Den tid, der aldrig kom

George Orwells roman »1984« er et fremtidsmareridt, der for længst er blevet fortid. Berlingskes litteraturredaktør gør status over mesterværket, der får dansk dramapremiere i morgen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

George Orwell tog fejl. Heldigvis. Storbritannien blev ikke til provinsen Airstrip One i superstaten Oceania. Verden har ikke, siden Anden Verdenskrig, befundet sig i en permanent tilstand af krig.

Den del af kloden, vi bor på, er ikke kendetegnet af permanent overvågning, af et politisk system, hvor en privilegeret elite slår hårdt ned på enhver form for individualisme og uafhængig tænkning, og hvor partiet til enhver tid kan omskrive historien, som det lyster. Gør det britens berømte dystopiske roman, »1984«, til et mindre værdifuldt værk, at han, da han skrev den, i slutningen af 1940erne, seriøst frygtede, at verden efter katastrofen ville gå fra ondt til værre?

Er det et problem, at den for eksempel skildrer verden som opdelt i tre gigantiske superstater, den ene værre end den anden? Gør det den mindre læseværdig, at dens ekstreme pessimisme trods alverdens elendigheder trods alt ikke viste sig at holde stik? Nej. Man skal blot, når man læser »1984« – eller ser Robert Ickes og Duncan Macmillans dramatisering, der lørdag har dansk premiere på Betty Nansen Teatret – gøre sig klart, at det, en dystopi som »1984« først og fremmest siger noget om, ikke er fremtiden. Det er derimod den tid, den selv blev skrevet i.

Den siger noget om det, som den, der skriver, frygter allermest, og det, som den demokratiske socialist George Orwell frygtede allermest, var en ny verdensorden, blottet for humanitet, en verdensorden, hvor de rædsler, som allerede fascismen, nazismen og kommunismen havde frembragt, ville blive universelle. At det ikke skete, gør ikke hans roman mindre værd. George Orwell var forfatter. Ikke spåmand.

Om »1984« så stadig har noget relevant at sige os, der lever her og nu, afhænger af øjnene, der ser. Man kan, hvis man vil, omfortolke Orwells mareridtsvisioner til en anden form for mareridt, nemlig et mareridt i form af det overvågningssamfund, som digitaliseringen muliggør, og som den amerikanske whistleblower Edward Snowden inkarnerer.

Mesterværk og reality-tv

Eller man kan, og vel med lige så god ret, erklære den fremtid, som »1984« skildrer, for vildt overdrevet og lige så urealistisk som dens modsætning, et jordisk paradis. Uanset hvad man gør, kommer man ikke udenom det paradoksale i, at denne fremtidsskildring handler om noget, der i nutiden er fortid. I den forstand har »1984« overlevet sig selv. I en anden forstand har den det ikke. 

Dens sprog er gået over i sproget, som få andre litterære værkers sprog har gjort det. »Big brother is watching you« er ikke bare blevet et fyndigt, alment kendt udtryk for det totalitære samfunds praksis til alle tider. Vendingen »Big brother« er gledet helt ind i populærkulturen, som en betegnelse for en særlig idiotisk form for TV, hvor de medvirkende filmes døgnet rundt.

Ordet »nysprog«, der i »1984« betyder, at Ministeriet for fred står for krigsindsatsen, Ministeriet for rigdom for rationering etc., er også blevet en del af vores ordforråd, et dækkende udtryk for det, man også, mindre elegant, kalder bullshit. »Tankepoliti« og »dobbelttænkning« er andre mindeværdige gloser fra »1984«, og adjektivet »orwellsk« er et lige så præcist og sigende udtryk for totalitært som »kafkask« er for klaustrofobisk bureaukratisk. Romanens sprog er blevet vores sprog. I den forstand er den udødelig.

At »1984« indskriver sig i en lang række mindeværdige litterære dystopier, hører også med til historien om romanen. Den russiske forfatter Jevgenij Zamjatins »My« fra 1920 advarer utvetydigt mod teknologibegejstring og totalitarisme og foregriber på mange måder ikke bare »1984«, men også sådan noget som Aldous Huxleys »Fagre nye verden«, der udkom i 1931 og foregår i år 2540, i et fremtidsmareridt af et gennemmanipulerende verdenssamfund. 

I Ray Bradburys »Fahrenheit 451« fra 1953 er vi i et fremtidigt USA, hvor bøger er forbudt, og hvor de, der alligevel bliver fundet, bliver brændt. I »A Clockwork Orange« fra 1962 skriver Anthony Burgess om en ikke så fjern britisk fremtid, domineret af ungdommelig ultravold. Det, disse dystopier har til fælles, er, at de er politiske.

Romaner som et spejl af samtiden

At det er nogle bestemte styreformer, nogle politisk bestemte undertrykkelsesmekanismer, der udgør kernen i deres fortællinger. Som sådan spejler de, jvf. indledningen, deres forfatteres tid.

At en anden form for litterære dystopier i dag er mere synlige, er derfor heller ikke overraskende. Nutidens største frygtskaber er jo, islamisme eller ej, ikke en truende, fascistisk samfundsudvikling, men manglende bæredygtighed, en forestående økologisk katastrofe. Hvilket så igen, logisk nok, fører til noget litterært andet, til økologiske dystopier som dem en respekteret og storsælgende canadiske forfatter som Margaret Atwood er en mester i.

Men da George Orwell skrev, var dagsordenen som nævnt en anden, frygten en anden. Derfor blev »1984«, som den blev. At dens sortsyn i øvrigt blev påvirket af omstændighederne omkring dens tilblivelse er heller ikke usandsynligt. 

En god ven, redaktøren David Astor, lånte George Orwell sin øde beliggende skotske gård, så han kunne få arbejdsro til at skrive »1984« færdig, og den turberkuløse forfatter arbejdede som en rasende for at blive færdig, og han blev færdig, men prisen var høj, for han fik ikke den lægehjælp, han skulle have haft. Som han selv sagde til David Astor, da han endelig havde ladet sig indlægge på et sanatorium: »Jeg burde have gjort det her for to måneder siden«.

»1984« blev udgivet 8. juni 1949. I den frie verden var der almindelig begejstring. Winston Churchill læste den angiveligt to gange. George Orwell selv fik det værre og værre. 21. januar 1950 døde han, 46 år gammel. Men »1984« levede videre. Ligesom en anden stor Orwell-roman, den satiriske, anti-totalitære »Kammerat Napoleon«.

Og den lever stadig. »1984« trykkes, sælges og læses som den moderne klassiker, den er, og den er almindeligt anerkendt som et hovedværk i det 20. århundredes litteratur, selv om det, dens forfatter frygtede allermest, altså ikke er det, som folk som flest i dag frygter mest. Dette er kun et tilsyneladende paradoks. Stor kunst er altid både tidsbunden og tidløs. »1984« er i meget høj grad begge dele. Det er ikke det mindst bemærkelsesværdige ved George Orwells dystopiske mesterværk.