Det er med en ambivalent følelse i kroppen, at Thomas Dybdahl drager på tour med sin nye plade, »Waiting for that one clear moment«.

»Jeg er blevet far, så det er med en skrækblandet fryd, jeg tager af sted denne gang,« fortæller han, da Berlingske Tidende fanger ham på telefonen. Interviewet skulle have foregået i København, men den 31-årige norske sanger og sangskriver kan ikke komme fra sin hjemby, Stavanger, på grund af askeskyen. Det gør ham vist ikke så meget. I baggrunden kan man høre hans to-årige søn, Albert, der render rundt og leger i lejligheden.

»Jeg har ikke prøvet at turnere før, mens jeg havde et barn, så det bliver sikkert hårdt at være væk hjemmefra,« erkender han.

Der er gået tre et halvt år siden den sidste plade, »Science«, kom. Tiden er hovedsagligt gået med den nye status som far, men derudover har han lavet filmmusik og spillet med sideprojektet The National Bank.

Thomas Dybdahl er en af Skandinaviens mest roste og populære sangskrivere. Han har vundet et hav af priser, og hans plader har alle solgt til enten guld eller platin. Når han i næste uge spiller på Vega i København og Train i Århus, er billetterne også vanen tro revet væk på forhånd.

»Det føles næsten som at komme hjem, når vi spiller på Vega,« siger den rolige og beskedne nordmand, der ikke er typen, der skryder af egne bedrifter. Han er meget taknemmelig for opbakningen fra de mange fans.

»Jeg har altid haft fantastisk kemi med publikum i Danmark. Det er ganske unikt, og det er da også grunden til, at vi kommer tilbage så ofte. Det er simpelthen sjovt at spille der.«

En rejse fra heavy til inderlighed

Det er i høj grad melankolien, Dybdahls følsomme og intense stemme og de ofte ganske stille og inderlige melodier, der har gjort Thomas Dybdahl så populær og givet ham status som en af de mest talentfulde sangskrivere i Skandinavien. Stemningen blev slået an allerede på debuten »...That great October Sound« og cementeret med de to efterfølgende, der tilsammen kom til at udgøre Thomas Dybdahls »October Trilogy« inspireret af den kuldslåede og mørke måned.

Men hans musikalske udgangspunkt var et noget andet. Da Thomas Dybdahl begyndte at spille guitar som 10-11-årig, var det den hårde rock, der fængede.

»Det var mest Metallica, Guns N' Roses, Led Zeppelin, Jimi Hendrix og Deep Purple, jeg spillede.«

Også heavy og punk var på repertoiret for knægten, der ellers ikke stak meget ud.

»Jeg var ikke cool, men heller ikke et mobbeoffer. Jeg var et sted midt imellem.«

I det hele taget var barndommen i Sandnes, en by med ca. 60.000 indbyggere syd for Stavanger, tryg, god og helt almindelig. Thomas Dybdahls to ældre brødre spillede også musik, men det var en af hans venner, der i gymnasietiden fik ham til at skifte spor musikalsk.

»Han præsenterede mig for f.eks. The Band, Neil Young, Bruce Springsteen og alle de store singer-songwriters. Hele den amerikanske tradition,« husker Thomas Dybdahl og kalder det et musikalsk vendepunkt.

Han blev guitarist i Stavanger-bandet Quadrophonics, der fik en del succes i hjemlandet og tegnede en pladekontrakt. Herefter gik han solo og udgav et par EPer; »Bird« i 2000 og året efter »John Wayne«.

»De fungerede vel mest som en opvarmer for min debutplade. Pegede i en retning, jeg var på vej imod uden at nå helt i mål. Men jeg vidste, at det var musikken, jeg ville satse på. Det var min lidenskab og min hobby, og allerede på det tidspunkt var det det, jeg brugte mest tid på.«

Thomas Dybdal er ofte blevet kaldt singer-songwriter, men selvom han er inspireret af traditionen, føler han sig egentlig en smule malplaceret i den kategori.

»Det er selvfølgelig rolig musik, jeg laver, men jeg tror egentlig, at det mest er et image, der er blevet skabt af medierne. Når man debuterer som ny artist, vil journalisterne gerne hurtigt kunne placere en i en bås eller en gruppe sammen med nogle andre. Det var i hvert fald aldrig noget, jeg selv pressede på for,« siger Thomas Dybdahl.

Publikum skal ikke diktere stilen

På det nye album har han lagt stilen om. Inderligheden er blandet op med boblende funk og soul.

»Man når selvfølgelig til et punkt, hvor man føler, at nu skal det være anderledes. Der er nok en tendens til, at folk forbinder min musik med en bestemt stemning, et humør, og de vil måske gerne holde fast i den sindsstemning. Men selvom jeg elsker mit publikum, så skal de jo ikke diktere, hvad jeg laver. Jeg vil også gerne udvikle mig for dem,« siger han og understreger, at han som sådan ikke har noget imod at blive identificeret med den mere stille singer-songwriter-tradition.

»Det er vanskeligt at komme uden om den definition, når man er en mand, der spiller guitar, skriver og synger. Jeg har lidt svært ved at genkende billedet, men det er jo bedre end ikke at få nogen opmærksomhed,« konstaterer han.

Opmærksomhed får den unge nordmand i rigelige mængder. Faktisk i en grad så han har svært ved at håndtere det.

»Jeg trives ikke i rampelyset, så det prøver jeg at forholde mig så lidt som muligt til. Jeg mener, at fokus hele tiden skal være på musikken. Jeg har enormt svært ved at forholde mig til rampelyset, for det har intet med virkeligheden at gøre. Men jeg tænker ikke ondt om dem, der trives med det. Det handler vel bare om, hvilken natur man har,« siger han og tilføjer: »Jeg er jo bare sådan en rolig, glad og afbalanceret gut.«