Den sidste Don

Syvende og sidste sæson af »Mad Men« fik berørt alle seriens velkendte temaer - fra sexisme til eksistentiel tomhed. Men gik det også karaktererne, som de havde fortjent? Filmredaktøren giver stjerner til tre af de mest markante skæbner.

Foto: Frank Ockenfels/3/AMC
Læs mere
Fold sammen

Der var et par år i 00erne, hvor »Mad Men«, den amerikanske kabel-TV-serie om New Yorks hyperhippe reklamemænd m/k, syntes at inkarnere alt, hvad der var godt i TV-seriernes guldalder.

Den var intelligent og sjov – som i hver eneste svidende bemærkning, der blev leveret af den urystelige bureaudirektør Roger Sterling.

Den var flot på overfladen og dyb, når man mindst ventede det, som da hovedkarakteren Don Draper modstræbende bliver trukket ind i en beatnik-cafe i Greenwich Village og falder i trance (sammen med seriens publikum) over en melankolsk folkesang, der er som en trøstende hånd til samtlige søgende sjæle i serien.

Serien leverede subtil sædeskildring og samfundskritik, og havde den været en af de store amerikanske samtidsromaner a la Jonathan Franzen, havde den været umulig at lægge fra sig.

Nu fik den i stedet alle os Mad Men-bingere til at sidde hypnotiserede foran skærmen i afsnit efter afsnit, indtil vi selv syntes at falde gennem luften som »Mad Men«-introens fortabte slipsemand, med temaets melankolske strygere og hektiske bongotrommer bimlende i et træt kranium.

Man anskaffede sig serien stykvis i DVD-bokse, der kostede lige så meget som et års streamingabonnement, og som blev ædt med samme grådighed, som var det en pose blandet slik, og under den utålelige venten på næste sæson så man hele molevitten én gang til – med en endnu større påskønnelse af det detaljerede tidsbillede, den fornemme, ironiske brug af obskure popsange og dialogernes lynende skarphed.

Sexisme

Serien blev hyldet og kritiseret for de samme ting. Feminister så den som en reaktionær tilbagevenden til traditionelle kønsroller med hårdtdrikkende alfahanner som seksuelle rovdyr og tomhjernede barbie-sekretærer som deres bytte.

Omvendt kunne Euroman-abonnenter og Playboy-nostalgikere glæde sig over seriens dyrkelse af habitter, biler, hjemmebarer og megababes, og se den som en anerkendelse af »sandheden« om mænds polygame natur.

Begge sider overså, at serien sjældent gjorde sine personer eller gerninger entydigt gode eller dårlige. Roger Sterling og Don Draper dyrkede sidespringet som en konkurrencesport, men resultatet af deres anstrengelser blev, at begges familier og forhold til deres børn var et syndigt rod.

Seriens skaber, Matthew Weiner, har selv beskrevet »Mad Men« som »fortids-science fiction«, forstået på den måde, at hvor almindelig science fiction bruger fremtiden til at beskrive nutidens problemstillinger, bruger »Mad Men« fortiden til det samme.

Det er en præcis beskrivelse. Det er umuligt at følge Peggys dør til dør-kamp fra sin oprindelige sekretærstilling i første sæson til sin slutposition i den sidste sæson som potentiel virksomhedsejer uden at sammenligne med nutidens karrierekvinder.

Det er umuligt at se slut-60ernes bæfarvede kludetæppemode gradvist erstatte de skarpe jakkesæt fra tidligere i årtiet og ikke frygte, hvorvidt en tilsvarende æstetisk katastrofe kan ske igen.

Det er svært at se Don Drapers datter Sally blive svigtet på skift af sin mor og sin far uden at tænke på, hvor karakteren ville befinde sig i dag. Er hun havnet i en forbitret, endeløs jagt på en fadererstatning? Eller fandt hun en form for afklaring i en californisk ashram, ligesom sin far?

»Mad Men« tryllebandt ved sin fremkomst. Den var en klog revurdering af en vigtig brydningstid, der hyppigt bliver fortegnet af nutidige filmkarikaturer som »American Hustle« eller »Taking Woodstock«.

Men selvfølgelig var serien ikke lavet af tryllestøv, og omkring fjerde eller femte sæson ramte den metaltræthed, der før eller siden rammer alle TV-serier, også Sterling Coopers reklamebureau på Madison Avenue.

Kontorbåsene med de neurosedæmpende væg-til-væg tæpper blev klaustrofobiske at være i, og barbiefrisurerne og charmekludene syntes udvaskede i farverne.

Ikke desto mindre så man frem til den syvende og sidste sæson, for karaktererne var blevet som en familie, man ikke kunne undvære på trods af de karakterfejl, der så småt var begyndt kede. Men gav serieskaberne så karaktererne den skæbne, de havde fortjent?

Peggy Olson tre stjerner

Den vidunderligt castede Elisabeth Moss var i lange perioder seriens følelsesmæssige kerne, hvilket skyldtes, at hendes karakter, Peggy Olsen, havde desto mere at kæmpe for, i modsætning til Don Draper, der først og fremmest skulle bekæmpe sin livslede – dét er aldrig en særlig stærk drivkraft for en fortælling.

Peggy Olson begyndte som et lille stykke af fortid, indlejret i en nutid, der var i hastig forvandling.

Hendes opvækst i en konservativ katolsk familie havde ikke forberedt hende på mulighederne og farerne i P-pillens tidsalder, og da hun blev gravid som følge af en kortvarig affære med kontorets umodne charlatan, Pete Campbell, var hun end ikke klar over det, før veerne begyndte.

Hendes barn blev bortadopteret, og mindet fortrængt indtil denne sæson, da hun omsider fik fortalt det til sin mentor, Joan Harris. En hjertevridende scene, fuldt på højde med de mange gode Peggy-øjeblikke i »Mad Men«.

Og bedst som man tror, at der ikke skulle komme andet end blod, sved og tårer ud af Peggys livsrejse, finder hun kærligheden lige foran sig – hos kontorets art director, Stan, som hun ellers har haft et nærmest soldaterkammeratligt forhold.

Selv om man under sin yndlingskarakter al mulig lykke, og selv om den modstræbende forening med Stan er sødt skildret, så virker Peggys hovedkuldse sammensmedning påklistret og designet til ikke at tage for meget tid fra de øvrige medvirkende.

kulle man give dén afslutning separate stjerner, ville det ikke kunne blive til mere end tre-det er for lidt og for fattigt i forhold til de oplevelser, man har haft med figuren.

Joan Holloway/Joan Harris fem stjerner

Personalechefen Joan Holloway/Joan Harris, spillet af Christina Hendricks, inkarnerede i de første sæsoner seriens ambivalente forhold til sin egen tidsperiode.

På den ene side kunne Joan ikke forlade et kontor uden at kameraet lavede elevatorblik op og ned ad hendes monroe’ske former, på den anden siden udstillede serien jævnligt de mænd, der ikke selv kunne se forbi hendes ydre.

Joan Harris, en af rollerne i Mad Men-serien. Foto: Frank Ockenfels/3/AMC Fold sammen
Læs mere

I sidste ende lod serien Joan tage det store feministiske slag med reklamefirmaets ronkedorer. I en tidligere sæson havde firmaets ledelse påtvunget hende at have sex med en vigtig klient (mod til gengæld at opnå partnerskab i firmaet), men i finalen sætter Joan endegyldigt hælene i, da hun af en ny ejer forventes at levere samme ydelse og reagerer med at true med sagsanlæg.

Samtidig, i privaten, takker hun nej til en mand, der ellers kunne tilbyde hende det sorgløse velhavende liv. Trods al sin velvillige forståelse viser han sig ikke at være anderledes end alle de tidligere mænd, der ikke kunne se hende som en kvinde med egen karriere.

Selvom det i perioder har været svært at finde sympati for hendes sammenbidte karakter, forlader Joan serien med en svingende fanfare .

