Den største helt

David Bowie, der fylder 60 i dag, er langt mere end en af den moderne musikhistories største kunstnere. Han er en ener, en helt. Og dem har vi alle sammen brug for til at udfordre os og holde os i hånden gennem tilværelsen.

David Bowie optræder her i musikhuset Vega på Vesterbro i København i 1999. Foto: Simon Knudsen Fold sammen
Læs mere

David Bowie sidder i en blød lænestol i en hotelsuite i hjertet af Paris. Han ser uforskammet godt ud, selv om uret siger 9.30, og han for blot ti timer siden gik af scenen efter en maratonkoncert i en århundrede gammel, smuk teatersal på toppen af Montmartre. Ikke nok med det. Efter koncerten tog han direkte på den hotte Buddha Bar og kølede ned i yderligere et par timer med champagne, østers og sushi i selskab med sin kone Iman, fotomodellerne Naomi Campbell, Kate Moss og andre fra den internationale jetsetelite. David Bowie tager de tynde, guldrandede briller af, lægger dem på bordet, rejser sig og rækker hånden imødekommende frem, mens en orkan af karisma vælter ud af hver en pore af hans spinkle, bleg-engelske krop.

Fire år tidligere i London forud for en koncert på Wembley Arena sad Bowie på et podium og svarede på spørgsmål fra et internationalt pressekorps. Jeg sad på første række og mistede mælet i hans em af intensitet og storhed og genkender følelsen i hotelsuiten, da han rykker sin stol helt tæt på uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra mit. Jeg har andre helte end David Bowie, også større helte, som jeg tilmed har været så privilegeret at interviewe. Men de blegner alle i Bowies nærvær.

Lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet har skrevet lange essays om Bowie. Lige som han i årtier har studeret og skrevet om rockmusikken og kulturerne omkring den fra nærmeste hold. Også Johannes Andersen hæfter sig ved Bowies enestående karisma, når han bliver bedt om at fremhæve en række af de ting, som har gjort David Bowie til en helt og et ikon for millioner af mennesker verden over:

»David Bowie er frygtelig karismatisk. Selv når han står oppe på scenen, fornemmer man tydeligt et helt specielt nærvær og en utrolig karisma. Bob Dylan er jo ikke karismatisk, men det er Bowie,« siger Johannes Andersen og henter mere skyts i 1970erne, da Bowie for alvor trådte ind på den internationale pop- og rockscene. Og blev der, øverst oppe.

»Grundlæggende mener jeg, at vi alle sammen har brug for helte i vores tilværelse. Vi har brug for nogen til at udfordre os, til at åbne nye døre for os. Nogen vi kan spejle os i og bruge som støttepædagoger igennem livet. Simpelthen som eksempler på, at vi kan opnå noget, noget vi kunne tænke os selv at være. Og i et samfund som vores, hvor vi dyrker individualismen men ret beset er kopier alle sammen, er det vigtigt at have sande enere som David Bowie,« begynder Johannes Andersen og fortsætter:

»I 70erne udfordrede David Bowie alt og alle. Han gik stik imod den fremherskende, »rigtige« musik, som var meget politisk. Og en figur som hans berømte Ziggy Stardust (som Bowie introducerede i 1972, red.) vil aldrig forsvinde. Den måde, hvorpå Bowie brugte alter egoet Ziggy til at afsøge fysikkens og sindets grænser, vil for altid være enestående. Her satte Bowie sig selv på spil i en uhyggelig grad og med et så stort musikalsk overskud, at det ... ja ...« tøver Johannes Andersen og siger efter en kort tænkepause:

»Dengang udfordrede han også kønnets grænser, udseendets grænser. Og han gjorde det på så radikale måder, at man stadig ikke har fået nok af ham og de tilhørende myter. Det hele er ikke helt sat på plads endnu, og det gør, at han bliver ved med at være interessant.«

Hermed taler Johannes Andersen sig ind på noget af det helt fundamentale omkring helte og ikoner, nemlig mytologien.

»Vores helte skal repræsentere en helt speciel historie, som gør os endnu mere interesseret i at dykke ned i personen. Det at Bowie i årenes løb har bevæget sig rundt i film, mode, maleri, medier etc. gør det nemt at føje nye elementer til historien, til myten om ham. Kan man ikke det, så dør helten jo ud,« påpeger Andersen, som dog mener, at dagens David Bowie er en anden helt end i sine musikalske heydays i 70erne. »Han er nu,« siger Andersen, »mere en slags familiehelt. Han er blevet en naturlig del af familien. Man bliver glad, når han kommer på besøg og smider alt, hvad man har i hænderne. Men de sidste mange år har han ikke føjet noget vægtigt nyt til sin myte gennem sine værker.«

Let's Dance

Rigtigt er det da, at David Bowie ikke siden albummet »Let's Dance« fra 1983 har føjet væsentligt til sin kreditliste. Og selv om skiven indeholdt pophits som titelnummeret og »China Girl«, huskes den i virkeligheden mest af alt for at være David Bowies bedst sælgende med over syv millioner eksemplarer. Men hvorfor har vi så ikke for længst pillet ham ned fra piedestalen og sløjfet heltedyrkelsen?

