Den store balletrevolution

En af det 20. århundrede mest revolutionerende balletter, »Le Sacre du Printemps«, til Stravinskijs formidable og ekstatiske musik fylder 100 år. Balletten om forårets ofring, der oprindeligt blev koreograferet af Nijinskij til Les Ballets Russ

Uropførelsen af »Le Sacre du Printemps« sendte chokbølger igennem samtidens balletscene. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt var tumult. Der blev råbt og skreget, og publikum dunkede hinanden oven i hovedet af ophidselse, da »Le Sacre du Printemps« havde urpremiere i Paris i maj 1913 med Sergei Diaghilevs banebrydende kompagni, Les Ballets Russes. En begivenhed, der hører til en af både ballet- og musikhistoriens største skandaler.

Allerede da fagotten i orkestret begyndte at spille den indledende folkemusikinspirerede solo, der ligger i et usædvanligt højt leje, lød der protester i salen. Og da tæppet gik op, brød stormen for alvor løs.

Det var nu nok først og fremmest Igør Stravinskijs ekstatiske musik med de uregelmæssige og stærkt pågående rytmer i det store orkester, der fremkaldte de voldsomme reaktioner blandt publikum. Aldrig havde man hørt noget lignende.

Men Vaslav Nijinskijs koreografi, der brød med hele den klassiske ballets æstetik, virkede også chokerende. Selv for et publikum, der var vant til at se progressive forestillinger på det nyåbnede Théâtre des Champs-Elysées. I modsætning til den klassiske ballets svævende lette sylfider i tåspidssko og med udaddrejede fødder, var danserne i »Le Sacre du Printemps« i bløde sko, havde ligefrem indaddrejede fødder og hele tiden tyngde mod jorden i den rituelt inspirerede dans, hvor de hoppede, sprang og stampede til musikkens heftige rytmer.

Stravinskij, der selv sad i salen, da forestillingen startede, har fortalt, hvordan han hurtigt forlod sin plads i raseri over publikums reaktion og gik om bag scenen. Her stod Nijinskij på en stol i kulissen og råbte tællinger til danserne, der havde svært ved at høre orkestret på grund af støjen fra publikum.

Uden held forsøgte man at dulme gemytterne ved at tænde lys i salen, mens dirigenten Pierre Monteux i orkestergraven efter ordre fra Diaghilev fortsatte med at dirigere Stravinskijs udfordrende musik helt til ende.

Idéen til »Le Sacre du Printemps« havde Stravinskij fået, netop som han var ved at afslutte partituret til balletten »Ildfuglen«, som Les Ballets Russes uropførte i Paris i 1910.

»Jeg så i drømme et hedensk ritual, hvor en udvalgt jomfru som et offer, danser sig til døde. Hun bliver ofret, for at formildne forårets gud,« har Stravinskij fortalt. Og da han omtalte sin drøm for Diaghilev, så den visionære impresario straks et potentiale til en ny og overraskende ballet.

Den anerkendte russiske maler Nikolaj Roerich blev med sin store interesse for fortidens slaviske folk og deres ritualer valgt til at lave scenografi og kostumer. Og sammen med Roerich udformede Stravinskij librettoen til den godt en halv time lange ballet, der har to overordnede dele: »Tilbedelse af jorden« og »Ofringen«.

Nijinskij, der først og fremmest var kendt som en formidabel danser i Les Ballets Russes med en fantastisk klassisk balletteknik, var allerede gået helt nye veje, da han i 1912 koreograferede sin første ballet, »En Fauns Eftermiddag«. Her bevægede danserne sig med kantede trin som en todimensional frise, og ikke mindst ballettens erotiske slutning havde forarget det parisiske publikum.

I »Le Sacre du Printemps« var han inspireret af russiske og slaviske folkedanse, som han havde kendskab til fra sine forældre, ligesom Roerichs historiske viden om de hedenske ritualer var en stærk inspirationskilde. Men problemet var at omsætte Stravinskijs komplicerede musik til trin og instruere 46 dansere i de yderst komplekse rytmer, der på ingen måde mindede om traditionel balletmusik. Hjælpen blev fundet hos den schweiziske komponist Émilie Jacques-Dalcroze, der havde udviklet en metode til at udtrykke musik gennem bevægelse, det såkaldte eurytmiske system. Hans stjerneelev, Marie Rambert, blev Nijinskijs assistent, og hun dansede også selv med i balletten, hvor bevægelserne nøje følger alle musikkens rytmer.

