Den særlige gave det er at være dansker

Collage: Nathalie Nystad.
Læs mere
Fold sammen

Der var engang, hvor man følte, man var noget helt særligt. Og det var ikke, fordi man fik en hård karamel af bedstefar, nej, det var, fordi man var dansker. Aldrig var jeg i barndommens år i tvivl om, at Danmark var et på alle måder bedre sted at leve end de varme og bjergrige lande mod syd for slet ikke at snakke om de kolde lande mod øst. Og resten af verden – det var bare farlighed og fattigdom.

Med alderens indsigt og globaliseringens oplysning fandt man hen ad vejen ud af, at andre lande faktisk også kan noget – nogle af dem ret meget endda. Hvilket ikke udelukker stolte nationalfølelser, som når nu bøgen er sprunget ud, de røde farver fylder stadion, og man bliver indkaldt til endnu en generalforsamling, hvor der skal vælges revisorsuppleant. Samtidig med at man godt ved, at så er vi heller ikke mere enestående.

Men jo – det er vi faktisk. Det er unikt at være dansker – så unikt, at det skal være en kamp at blive det, lød det i denne uge fra Venstres nationalkæmper Inger Støjberg, som begrundelse for nye stramninger i kravet til dansk statsborgerskab. Tolerancen for ungdomsfejltrin skal sænkes og dagpenge er no-go for at nævne et par ting. Selv om det sidste jo ellers er en del af det berømmede danske system, så kan det jo være fornuftigt nok, men angiveligt er der stadig langt til opfyldelsen af DFs drømme om danskhed. Her vil man have reduceret antallet af nye danske statsborgerskaber til en femtedel af i dag – og så bliver det da en unik ting. Men om det gør danskere til noget ganske særligt eller bare nogle særlinge, det står vist åbent.

De danske farver har blafret flere steder i ugens løb. For eksempel i Cannes, hvor filminstruktør Lars von Trier var inviteret tilbage efter syv år ude i kulden. Og kvitterede med en film, fyldt med ultravold og udpenslede overgreb mod kvinder og lidt børn – ja, selv en ælling får klippet fusserne af, forstår man på omtalen af premieren i det sydfranske.

Om det er en særlig hilsen til det danske, fremgår ikke, men ellers er det ikke meget, der er udeladt i den massive dækning af von Triers tilbagevenden til verdensscenen.

Pressen ude i verden var dog mindre imponerede og vendte generelt tomlen nedad til udskejelserne. Hvilket heldigvis ikke påvirkede instruktøren, som denne gang holdt skandalerne på filmlærredet, og nærmest glædede sig lidt over udvandringerne fra salen og den blandede modtagelse – så havde han sat sit mærke. Og det er da også en klassisk dansk disciplin at vende et halvt nederlag til en trekvart sejr.

Det fik de også brug for ved VM i ishockey, hvor det udefra ellers virkede, som om danskerne nærmest var på vej mod finalen, da letterne viste sig lidt skrappere til stokkemetoden. Men det er vel også i orden i et land, hvor is oftere opleves i drinks og kiosker end som noget, man dyrker sport på.

En anden ting, der længe har føltes som en sjældenhed i Danmark, er sommerdage, men sørme om ikke de er kommet svævende i ring og rad her, hvor det ellers kun skulle have været forår. Så er det jo ikke så sært, at man kan komme til at lade begejstringen vinde over optugtelsen og krybe i et par shorts, men den går ikke, hvis man er journalist på Jyllands-Posten (JP).

Her lod chefredaktøren sin stab vide, at »det er en arbejdsplads, ikke en campingplads« og dekreterede »almindelig, semikonservatisme i garderobevalget« – og det var altså ikke shorts. Det falder måske umiddelbart godt i tråd med den klassisk borgerlige stil, som de fleste forbinder Viby-avisen med, men det var alligevel en melding, der kom til at sætte dagsordenen på en varm uge.

I Politiken fandt en kvindelig journalist, at shortsforbuddet var et eksempel på den maskuline magtstruktur, det var noget med magtens reproduktion, i Information sammenlignede man JPs tildækningspåbud med den borgerlige støtte til et burkaforbud – gæt selv, hvad konklusionen var. Selv Folketingets formand, Pia Kjærsgaard måtte blogge om, at hun bestemt heller ikke brød sig om synet af mænd i korte bukser og badesandaler på et kontor. Næppe overraskende.

Alligevel kan man nok godt mene, at det var lidt vel meget at gøre ud af en medarbejdermeddelelse i en uge, hvor Israel-palæstinenser konflikten endte i en tragedie, de politiske udspil stod i kø, og der var meget andet vigtigt at gå op i.

Til slut kunne JPs opinionsredaktør konkludere, at det kun er i et land, hvor man har opløst alt til pjat, og hvor formløshedens tyranni er blevet norm, at man kan blæse den slags ud af proportion. Og han sluttede med at citere en kommentar til Informations artikel:

»Det starter altid med shortsene. Det næste er, at man angriber Polen.«

Nu vi taler om Polen, så var det den tidligere regeringschef herfra og nuværende EU-præsident, Donald Tusk, der i denne uge gik til angreb på en anden Donald, nemlig Trump, som Tusk mente, var sin egen værste fjende.

Her gjaldt det handelskrig og toldmure, og selv om emnet var alvorligt nok, så var tonen lige vel frisk, mente Lars Løkke, som advarede Donald mod at gå i Twitter-krig mod The Donald (for den ved vi godt, hvem vinder), og i øvrigt kaldte Tusk-talen for »konfirmationstaleretorik«.

Det er nemlig noget, vi danskere kender til.