Mands Minde-foredragene på Vartov i København er som genre en blanding mellem personlige erindringer og politisk-historisk samtidskrønike, en skive af tiden set gennem et temperament. Man får ikke nødvendigvis den højere litterære erindringskunst eller den semividenskabelige historiske analyse, men tekster der skrives under et vist tidspres og skal kunne fungere i en foredragssal. Og det fungerer godt.

Bortset fra at Niels Højlund vælger at se bort fra privatlivet, der er næsten intet om børn og familie, ægteskab og skilsmisser. Det kan der være gode grunde til fra personlig blufærdighed til diskretionshensyn, men det virker noget kunstigt som vidnesbyrd fra en tid, hvor det private også var politisk eller i hvert fald svært at holde ude fra alt, hvad der i øvrigt foregik.

Højlund er særdeles velvalgt til rollen som »minde-mand«. Han er gået ind i sin tid, har haft en stribe meget forskelligartede jobs og altid været offentlig debattør. Fra at have været kendt i specifikke kredsløb som højskolens blev han folkeeje i årene med »Højlunds Forsamlingshus« i TV2s pionértid. Det var noget helt andet, end man var vant til at se, og programmet blev et af dem, som mange elskede og andre elskede at hade. For var han ikke bare for meget, denne Højlund, der dér hoppede rundt som en bajads, aldrig lod folk tale ud, allerhelst interviewede sig selv og da også mente så mange forskellige ting, at han selv var en slags omvandrende forsamlingshus?

Vi får fortalt interessante historier om, hvordan Højlund allerførst var meget tæt på at blive hele kanalens souschef. Jørgen Schleimann var nemlig ophøjet ligeglad med, at Højlund intet vidste om TV, men han »dumpede« til gengæld til en jobsamtale med bestyrelsesmedlem Niels-Jørgen Kaiser. I stedet fik Højlund lovning på sit eget TV-program, men det vil sikkert undre mange, at han blev sendt til New York på studietur i talkshows, og dér fandt sit koncept. Hvis fundet da ikke bare er noget, han har bildt sine chefer ind, for det var jo højskolen, han bragte ind på TV.

Kulturelt repræsenterer Højlund nemlig på alle måder »det andet Danmark«, og selv om Klaus Rifbjerg, kongen af »det første Danmark«, også gerne karikerer og spidder sine venner og medkæmpere, er han nu aldrig mere energisk og veloplagt ondskabsfuld, end når han er efter en Martin A. Hansen, en Jørgen Thorgaard - eller netop en Niels Højlund, som i romanen »Alea« fra 2003 portrætteres i fræsende stil over flere sider, hvor selv hans mindste særhed og gebærde sættes under mikroskopi.Ideologisk og politisk og har Højlund haft et omskifteligt liv: han er vokset op som gårdsmandssøn i et missionshjem på Djursland og er altså en del af den danske kultur (»Missionen«), som ifølge Hans Hauge endnu aldrig er skildret indefra, men kun fordømt og karikeret udefra. I trods mod en præsteprofeti vælger Højlund at læse historie og kristendomskundskab i stedet for teologi, men i praksis er det i studietiden i 1950erne de store Aarhus-teologer, han opsøger. Løgstrup, Sløk og Lindhardt er med deres sækulariseringsteologi, hvor de kristne ikke udgør en »lejr«, men deler forlegenhed og vantro med ikke-kristne, med til at give missionsdrengen et passende doseret modernitets-chok. Han blev dermed godt rustet til i 1959 at blive lærer på kronjuvelen i dansk højskoleverden, Askov.

Ingen kommer uden om ungdomsoprøret som det helt store vandskel i dansk efterkrigshistorie, men der er ikke altid enighed om, hvor skellet ligger. Ole Grünbaum har erklæret sig som »67er« i stedet for »68er« og med en lignende gestus er Niels Højlund vel nærmest »60er«. Det rigtige ungdomsoprør foregik ifølge ham på Askov Højskole først i 1960erne, hvor de læste alle de store modernistiske forfatterskaber, spillede absurd teater og diskuterede alt mellem himmel og jord. I det hele taget laver Højlund nogle interessante horisontforskydninger, hvor han flytter tyngdepunktet fra de københavnske mediedagsordener og ud i landet. F.eks. mener han, at vækkelserne i 1800-tallet var et traditionsbrud og en oplysningstid, der gik forud for brandesianismen, der til en vis grad er byborgerskabets selvforherligende fortælling. Denne ombrydning er nok det mest interessante overordnede greb i bogen og laver et frugtbart rod i de gængse firkantede opstillinger med land og by, bagstræb og fremskridt, højre og venstre osv.Niels Højlund har, som så mange andre, bevæget sig fra venstre mod højre i løbet af sit liv. Der er ikke noget forsøg på at »frisere« fremstillingen til, at han egentlig altid har ment det samme. Han er et klassisk folkekirkeligt eksempel på det, som Søren Ulrik Thomsen har kaldt religionens container-funktion: Når man har det hellige placeret ét sted, f.eks. i gudstjenesten, så behøver man ikke gå rundt og »spille hellig« ude i det politiske. Konsekvent nok har Højlund da også et meget skarpt blik for en sådan hjemløs hellighed: Han er helt nådesløs i sin kritik af det tidlige VS og fantasierne omkring det magtfrie rum. Hvor det så selvfølgelig altid var københavnerne, der endte med at bestemme, fordi dem fra provinsen skulle af sted med toget, før kongressen sluttede, og hvor de »karismatiske« magtmennesker så meget lettere kunne drive deres spil på gangene, når al formel magt og procedure var sat ud af kraft.