Hele 120 prøver skulle der til at skabe koreografien, der ligesom musikken afspejler de voldsomme kræfter, der er på spil, når det russiske forår bryder løs. Værket afspejler også den interesse, der generelt var i tiden omkring århundredeskiftet for primitivisme, og det var netop i 1913, at Sigmund Freud udgav sit antropologiske essay »Totem og tabu« om primitive kulturer.

I eftertiden er »Le Sacre du Printemps« ofte blevet fortolket som et billede på en verden på vej mod sammenbrud og en indvarsling af Første Verdenskrig, der brød ud året efter. Som dirigenten Sir Simon Rattle har sagt om musikken: »Det er nok ikke tilfældigt, at »Le Sacre du Printemps«, som på så mange måder er det 20. århundredes kerneværk, blev til i 1913, lige før den største brand verden nogensinde havde oplevet. Værket beskriver ikke bare det russiske forår, men er en musikalsk metafor for en udpint æra, der krakelerer«.

Og som multikunstneren Jean Cocteau har sagt om balletten, er det »et værk, der åbner og lukker en epoke.«

Anmeldelserne efter uropførelsen i Paris svingede fra begejstring og forbløffelse til forargelse og ironiske overskrifter som »Le Massacre du Printemps«. Kun fem opførelser blev det til i Paris og i juli tre i London. Her var modtagelsen generelt mere positiv, og Les Ballets Russes kom publikum i møde ved at lave introduktioner, inden tæppet gik.

Hurtigt blev Stravinskijs musik anerkendt som et epokegørende mesterværk. Succesen var allerede i hus, da Monteux ti måneder efter uropførelsen dirigerede værket ved en koncert i Paris. Balletmusik havde hermed for første gang fået et selvstændigt liv i en koncertsal, og Stravinskijs »Le Sacre du Printemps« er i dag en del af alle de store orkestres repertoire.

Nijinskijs koreografi, der i dag betragtes som et pionerværk for moderne dans, forsvandt til gengæld helt fra scenen i mange år. Da Nijinskij, der var Diaghilevs elsker, i efteråret 1913 giftede sig, blev han afskediget fra kompagniet. Få år efter blev han diagnosticeret som skizofren og tilbragte resten af livet ind og ud af hospitaler.

Men i 1987 kunne koreografen Millicent Hodson og kunsthistorikeren Kenneth Archer efter syv års forskning rekonstruere Nijinskijs koreografi og Roerichs scenografi og kostumer for den amerikanske Joffrey Ballet. Denne rekonstruktion har siden med stor succes været danset af kompagnier verden over og bliver på 100-års dagen for urpremieren opført på Théâtre des Champs-Elysees af Mariinskij Teatrets Ballet og Orkester under ledelse af dirigenten Valery Gergiev.

Gennem tiden har Stravinskijs musik inspireret utallige koreografer til at skabe helt nye trin og fortolkninger af »Le Sacre du Printemps« og gør det fortsat i dag.

Maurice Béjart lavede i 1959 en mesterlig udgave, hvor danserne iklædt enkle trikoter slipper urkræfterne løs i en kraftfuld, dyrisk og seksuelt betonet rituel dans, hvor mand og kvinde til sidst forenes.

En anden væsentlig udgave skabte Pina Bausch i 1975, hvor hun på et scenegulv dækket af brun jord lader unge mænd og kvinder danse sig gennem et spændingsfyldt og erotisk æggende ridt samtidig med, at hun sætter fokus på individet (ofret) over for gruppen.

Til de nyere og mere radikale udgaver hører Uwe Scholz’ dobbelt-version, som havde premiere med Leipziger Ballett i 2003 og viser henholdsvis ensomhedens og kollektivets erotiske offerdans.

»Her i det nye årtusinde er potensen i Stravinskijs musik jo stadigvæk overvældende. Jeg fremstiller Stravinskijs erektioner,« sagde den nu afdøde Uwe Sholz i forbindelse med premieren på sit tvillingeværk, hvor ensemble-versionen associerer til Béjarts ballet.

Men interessant og kontroversiel er især Sholz’ selvbiografiske og Nijinskij-inspirerede soloversion, hvor dansen suppleres med effektfulde mareridtsagtige videoprojektioner. Her viser Sholz både omkostningerne ved at ofre sit liv til ballettens verden og en søgen efter seksuel identitet. Solodanseren ender i et toiletrum, hvor han kaster lort på billeder af sit eget liv, inden blodet vælter ned over ham som en væske, der både kan give sygdom, liv og katarsis.

En splinterny version af »Le Sacre du Printemps« kan man opleve herhjemme i næste uge, når Dansk Danseteater sammen med Sjællands Symfoniorkester og 200 skolebørn indtager Østre Gasværk med en koreografi skabt af danserne i samarbejde med Tim Rushton.