Den spanske konge

Til daglig er Henrik Christensen omgivet af de største vine fra Bordeaux og Bourgogne. Men er der frit valg på alle flasker, vil han til enhver tid vende blikket mod spanske Ribera del Duero og vælge en Unico fra Vega Sicilia. Af Foto: Erik Refner

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det er ikke så forfærdelig længe siden, at Spanien henslæbte en halvtrist tilværelse som forsømt og underudviklet vinland. De fleste flasker blev hældt indenbords lokalt, og kun enkelte producenter hævede sig op over middelmådigheden og mønstrede vine, der gjorde sig fortjent til andre og større bedrifter end rollen som ordinær tørstslukker under aftensmaden.

I det spil har vinene fra Vega Sicilia altid været en outsider. Siden 1920, hvor huset lancerede sin første årgangsvin, har den beskedne bodega i Ribera del Duero leveret varen og kørt sig selv i stilling som en af de mest mytiske vine i verden. Med en imponerende portefølje af gamle vinstokke og et høstudbytte, der får selv de største slotte i Bordeaux til at ligne skruppelløse drueryttere, laver Vega Sicilia vine med en ufattelig holdbarhed, og husets flagskib, Unico, har beundrere overalt. En af dem er Henrik Christensen, der til daglig går rundt inde i Bredgade som leder af Bruun Rasmussens vinauktioner:

»Det er den vin, som falder mig først ind, hvis der er frit valg. Jeg elsker de store vine fra Bourgogne, Bordeaux og Piemonte, men Vega Sicilias vine i almindelighed og »Unico« i særdeleshed kan noget særligt. Jeg har altid store forventninger til vinen, fordi den altid overrasker positivt,« fortæller Henrik Christensen.

»Vega Sicilia er en af de få producenter, der har formået at udnytte det fantastiske potentiale, som er til stede i Ribera del Duero. Beliggenheden er ideel, det er højland med varme dage og kolde nætter, og jorden indeholder masser af limsten og kalk. Men mærkeligt nok lod områdets andre vinbønder sig først for nylig inspirere til at give deres vinproduktion en på frakken og droppe produktionen af ordinær landvin.«

Indtil midt i 1980erne lå det meste af Ribera del Duero således hen i ubemærket mørke. Blandt undtagelserne var, foruden Vega Sicilia, også vinhuset Pesquera, som fik sig kæmpet vej ud af anonymiteten med hjælp fra den spanske smørtenor, Julio Iglesias, der lovpriste vinen, som var det hans egen datter, og da »point-kongen« Robert Parker samtidig sammenlignede Pesqueras vine med de store bordeauxer, var succesen hjemme. Siden fik danske Peter Sisseck som bekendt ogsåøjnene op for mulighederne i Ribera del Duero, og i dag vrimler området med visionære vinmagere.

»Den generelle kvalitet er steget adskillige niveauer de seneste år, men desværre er priserne steget endnu mere, og de bedste huse er ofte uanstændigt dyre. Man kan heller ikke ligefrem påstå, at Unico er billig, men når man ser nærmere på, hvordan vinen bliver til, forstår man bedre, hvorfor indholdet er så kostbart,« fortæller Henrik Christensen.

Produktionen hos Vega Sicilia er traditionel og helt naturlig. Unico hverken klares eller filtreres og kan bryste sig af et gennemsnitligt udbytte, der lugter af økonomisk selvmord. Hver vinstok leverer blot omkring et kilo druer. Herefter tilbringer Unico en minimum syv år lang, mytisk rejse på træ, der er omgivet af et hemmelighedskræmmeri, der matcher en hvilken som helst PET-aktion.

»Det eneste, vi ved, er, at vinen efter et år flyttes fra store egefade til mindre, næsten nye fade. Derefter flyttes vinen igen til helt nye fade i et års tid. De sidste tre år ligger vinene på gamle fade og omstikkes løbende. Rejsen ender med to års hvile på flasker. Visse årgange lagres dog i længere tid på træ eller flaske, før den bliver givet fri.«

Unico kommer således ikke til salg i kronologisk rækkefølge efter årgang. De enkelte årgange vurderes individuelt og sættes først til salg, når Vega Sicilias ønolog mener, at de er klar. Men den seriøse fadlagring betyder ikke, at vinene er proppet til randen med fadsmag.