Lige så ætsende er han i sin kritik af Socialdemokraterne og De Radikale. Hvor han dog under dem deres politiske deroute, når de nu ikke kan opgive deres hovmodige idé om at være førstefødte til magten. Fremhæves skal også analysen af, hvordan Poul Nyrup Rasmussen på katastrofal vis indførte moralismen i dansk politik i begyndelsen af 1990erne (anstændighedens årti), fordi Socialdemokraterne fik sværere og sværere ved at formulere en tidssvarende politik, der lå ud over finjusteringer af velfærdssamfundet.Men hvor har Niels Højlund det svært med Søren Krarup. Opgøret og afregningen med Krarup er et slags crescendo i bogen, hvor det ikke er helt let at gennemskue, hvad der foregår, fordi følelserne går så meget over deres bredder. Højlund er på det rene med, at Krarups modstandere som regel har undervurderet ham og derved også gjort sig selv dumme. Han siger det næsten messende, mange gange, at han ikke selv undervurderer Krarup. Han kritiserer ham også sagligt, men støddene går, i hvert fald efter mit skøn, ikke dybt nok, og måske derfor kammer opgøret over i noget andet. Højlund angriber Krarups væsen, at han altid har ment det samme, ikke er til at rykke, og ganske konsekvent om end temmelig usædvanligt leverer Højlund et ad hominem forsvar for sig selv: »...jeg foretrækker mit eget rodede, brogede, snoede, indviklede liv for al Søren Krarups teologiske regelrethed. Mit liv er i al sin forvirrethed og med sine utallige indbyrdes modstridende tendenser dog netop mit. Det andet liv, det som Søren Krarup vil have mig til at leve, ville jeg ikke kunne genkende som mit eget.«

Med fare for at lægge Højlund på briksen, så virker det, som om Krarup bliver en instans i hans psykiske husholdning snarere end en politisk modstander. Det er, som om det faktum, at Krarup altid har ment det samme, herunder en del af det Højlund nu efter sit lange brogede liv selv er nået frem til, er en plage og anfægtelse. Højlund føler sig ligesom sat under anklage, selv på det privatliv han ellers ikke vil fortælle om i sin bog. Det er, som om der engang i tidens strøm blev affyret en harpun nede fra Seem, og den har så - zap! - boret sig ned i den store hvide grundtvigske hval og lige meget hvor meget hvalen kæmper og vrider sig på sin snoede og brogede vej gennem livet og springer mod solen, lige lidt hjælper det. Den kan ikke komme fri af spyddet, der dirrer i dens bløde kød.

Harpunen sidder nok heller ikke et helt tilfældigt sted, men netop i det svage punkt, den blinde plet, hos hele den moderne grundtvigske bevægelse, som Højlund er en del af, fra de tidlige tidehvervs-grundtvigianere som Kaj Thaning og Knud Hansen og gennem generationer af Studenterkreds-folk frem til i dag. Svagheden er, når man driver kult med kraften, livet, begejstringen, entusiasmen - hellere livets uro end gravens ro, kamp må der til skal livet gro, Herren velsigne og forbavse dig, og alle de andre gamle vitalistiske fraser - og tilsvarende skruer ned for tanken og den (selv)kritiske sans. Til kamp mod dødbideriet, det er, hvad det gælder om, skidt med at man argumenterer sig fra det ene synspunkt over i det modsatte, bare man har sig selv og sit hjerte med i det og plads til begejstring. Også her i bogen kan man ved krydslæsning finde eksempler på, at Højlund modsiger sig selv, som om han stadig stod og animerede diskussionen i sit forsamlingshus.

Nå, lad os ikke putte mere salt i det gamle sår. Ellers ender det med, at jeg giver »Bedre end fortjent« en værre anmeldelse end fortjent. For der er meget at hente hos Højlund, både historisk, analytisk, polemisk og anekdotisk. Det er en bog for både brushoveder og dødbidere.