Tørke i Kina har forårsaget så lav en vandstand i Yangtze-floden, at en ø er dukket frem af vandet i den sydvestlige by Chongqing.

Tre stenstatuer er blevet fundet på den højeste del af ørevet kaldet Foyeliang. Statuerne menes at være 600 år gamle og er udhugget i klippen under Ming- og Qing-dynastierne. En af statuerne forestiller en munk siddende på en lotuspiedestal, oplyser Kinas statslige tv-selskab, CCTV.

Yangtzes vandstand er faldet hastigt på grund af en tørke og en hedebølge i Kinas sydvestlige region.

Nedbøren i Yangtze-bassinet har været 45 procent lavere end normalt siden juli, og høje temperaturer vil sandsynligvis fortsætte i mindst en uge endnu, lyder vurderingen ifølge officielle prognoser.

66 floder på tværs af 34 amter i Chongqing er tørret ud, oplyser det statslige tv-selskab.

Andre steder i verden er fortiden ligeledes dukket frem som følge af tørken. Uger med massiv hede og tørke over hele Europa har også her afsløret skatte, som længe har været under vand.

I Spanien har arkæologer således glædet sig over fremkomsten af ​​en forhistorisk stencirkel kaldet »den spanske Stonehenge«. Denne klippeformation menes at være skabt 5.000 år før Kristus og er blevet synlig, efter at vandet i det omkringliggende reservoir har trukket sig tilbage.

Også såkaldte hungersten er blevet synlige i tjekkiske og tyske floder. Hungersten er en slags vartegn fra det 15. til det 19. århundrede, der tjener som mindesmærker for hungersnød, og som advarsler for tørke. En ildevarslende inskription på en af stenene lyder: »Hvis du ser mig, så græd«.

Den voldsomme varme i især Syd- og Mellemeuropa formodes at være forårsaget af global opvarmning. Den globale temperatur er steget markant siden den industrielle revolution.