»Det handler i høj grad om, at helte skabes i en meget klart defineret periode af vores liv, nemlig fra vi er 16 til 25 år. De helte man får dér, de får en meget, meget større styrke, fordi de er blevet brugt i den periode, hvor man tilegner sig det voksne liv. Dér hvor man slipper elastikkerne i forhold til forældre og omgivelser og i stedet former sig selv. Mange af dagens toneangivende anmeldere røg f.eks. på Bowie i den periode af deres liv og omtaler ham derefter. Når man således sætter Bowie på i dag, bliver han på den måde inkarnationen af en tid, hvor man stadig så fremad og ud over kendte grænser,« forklarer Johannes Andersen og fremhæver en person som forfatteren og filmmanden Jørgen Leth som et velkendt eksempel på en person, der igen og igen trækker sine unge års store helte frem i forskellige sammenhænge.

»Når Jørgen Leth har kommenteret Tour De France, er han jo altid vendt tilbage til cykelryttere, som vi andre overhovedet ikke aner eksistensen af. Og det er præcis fordi han så dem i den periode af sit liv,« mener Andersen.

Bob Dylan er et andet eksempel på en helt, et ikon, som i årtier ramte guitar og toner helt forkert. Fra andre hjørner af kunsthistorien, deriblandt beatforfatterne, kan man meget let finde eksempler på det samme. I sportens verden og i erhvervslivet ligeså. Hvorfor man kommer uvilkårligt til at tænke på deres begrænsninger, på heltens grundlæggende begrænsning.

Begrænsningens kunst

»Der er da bestemt også negative, begrænsende sider forbundet med vores helte,« medgiver Johannes Andersen. Og her tænker han ikke på David Bowies kolossale og lidet flatterende økonomiske bidrag til Sydamerikas kokainmafia i 70erne eller hans enorme alkoholforbrug i store dele af firserne, som ikke just var med til at gøre ham til den perfekte rollemodel for de unge vilde. Nej, heltene kan simpelthen gøre os blinde, advarer Andersen.

»Forstået på den måde at vi ender med ikke at kunne se ud over dem, fordi deres myte er så stærk, og de kvaliteter vi tillægger dem, er så store, at det bliver forbandet farligt. De skygger og blænder én, så man ender med at se verden i et ensidigt perspektiv. Derfor er det enormt vigtigt, at man hele tiden er i stand til at se ud over dem og se, at de har deres begrænsninger. Mange har desværre en tendens til at blive hængende i deres helte i stedet for at bruge dem og rykke videre, som Bowie f.eks. altid selv har været god til,« siger Johannes Andersen.

Denne artikels åbningsscene fra Paris er i dag lidt mere end seks år gammel. Men David Bowies forklaringer om sit forhold til Major Tom, Ziggy Stardust og Aladdin Sane, der alle er blevet udødeliggjort i rockens annaler, står stadig lysende klart. Han gemte sig bag dem, fordi han fandt verden og opmærksomheden lettere at tackle gennem de karakterer, han kendte ud og ind, sagde han og føjede ordret til: »I den periode var jeg så meget oppe og køre på stoffer, at det nærmest blev en leg at spille Ziggy op til gudestatus.«

Men han understregede også, at han ikke længere behøvede at gemme sig, dope sig eller flygte væk fra sig selv og sin nærmeste familie i et sandt arbejdsraseri. Han havde ikke længere brug for at lave plader med Lou Reed, Iggy Pop og andre og samtidig holde sin egen karriere kørende. Han var nået længere nu, forklarede han. Og som noget dengang meget nyt var han blevet stolt over sin produktion.

»Jeg må da indrømme, at det har været en stor tilfredsstillelse at finde ud af, i hvor høj grad jeg har præget og udviklet populærmusikken både lydmæssigt og visuelt. Jeg bliver da også både stolt og rørt af at se og høre min indflydelse på mange af de nye grupper og solister, der har sat deres præg på musikscenen igennem snart mange år. Folk der klæder sig som mig, skriver sange som mig eller blot er inspireret af mig,« forklarede David Bowie og slutter af med at sige:

»Det er en stor følelse at have været med til at forandre kulturen, det er det virkelig.«

I dag fylder han 60 år, David Bowie. Min helt.