»Den skal nok blive et hit«

Berlingskes musikanmelder er ikke tvivl. Nik & Jay har skabt et hit for landsholdet - men der er stadig langt op til »Re-Sepp-ten«.

»Den er ok uden at være overvældende.«

Sådan lyder Berlingskes musikanmelder, Jeppe Krogsgaard Christensens, vurdering af Nik & Jays landsholdssang til EM 2012, "Vi Vandt I Dag", der udkommer i dag.

De første 30.000 besøgende på danskeopbakning.dk har her til morgen kunne downloade sangen gratis. Danske Opbakning er et samarbejde mellem Danske Bank og DBU om at samle de danske fodboldtilhængere. Og her er Nik & Jays sang et vigtigt element.

Find din egen fodbold-favoritsang og stem på den her:

"Sangen lyder på mange måder som en parodi på Nik & Jay med lidt højtravende lommelyrik. Men man kende sangen med det samme, og det er måske dens største force. Den slags sange skal jo heller ikke bedømmes i et snævert kunstnerisk perspektiv, men på om de fungerer på stadioner og i store folkemængder. Og det vil "Vi Vandt I Dag" gøre, så der er ingen tvivl om, at den bliver et hit," mener Jeppe Krogsgaard Christensen.

Musikanmelderens egen favorit er, ikke overraskende, "Re-Sepp-ten" fra EM-slutrunden i 1986.

"Det er den sang, alle andre landsholdssange bliver holdt op imod. "Re-Sepp-ten" knytter sig selvfølgelig til holdet, som spillede det bedste, et dansk foldboldlandshold nogensinde har spillet. De røg desværre ud på tragisk vis i ottendedelsfinalen (mod Spanien, red). Men det var simpelthen også bare en rigtig god popsang - og også langt bedre end Nik & Jay," mener Jeppe Krogsgaard Christensen.

"Vi Vandt I Dag" kan købes fra alle officielle digitale salgskanaler fra 3. maj - men mon ikke YouTube kan være behjælpelig inden da? 

Læs i Berlingske i morgen om landsholdssangene gennem tiderne.