin chefs kontor og beordret til at myrde den magtfulde rigmand Boris Beresovskij, som på det tidspunkt var leder af Kremls sikkerhedsråd. De fremlagde dog ingen hårde beviser for deres beskyldninger.Men skaden var sket, og FSBs ledelse var rasende. Man anklagede Beresovskij for at stå bag smædekampagnen og truede ham med injuriesager. I et brev skrev ledelsen i FSB, at tjenesten »ikke vil deltage i politiske spil, uanset hvor mange forsøg der gøres på at trække os ind i disse«. Lederen af FSB var på dette tidspunkt ingen ringere end Vladimir Putin. Den senere russiske præsident var allerede på dette tidspunkt godt i gang med at gøre lynkarriere under den daværende præsident Boris Jeltsin.

Efter pressekonferencen gik myndighederne målrettet efter Litvinenko, som blev anholdt for at forfalske beviser. Han blev varetægtsfængslet i ni måneder, indtil han blev frifundet ved de russiske domstole. Da nye tiltaler blev rejst mod ham, flygtede han i november 2000 med Beresovskijs hjælp til Storbritannien. I 2001 blev han britisk statsborger. Også Beresovskij, som ellers var en af de mest magtfulde rigmænd og politikere i Rusland, var i løbet af kort tid faldet i unåde hos den nye præsident, selvom han havde været med til at hjælpe Putin til sejr ved valget tidligere samme år.

Forenet af en dybtfølt lede ved Putin indledte Litvinenko i London et tæt parløb med Beresovskij, hvor de på alle måder forsøgte at pege på den nye præsidents autoritære tendenser. Tungest vejer Litvinenkos bog »At sprænge Rusland i luften« fra 2002, hvor han fremførte tunge anklager mod sin gamle arbejdsplads, FSB og mod Vladimir Putin. I bogen beskyldte han sikkerhedstjenesten for at stå bag en række bestialske bombeangreb mod civile russere i 1999, hvor en serie af nøje koordinerede eksplosioner fik boligblokke i Moskva og flere andre russiske byer til at styrte i grus og knuse over 300 sovende mennesker. Iagttagere er enige om, at eksplosionerne var en politisk milepæl - både for beslutningen om at indlede den anden tjetjenske krig senere samme år - og for Putins vej mod magten. Da bomberne sprang, var Putin nyslået premierminister i Jeltsins regering, og hans beslutning om at sætte hårdt mod hårdt over for den bestialske terror - der straks blev tilskrevet tjetjenerne - skabte et image som en handlekraftig leder, som hjalp ham til at vinde det efterfølgende præsidentvalg.

Beskyldningerne smertede derfor dybt ind i FSBs, i Kremls og ikke mindst i Vladimir Putins troværdighed. Putin kaldte det »umoralsk« overhovedet at komme med den slags anklager. Litvinenkos bog er aldrig udkommet på russisk, og flere tusind kopier af den engelske udgave blev konfiskeret af efterretningstjenesten i 2003.

For Litvinenko var myndighedernes aggressive reaktion til gengæld en hædersbevisning. Pludselig fik han taletid i både russiske og vestlige medier, og han blev brugt som vidne i en parlamentarisk undersøgelsesgruppe i den russiske Duma. Tilsyneladende var Litvinenko en uselvisk helt, der ofrede alt for at fortælle sandheden. Sådan så det i hvert fald ud et stykke tid, fortæller Andrej Soldatov, der er journalist på den uafhængige og Putin-kritiske avis Novaja Gaseta.

»Litvinenkos teori var interessant, da den kom frem. Men den manglede beviser, og heller ikke i de efterfølgende år er der kommet dokumentation for dagen. Tværtimod har mange påstande vist sig falske. Jeg vil slet ikke afvise, at FSB spillede en rolle i eksplosionerne, men meget tyder på, at Litvinenkos version af begivenhederne ikke holder vand,« siger Andrej Soldatov, der har dækket sagen gennem flere år og også truffet Litvinenko i London.

Soldatov påpeger også, at det er gådefuldt, hvorfor Litvinenkos overordnede skulle befale netop ham at dræbe Beresovskij. På dette tidspunkt havde de to nemlig allerede et venskabeligt forhold.Senere har en række dristige påstande sat yderligere spørgsmålstegn ved Litvinenkos troværdighed. Efter metrobomberne i London i 2005 fortalte han den britiske efterretningstjeneste, at FSB havde forbindelser til gerningsmændene. Da sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger var på sit højeste mere end antydede Litvinenko, at avisens kulturredaktør, Flemming Rose, arbejdede på ordre fra Moskva. Og i marts i år anklagede han den tidligere formand for Europa-Kommissionen og nuværende premierminister i Italien, Romano Prodi, for at være tidligere KGB-agent. I øvrigt i samarbejde med selvsamme Mario Scaramella, som han mødte den skæbnesvangre onsdag på restaurant Itsu i London.

Litvinenkos påstande omgærdes derfor med stor mistro - også blandt Kreml-kritikere, som ellers er helt enige i, at Putin har kørt landet i den forkerte retning.

»Problemet med Litvinenkos anklager er, at han har fremsat postulater og ingen dokumentation. Professionelt har jeg meget lidt respekt for hans arbejde«, siger Aleksej Kandaurov, en kendt Kreml-kritiker og medlem af den russiske Duma.

»Men uanset sandhedsværdien, så er forgiftningen et faktum. Alt tyder på, at aktionen er politisk motiveret, og derfor falder mistanken naturligt på FSB, som tidligere har bevist, at de er i stand til at udføre denne slags aktioner«, siger Kandaurov, der selv er tidligere general i KGB og nu parlamentsmedlem for kommunisterne, det største russiske oppositionsparti.

Mange russiske iagttagere spekulerer også i, at mordet kan være arrangeret af høgene i Kreml, som ønsker at spænde ben for Putins muligheder for at samarbejde med Vesten. Eller endda af Litvinenkos gamle ven Boris Beresovskij. Listen over konspirationsteorier er lang. Mængden af fakta er sparsom. »Det er spekulation. Det er for tidligt at drage konklusioner,« siger Andrej Soldatov.Alligevel påpeger kritikere, at listen over mistænkelige dødsfald blandt Kremls fjender er tankevækkende lang. En redaktør for Novaja Gaseta, Jurij Sjtjekotjikhin, døde under mystiske omstændigheder i 2003. Den tjetjenske minister, Selimkhan Jandarbijev, blev dræbt ved en eksplosion i Qatar i 2004. Samme år blev den russiske journalist Anna Politkovskaja - også fra Novaja Gaseta - forgiftet, da hun var på vej til Beslan for at forhandle med gidseltagerne. Hun overlevede kun for at blive skudt ned nær sit hjem i oktober i år. I denne måned blev en tjetjensk sikkerhedschef dræbt på åben gade i Moskva - tilsyneladende med accept fra det russiske politi, som stod og så til.

»Jeg tror ikke, at alle disse mord er beordret af Kreml. Men de tyder alle på, at strafudmåling i Rusland ikke kun finder sted ved landets domstole. Og værre endnu, så tyder de på, at beslutningen ikke altid tages på øverste niveau, men også af laverestående myndighedspersoner. Det er virkelig en skræmmende tanke,« siger Kandaurov.

Tilbage i London blev dødsdommen over Aleksander Litvinenko eksekveret natten til fredag på University College Hospital. Manden, der engang havde løbet 10 kilometer om dagen lå i en hospitalsseng i ufattelige smerter, omgivet af apparater, der stik imod alle odds skulle holde den afpillede krop i live. Et for et gav organerne op, knoglemarven var ødelagt. Tre uger efter han formentlig blev forgiftet, led den tidligere agent en langsom og smertefuld død. Til det sidste kæmpede Litvinenko, der var overbevist om, at det var FSB, der havde fået skovlen under ham. Som han sagde til sin hustru Marina, »så skal de svin ikke have lov til at at slå mig ihjel.«

Men til sidst fik i hvert fald nogen stoppet det lille tandhjul.