Den svære toer

Rita Ora og Alessia Cara færdes i hver sin ende af popscenen og er begge aktuelle med deres andet album. Der er dog flere kalorier og nuancer i Caras eftertænksomme r&b-pop end i Oras storladne fitnesscenter-hit.

FASHION-US-VICTORIA SECRET-SHOW
Rita Ora under hendes optræden ved det årlige modeshow for undertøjsmærket Victoria's Secret i November i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY

Det er hele seks år siden, den britiske popsangerinde med albanske rødder Rita Ora entrerede poppens arena med albummet »Ora« og hitsinglerne »How We Do (Party)« og »Shine Ya Light«.

Med hjælp fra et stærkt debutalbum og en række storhittende singler er hun rykket op i samme kategori som sangerinder som Ellie Goulding og Jessie J med fremadstormende pophit som »I Will Never Let You Down«, »Your Song« (ikke at forveksle med Elton Johns hit af samme navn). Hun har desuden været dommer i den britiske udgave af X Factor.

Seks år er en menneskealder i poppens verden. Men hvor debutalbummet var en slagkraftig samling af bastunge pophits med understrømme fra hiphop, dancehall og grime, er opfølgeren en mere fersk og også lidt tandløs affære.

Generisk pop
Tonen slåes an på singlen »Anywhere«, der lyder præcis lige så ufarlig, som det generiske fitnesscenterpop, der strømmer ud af højtalerne på Joe & The Juice. Tænk episke pophits med tropical house undertoner, autotune og de samme tromme-fills, som vi har hørt hos Justin Bieber, Major Lazer og MØ siden 2015.

»Tonen slåes an på singlen »Anywhere«, der lyder præcis ligeså ufarlig, som det generiske fitnesscenterpop, der strømmer ud af højtalerne på Joe & The Juice.«


Det er ikke dårligt, men heller ikke noget, som skiller sig ud fra alle de andre af tidens store pop-anthems. Der kommer først for alvor noget på spil på »Lonely Together« der er produceret af den svenske afdøde producer Avicii. Det er første gang på albummet får lyst til at løfte armene over hovedet.

Albummets højdepunkter er den solbeskinnede drum'n'bass-dovne »Summer Love« og den Motown-agtige »Velvet Rope« med nynnekor og håndklap. På de numre er teksterne i sync med de store følelser, som musikken lægger op til.

Coming of age-titel
Så er der mere at komme efter hos canadiske Alessia Cara, der befinder sig i krydsfeltet mellem elektrisk ladet r&b og pop krydret med understrømme af vuggende reggae og klassisk singer-songwriter.

Cara bragede igennem lydmuren i 2014 med hittet »Here«, der samplede basgangen fra Isaac Hayes' klassiker »Ike's Rap«, der også blev brugt på Portisheads kæmpehit »Glory Box«. På den måde viste Cara, at hun ikke bare har styr på tidens toneklang, men også kender sin musikhistorie.

På sit andet album med den eftertænksomme titel »Growing Pains«, viser Alessia Cara, at hun både rummer det skarpe og det sødmefulde. Flere af numrene er skrevet af den amerikanske producerduo Pop & Oak og langer ud efter tidens perfekthedsidealer og SoMe-kendisser:
Guess we forgot how to live a life with no filter/ Making boring people famous/ Let's pretend they're fascinating/ Let's tell little girls that pretty girls are better/ Or that pigment or religion really matters

»Ligesom beslægtede sangerinder som Fiona Apple og Regina Spektor fortæller hun historier, så man flyder med den honningmarinerede stemme og ender et helt andet sted, end man startede«


Sangene på »Growing Pains« gør ikke opmærksom på sig selv med storladne housebeats eller stramt producerede synthesizwertemaer. Men Alessia Cara kan noget andet.

Ligesom beslægtede sangerinder som Fiona Apple og Regina Spektor fortæller hun historier, så man flyder med den honningmarinerede stemme og ender et helt andet sted, end man startede - som f.eks. på den stramme »Nintendo Game«, hvor hun sammenligner kærligheden med et Nintendo-spil. Hvis der er nogen retfærdighed til, bør albummet blive Alessia Caras adgangsbillet til poppens elite.

Rita Ora: Phoenix (Roc Nation/ Universal)
★★★☆☆☆ stjerner

Alessia Cara: The Pains of Growing (Def Jam/ Universal)
★★★★★☆