Den sadistiske klovn

I betragtning af al den hæder, som filmen »The Last King of Scotland« allerede er blevet overdynget med rundt omkring i verden, er det ærligt talt lidt overraskende, at den ikke er mere overraskende.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Tværtimod fortæller den lige efter bogen en helt forudsigelig - samt autentisk baseret - historie om den unge skotske læge Nicholas Garrigan, der ved et af skæbnens bizarre luner bliver både livlæge og sågar rådgiver for Ugandas nye præsident Idi Amin, da han ved et kup i 1971 har væltet den korrupte Milton Obote. Den joviale Amin lover befolkningen guld og grønne skove, og jublen bruser omkring ham, men vi ved jo bedre, og det kommer Garrigan hen ad vejen også til, efterhånden som flere og flere mennesker i Uganda forsvinder sporløst.

At være fyldt med bagklogskab er ikke den allerbedste følelse i en biograf, men man kan alligevel lade sig fængsle af det særprægede forhold mellem den en smule opportunistiske, men dog i bund og grund anstændige Garrigan og den på overfladen gemytlige diktator Amin, der på grund af sin militære fortid hos den britiske kolonimagt har en særlig forkærlighed for Skotland og dermed også for en skotsk læge, som en tid naivt lader sig narre og fungerer som tyrannens villige lakaj, indtil det omsider dæmrer for ham, at den korpulente præsident er i fuld gang med at udrydde en betragtelig del af nationens befolkning (omkring 300.000 mennesker alt i alt, lyder det officielle tal).

Situationen kompliceres selvfølgelig yderligere, da Garrigan er letsindig nok til at have en affære med en af Idi Amins koner, og kernen i filmen er naturligt nok det kraftige moralske dilemma, som den uerfarne skotte efterhånden tumler hjælpeløst rundt i. Men denne histories skurk er for grotesk skurkagtig til, at temaet kan blive synderligt nuanceret, og den afgørende attraktion i »The Last King of Scotland« er derfor en anden. Den hedder Forest Whitaker.

Fysisk ligner den amerikanske skuespiller ikke Idi Amin særligt slående - på det punkt havde hans kollega Ving Rhames faktisk været et mere oplagt valg til rollen - men ligesom Forest Whitaker i Clint Eastwoods »Bird« fremragende fortolkede den selvdestruktive jazzgigant Charlie Parker, former han i Kevin MacDonalds film et formidabelt portræt af den brovtende, charmerende, humørsvingende, farverige, uberegnelige, paranoide og totalt psykopatiske Idi Amin, som i modsætning til f.eks. den kedsommelige asket Adolf Hitler er flamboyant underholdende på film.

Med et ansigt som vådt wienerbrød er blegfisen James McAvoy heller ikke ringe som den lettere konturløse Nicholas Garrigan, og hen mod filmens slutning bliver det ganske spændende, om det vil lykkes for ham at slippe ud af gale- og slagtehuset Uganda eller ej. Og i givet fald hvordan.

Alligevel må man trods manglende lyst til at virke kontrær fastholde, at den ivrigt lovpriste »The Last King of Scotland« kun er middelgod filmkunst, og at den betragtet som underholdning heller ikke ligefrem er en mirakuløs åbenbaring. Lad os kalde den solid og gedigen på kanten af det banale.

Og lad os så erkende, at trods alle forbehold ser man adskillige passager af filmen med skrækblandet fascination, fordi Forest Whitaker på en helt forrygende facon får gjort den sadistiske klovn Idi Amin til tankevækkende repræsentant for såvel det proletariske magtbegærs snu natur som den populistiske diktators giftige blanding af det djærve og det djævelske.

Man ser meget gerne Forest Whitaker hædret med en Oscar, mens man generelt ser »The Last King of Scotland« med en lidt sur fornemmelse af oftest at vide, hvad der vil ske i den følgende scene. Altså nydes filmen bedst af folk, som elsker at få ret.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse