Den sataniske Huntington

Muhammed-tegningerne har genoplivet den gamle, forkætrede teori om, at næste verdensomspændende konfrontation ikke bliver mellem ideologier, men mellem islam og Vesten. Måske står teorien over for en renæssance.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undskyld sammenligningen - men: Det svarer til at slippe en vind højlydt i et stille forskningsbibliotek. Så pinligt er det tidligere blevet opfattet i gode forskningskredse at erklære sig for Huntington-tilhænger. Både i Danmark og den øvrige vestlige verden.

I 1993 udgav Harvard-professoren og politologen, Samuel P. Huntington, sin teori om civilisationernes sammenstød. Kernen er, at den næste verdenskrig ikke ville blive mellem ideologier, men mellem kulturer og religioner - mere specifikt mellem Vesten og den islamiske verden. Huntington er voldsom og dramatisk i sit berømte essay i tidskiftet Foreign Affairs. USA må presse sine allierede til at udsprede de vestlige værdier langs kamplinien ned gennem Europa, Mellemøsten og Afrika mellem Vesten og de islamiske lande. Om nødvendigt må der en konfrontation til.

Men den gode tone blandt hovedparten af beslutningstagere og akademikere har siden været at lægge luft til Huntington. Alligevel har Huntingtons indflydelse på debatten været betydelig.

Da den amerikanske præsident George W. Bush få dage efter 11. september 2001 aflagde et besøg i den store moské i Washington, var det for at understrege sine ord om, at krigen mod terror var ikke kædet sammen med en krig mod islam. En indirekte fornægtelse af Huntingtons tese på trods af, at flykaprerne var erklærede islamister.

Når den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nu i kølvandet på de voldsomme og globale protester over Muhammed-tegningerne kræver som bods gang, at Morgenavisen Jyllands-Posten skal fyre sin chefredaktør og sige undskyld til den muslimske verden, ligner det samme filosofi. På trods af at rabiate muslimer med blodskudte øjne træder Dannebrog under fode og stikker ild til det danske konsulat i Beirut (på de kristnes helligdag, søndagen, red.) bør det være danske journalister og meningsdannere, der lægger bånd på sig selv i respekt for andres (muslimers, red.) tro, mener den forhenværende udenrigsminister.

Og det er angiveligt ud fra samme filosofi, men med modsat fortegn, at Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har lagt sig ud med den samlede muslimske verden med offentliggørelsen af tegningerne. I Huntingtons ånd udfordrer og konfronterer han i ytringsfrihedens navn islamisterns billedforbud.

Kan ende med krig
Mehdi Mozaffari, der er professor i islamiske studier ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, står som én af de få i det danske forskningsmiljø, som ikke ignorerer Huntington. Som flygtning fra Khomeini-styret i Iran har han en særlig indfaldsvinkel til islamismen. Og Mozaffari mener, at selv om der er nogle definitionsmæssige fejl i Huntingtons teori, har professoren alligevel en meget væsentlig pointe til forståelse af vor tids globale konflikter. Hvis man erstatter Huntingtons »civilisationer« med demokrati og totalitarisme, giver det bedre mening ifølge Mozaffari: »Vi vil ikke gerne indse og acceptere, at der er sammenstød mellem demokrati og totalitarisme, så derfor afviser vi det ubevidst hele tiden. Jeg er bange for, at det ikke er klaret med høflighed og undskyldninger, sådan som Uffe Ellemann-Jensen forestiller sig. Vi bliver desværre før eller siden nødt til at tage den kamp op. Nogle eksperter mener, at vi ser spøgelser. Jeg spørger bare: Var Taleban et spøgelse? Var Khomeini et spøgelse, eller var bomberne i London fremstillet af spøgelser?« siger Mozaffari, som i 2002 redigerede bogen »Globalization and Civilisations«, som indgående debatterer Huntingtons tese.

Huntington tog udgangspunkt i et verdensbillede, som var præget af Den Kolde Krig med Sovjetkommunismen på den ene side og USA og Vesten på den anden. Men efter Sovjets sammenbrud giver det ikke mening at tale om civilisationer i flertal, mener Mozaffari. »Sammenstødet skal ikke forstås som en kamp mellem geografiske enheder, men som en ideologisk kamp, der går på tværs af landegrænser. Men selvfølgelig må vi erkende, at det især er diktaturer og militante grupper i den muslimske verden, som kæmper for at udbrede islamismen.«

Så selv om det er meget tabuiseret at sige højt, så kan Huntington desværre have ret i, at krig eller konfrontation kan ende med at blive en nødvendighed i forhold til islamister eller islamistiske stater, påpeger den iranskfødte professor.

Det har amerikanerne indset i Irak, men den virkelighed bryder europæerne sig ikke om at se i øjnene, mener Mozaffari: »Man kan kun håbe på, at det ikke går så galt, men jeg vil ikke udelukke, at det vil kunne udvikle sig til en omfattende krig med nogle islamiske regimer. Hvis for eksempel Iran får atomvåben, eller den pakistanske præsident Pervez Musharraf dør i morgen, og islamister overtager magten i Pakistan, kan vi ikke forvente, at de vil opføre sig rationelt. Man skal ikke glemme, hvordan Første Verdenskrig tilsyneladende begyndte som følge af en bagatel, men med store uforløste kræfter og spændinger bagved. Og de spændinger er der nu og kan tilsyneladende udløses af mindre sager, hvilket tegningerne viser.«

Selvopfyldende profeti
Carsten Jensen. Ph.d., Institut for Statskundskab i København, erkender, at den aktuelle strid om Muhammed-tegningerne er det største tilbageslag for Danmark, han har oplevet nogensinde. Striden er bestemt farlig, mener han, men advarer samtidig imod at svinge sig op til Huntingtons dommedagshøjder. Ikke engang når 150.000 mennesker demonstrerer i Yemen imod Jyllands-Posten, kan det få ham til at tale om sammenstød på verdensplan: »Sådan er det nogle steder. Jeg havde selv Niger i tankerne, men sagen er, at mange steder er det meget begrænsede mængder. Det er rigtig nok, at nogle regeringer - den iranske for eksempel - har sagt, at de ikke vil handle med Danmark. Og andre har også talt om det, men vi taler om en helt anden størrelsesorden end Den Kolde Krig, hvor man indrettede økonomier efter konflikten. På den baggrund kan man absolut ikke sige, at Huntington fik ret.«

Jakob Feldt, der er ph.d og islam-ekspert ved Syddansk Universitetscenter mener, at Huntingtons teori har haft enorm indflydelse, omend nogle af præmisserne er forkerte:

»I dag er der en globaliseret verden med USA i spidsen, og Mellemøsten er et fuldt integreret medlem af den verden. Men om vi får et sammenstød mellem civilisationer eller ej afhænger af, hvordan vi beskriver sammenhængen. Hvis vi fremstiller det, som om kristne ser ned på Muhammed, og muslimer tilsvarende ser ned på Vesten, kan vi sagtens få det sådan. Det kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis vi mener, alle fra Mellemøsten skal beskrives som rådne æg, og de omvendt mener, vi ikke har nogen form for respekt, er vi med til at optrappe konflikten.«

Storbritannien er ét af de vesteuropæiske lande, der tættest har oplevet konflikterne mellem stadig voksende muslimsk befolkning og de oprindelige briter. I dag arrangerer Muslim Council of Britain en stor demonstration for at imødegå både krænkelserne af Muhammed og ekstremisternes voldelige ambassadenedbrændinger. Inyat Bunglawala, talsmand for Muslim Council, nægter, at der er et verdenssammenstød i gang. »Jeg mener ikke, det antænder et sammenstød, men det giver nogle ekstremister en anledning. De udnytter den bestående antipati over for Vesten og siger: Se, europæerne hader os. De hader profeten. Og de hader jer.«

Selv om Jakob Feldt ikke hylder Huntingtons tese om den altomfattende konfrontation, mener også han, at tiden blandt forskere er inde til at gøre op med fordums politiske korrekte skoler, som affejer enhver sammenkædning af islam og terror med, at islam som religion er fredselskende. Man forstår ikke den islamiske verden i dag ved at læse i Koranen.

»Lige som medlemmerne af en forening skaber foreningen og ikke vedtægterne, så er islam lige præcis det, som muslimerne gør troen til. Intet er permanent. Når store grupper af muslimer mener, at Osama Bin Laden er en stor helt, så er islam det. Og så skal eksperterne ikke sige det modsatte. Er der mange muslimer i Palæstina, der mener, at de må sprænge sig selv ihjel, så er islam sådan,« siger Jakob Feldt.