»Vega Sicilias vine minder på ingen måde om træhørmerne fra Rioja, som danskerne fyldte sig med op gennem 1980erne. Unico ligger både på nye og gamle barriques, og det kræver en stor ønolog at styre processen. Det er hele tiden en hårfin balance: Hvor meget træ skal vinen have, og hvor længe skal den ligge det ene og det andet sted?«

Netop det sublime håndværk har altid været et af Vega Sicilias mest sikre kendemærker. Her er en kompromisløs insisteren på kvalitet, og de fleste vinanmeldere er enige om, at husets vine er noget af det bedste og mest stabile, Spanien kan præstere.

»Samtidig har en vin som Unico vist sig at have en helt utrolig holdbarhed. Jeg fik den engang serveret blindt i årgang 1966 og gættede på, at flasken var fra midten af 1980erne. Det viser noget om vinens holdbarhed. Og selv om flasken var 40 år gammel, gik der mindst 20 minutter, før den for alvor åbnede sig. De fleste vine på den alder fiser ud og bliver banale efter et kvarter. Jeg har ikke mødt ret mange vine, som havde samme lagringspotentiale, måske lige med undtagelse af nogle af de helt store baroloer. De kræver også en vis tålmodighed, hvis man vil have det optimale ud af dem.«

For en ung vindrikker kan Unico måske virke for kompleks, advarer Henrik Christensen. Det er ikke en vin, man bare lige drikker:

»Man skal have en vis erfaring i at smage på vin for at forstå mange af de store. Som ung vindrikker bliver man ofte fascineret af »muskelvine« med en seriøs fadsmag og en stor frugt, der buldrer frem i næsen. En vin, som amarone er også dejlig nem at gå til. Den har en umiddelbar sødme og kraft plus en masse alkohol. Men med årene lærer man at sætte pris på vine, der har flere lag, og som rummer en større elegance og en anden dybde. Men får blik for det enkle håndværk og de små detaljer. Men det er nogle faser, som næsten alle skal igennem, inden man overgiver sig til kompleksiteten.«

Men hvad med resten af Ribera del Duero? Hvordan står det til med kvaliteten hos de mindre og knap så kendte producenter i området?

»Der er generelt et højt kvalitetsniveau. Helt ned i 50 kroners klassen. Men desværre kan man også støde på vine, der lukrerer på områdets gode navn. Ligesom i Bourgogne, hvor man nemt slipper af med en hundredkroneseddel for en omgang tyndbenet sjask, bare fordi der står Bourgogne på etiketten.«

Omvendt er der stadig ikke lige så meget etikettesnobberi i Unico som i f.eks. Petrus eller Latour, primært fordi vinen ikke for alvor er slået igennem i Asien endnu.

»Amerikanerne derimod har fået øjnene op for husets kvaliteter, men på den anden side er en vin som Unico ikke nødvendigvis en vin efter amerikanske næser. Der er simpelthen for lidt potens i den. Men Parker er generelt begejstret for huset, og jeg kan ikke mindes, at han nogensinde har givet Unico under 92 point. Det vidner også om en uhørt stabil kvalitet. Et slot som f.eks. Latour laver dårlige årgange ind imellem, men det sker aldrig hos Vega Sicilia. Her er ingen svipsere. Det er lidt ligesom de dygtige producenter i Bourgogne, der også laver stor vin i småårgange.«

Tidligere var Unico Spaniens dyreste vin, men den status har Peter Sisseck og hans Pingus for længst overtaget. Hvilken en af de to vine ville Henrik Christensen vælge, hvis der var frit valg?

»Jeg ville til enhver tid tage Unico frem for Pingus, der er en meget moderne vin. Vega Sicilia er det stik modsatte. Der er for meget egetræ, for meget vanilje i Pingus til min smag. Frugt er fint, men det skal være nøje afstemt i vinen, og Pingus kan godt blive lidt for anmassende, synes jeg. Derudover har Pingus kun været på markedet siden 1995, og det er de færreste, der har stor erfaring i at smage gammel Pingus. Med andre ord ved vi endnu ikke, hvordan Pingus udvikler sig med årene. Hvordan smager den, når den bliver 20 eller 30 år gammel? Det ved man med Unico den er fremragende.«