Don Draper seks stjerner

Der var aldrtvivl om, at det var Don Draper (Jon Hamm), der var serieintroens faldende reklamemand, selvom hans status som bureauets es sjældent blev alvorligt rystet af hans udfald af eksistentiel vildrede og tiltagende alkoholisme. We’ve got Don Draper! lød det igen og igen, når tropperne skulle mobiliseres i kapringen af en ny fed kunde.

Han var også bureauets fremsynede leder, der som den første så Peggys talent, og den moralske, der som eneste der tog afstand fra Joan Harris’ fornedrende, seksuelle transaktion. Men han var også en upålidelig karakter, der i lang tid skjulte sit sande jeg for både kolleger og seriens publikum.

Hans identitetstyveri og efterfølgende hamskifter var en spændingsmotor i seriens første sæsoner, og når hans fortid indhentede ham, så vi nye sider af ham, uden at det trak fra, men snarere føjede til hans mandige mystique.

Den hemmelige identitet blev brugt på flere måder, som simpel identifikation for alle, der aldrig har følt sig set som dem, de synes de er, men også som symbol på 1960ernes gradvise opløsning af forne tiders konventioner og regler.

Man skævede altid til Dons reaktion, når han blev konfronteret med en ny tids skabninger. Han ville hellere slappe af med en ensom sjus i en bar end være ung med de unge til en vild Hollywood-fest.

Han kunne gribe ind (indimellem i det skjulte), når kvinderne blev holdt tilbage på arbejdspladsen af urimelige barrierer, men han viste i en afgørende scene ikke forståelse for bureauets homoseksuelle mand, Sal, der ikke turde træde ud af skabet.

Da reklamebureauet i sidste sæson bliver lokket ind i arvefjenden McCann Erickssons kvælende favntag, flygter Don Draper sin vane tro ud til USAs landeveje og ensomme moteller, hvor han kan hvile i vederkvægende anonymitet og lodde landets sjæl uden at skulle omsætte det til en ny reklamekampagne.

Denne gang synes vejene at have slugt ham endegyldigt, og hans karrieremæssige resultater er mere meningsløse end nogensinde før, idet han indser, at de kun er opnået på bekostning af det, der tæller. Han har stødt sin nye familie fra sig lige så uomvendeligt som den, han lagde bag sig i krigens kaos.

Som et stykke mørnet vraggods bliver han skyllet ind i Californiens new age-bevægelse, og i en seance med en terapi-gruppe afskrælles hans sidste rest af facade. Den standhaftige annoncesoldat er opløst i strømme af tårer. Er alt fast og bestandigt faldet fra hinanden?

Man tror det, da billedet af The Don i alvorlig meditation toner frem, men i de sidste minutter leverer serien et genialt tvist: Don Draper smiler pludselig stort, og da der klippes til en reklamefilm, forstår vi hvorfor.

Han har brugt meditationen til at udtænke en grandios kampagne for den store hvide hval i branchen, Coca-Cola, og reklamen vi ser, er en autentisk film fra 1971, som mange midaldrende vil kunne huske fra barndommen. En stor gruppe unge synger om harmoni i verden og skåler i læskedrikken.

Er det kyniske budskab så, at intet har værdi ,medmindre det kan omsættes i cool cola-cash? Så firkantet har Mad Men aldrig været i sit budskab, og sådan synes jeg ikke nødvendigvis, det behøver at blive forstået.

Trods Drapers længsel mod de store vidder var Mad Men altid mest interessant, når den gik i clinch med reklamearbejdets anatomi. Serien kunne nærmest gøre det sejt at gå til brainstorm-møde på ens egen arbejdsplads.

Så det var ikke kun tomhed, der blev produceret i kontorerne på Madison Avenue. Der blev også skabt drømme og glæder, og Don Draper viste, at der kan findes lykke i at gøre sig umage. Også selv om man måske aldrig finder ud af, hvem man i virkeligheden er.

Hvad mere kan man forlange en TV-serie?

Alle syv sæsoner af »Mad Men« kan nu ses på HBO Nordic.