Den skjulte sandhed

Nicolas Winding Refns »Fear X« er en gådefuld og besættende film om en mand, som forsøger at opklare mordet på sin kone.

Ganske vist handler »Fear X« om forsøget på at opklare en forbrydelse, men det er vigtigt at vide, at den ikke er en traditionel kriminalfilm.

Hvis man ser Nicolas Winding Refns film i forventning om en logisk historie og en afsluttende forløsning, hvor de gode besejrer de onde, vil man nemlig blive slemt skuffet. I stedet skal man helst følge filmen med det hvad-som-helst-forventende blik, som man mobiliserer ved mødet med et nyt værk af David Lynch, og man vil da kunne opleve »Fear X« som en foruroligende, skræmmende og stærkt fascinerende film.

Dens hovedperson er den ret anonyme Harry Caine, der arbejder som sikkerhedsvagt i et indkøbscenter i det kolde, sneklædte Wisconsin. Hans gravide kone er - sammen med en ukendt mand - blevet skudt ned og dræbt i centrets parkeringskælder, og nu er Harry besat af at finde ud af, hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor.

I sin stædige bestræbelse på at opklare dobbeltmordet studerer han igen og igen videobånd fra centrets overvågningskameraer, og dermed er »Fear X« nært beslægtet med så fængslende film som Michelangelo Antonionis »Blow Up« og Francis Ford Coppolas »Aflytningen«. Så finder Harry i det udlejede, men ubeboede nabohus - her halter handlingens troværdighed ret kraftigt - nogle negativer, som sender ham på en rejse til Montana, og dér intensiveres mystikken, da den lokale politimand Peter Northrop tilsyneladende er stærkt foruroliget over, at Harry dukker op. Hvorfor?

Det røber vi naturligvis ikke, men kan dog afsløre, at filmen giver os en forklaring på den dobbelte nedskydning, men alligevel slutter mildt sagt gådefuldt. Det kan man finde frustrerende, og det er lettest at acceptere, hvis man på forhånd gør sig klart, at »Fear X« ikke er en konventionel thriller, men snarere en eksistentiel fabel om en (håbløs?) søgen efter den ultimative sandhed om en mystisk begivenhed - præcis ligesom førnævnte »Blow Up«.

Fremragende Turturro

Nicolas Winding Refn har skrevet det på én gang spartanske og flertydige manuskript sammen med den barske amerikanske forfatter Hubert Selby Jr. (»Sidste udkørsel til Brooklyn«, »Requiem for a Dream«), og det er tydeligt, at historiens kriminalistiske side ikke har interesseret dem nær så meget som den forpinte hovedpersons paranoide og efterhånden også hallucinatoriske oplevelser.

Her kan man i filmens sidste del blive mindet om de surrealistiske begivenheder på det mærkelige hotel i Joel og Ethan Coens »Barton Fink« - ikke kun fordi hovedrollen i begge film spilles af den fremragende John Turturro, der gør den høflige Harry Caine til en bevægende figur, som ikke er ude på at få hævn. Han vil bare gerne kende sandheden.

Med sine mørke og kølige billeder - afløst af heftige scener i glødende rødt - og med Brian Enos simrende og rumlende musik er »Fear X« en spændende videreudvikling af stilen i Nicolas Winding Refns foregående film, »Bleeder«, og man kan måske se Harry Caine som en mildere slægtning til de kriseramte desperadoer, som Kim Bodnia spillede i både »Bleeder« og »Pusher« - monomane mænd, der delvis selvforskyldt mister kontrollen over deres tilværelse.

Eftersom videobånd spiller så vigtig en rolle i »Fear X«, kan man også øjne en tematisk forbindelse til den canadiske instruktør Atom Egoyans dobbeltbundede film, f.eks. »Family Viewing«, men det er først og fremmest den kreativt irrationelle David Lynch, man kommer til at tænke på - samt selvfølgelig Thomas Vinterbergs »It's All About Love«, der ligesom »Fear X« er en ambitiøs og krævende film lavet i Amerika af en talentfuld dansk instruktør.

Meningerne vil givetvis være stærkt delte om Nicolas Winding Refns dunkle, genresprængende og delvis hermetiske psykodrama, som det er nemt nok at blive irriteret på. Men denne forunderlige film er ikke desto mindre præget af en dirrende og sitrende intensitet, som gør et voldsomt indtryk, og hvis man er træt af fersk filmisk forudsigelighed, må man værdsætte den kraftige udfordring i »Fear X«. Måske skuffer slutningen, men den er ikke til at ryste af sig.Længde: En time og 30 minutter. Censur: Ikke oplyst. Palads, Grand, Empire og Kinopalæet i København samt Palads i Århus og BioCity i Odense.