Den politiske flamme

Den uskyldsrene OL-flamme, der rejser verden rundt i sportens ånd uden nogen sinde at blive blandet ind i politik, er en myte. Fakkeltoget blev opfundet af nazisterne op til OL i Berlin 1936, og siden da har flammen haft en blakket historie som politisk symbol. De voldsomme demonstrationer mod Kinas optræden i Tibet er blot seneste eksempel.

De Olympiske Lege i Tokio 1964 Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Scanpix

LONDON: »Sport hjælper med at knytte fredens bånd mellem nationer.«

Sådan faldt ordene, og de blev sagt af ingen anden end Adolf Hitler, inden han i 1936 sendte den olympiske fakkel af sted på sit første fakkeltog nogensinde.

Ruten kom til at gå fra Olympia i Grækenland gennem Sofia, Beograd, Budapest, Wien, Prag og Dresden for endelig at ankomme til Berlin efter 3.422 kilometers rejse, der blev tæt mandsopdækket af tyske medier under ledelse af Joseph Goebbels.

Kun i Wien var der udsigt til ballade på grund af faklens indtog. Men det var den slags ballade, de tyske medier kun gerne rapporterede om, fordi der var tale om pro-nazistiske demonstrationer, der var så entusiastiske, at historikere senere har identificeret dem som en af nøglebegivenhederne, der var med til at bane vejen for Tysklands annektering af Østrig to år senere.

Det er nemt at tro, at fakkelløbet var en gammel tradition opfundet af grækerne og videreført i det moderne OL, og der er en flig at sandhed i forbindelsen.

De gamle grækere hyldede deres øverste gud Zeus med de olympiske lege, og Zeus var blandt andet guden for ild. Hemmeligheden om ilden var, ifølge de græske myter, blevet stjålet fra guderne af Prometheus, der måtte betale for sin synd ved at blive lænket fast til en klippe, hvor en ørn hver eneste dag hakkede hans lever i stykker og spiste den. Hver nat voksede den frem igen, så forestillingen kunne begynde forfra. For at ære Zeus og hans kone Hera tændte grækerne en hellig flamme ved deres templer under antikkens OL. Under sportsstævnet, der varede en måned, var ilden samtidig tændt konstant ved alteret for Hestia, der var gudinden for den hjemlige arne. Så længe faklen var tændt, var der våbenhvile mellem alle stridende parter.

I moderne tider var det hollænderne, der ved OL i Amsterdam i 1928 genindførte ideen om at have en brændende fakkel under OL, og da det nazistiske Tyskland i 1936 stod til at arrangere OL, fik den græske mytologi og historie et ekstra nøk, da chefplanlægger Carl Diem opfandt ideen om et fakkelløb for at forkynde for verden, at OL var i færd med at begynde.

Ideen trykkede på alle de rigtige knapper hos Adolf Hitler, der så grækerne som en arisk forløber til den perfekte tyske race og fandt det helt naturligt at overtage traditionerne og omforme dem efter sine egne formål. Det var også under OL i Berlin 1936, at de fem olympiske ringe blev en fast bestanddel af symbolikken omkring sportsstævnet.

Men det var og blev Der Olympischer Fakkellauf, der havde førerens bevågenhed. Det var ikke tilfældigt, at ruten kom til at gå igennem lande der få år senere ville være besat af den tyske hær. Fakkeltoget var en opvisning i alt, hvad der var tysk og efter Adolf Hitlers overbevisning så langt overlegent noget andet i denne verden. Lige fra den hellige olympiske ild, der blev tændt ved stedet for Heras tempel i Olympia ved hjælp af tysk Zeiss-glas og til selve faklerne, der var fabrikeret af stålgiganten Krupp, der senere blev mest kendt for sin rolle som våbenfabrikant.

Da en »velbygget« tysk atlet svingede ind på Olympia­stdion i Berlin, blev han filmet af Hitlers hoffotograf Leni Riefenstahl, da han som kulminationen på Carl Diems’ planlægning tændte faklen på et alter omgivet af brusende flag med hagekors. Som propaganda var det et udstyrsstykke på en skala, der både frastødte og fascinerede resten af verden, som fulgte med i legene i Berlin.

Carl Diems’ olympiske rolle fik i øvrigt et bizart og tragisk efterspil i de sidste dage af Anden Verdenskrig, da han sammen med en gruppe unge soldater aldeles håbløst forsvarede det olympiske stadion mod en russisk overmagt. Ifølge overlevende øjenvidner henviste han gang på gang til spartanerne, der døde for deres land og sendte unge mænd for at dø i kamp mod den åbenlyse overmagt. Selv overlevede han og fik en karriere som sportsfilosof i efterkrigstiden.

At fakkelløbet var blevet brugt som politisk virkemiddel fra første færd, banede vejen for, at det kunne ske igen. I senere tider blev det en smule mere harmløst end den nazistiske propaganda.

Som da flammen i Montreal i 1976 blev tændt af en fransk- og en engelsktalende teenager for at symbolisere enhed og sammenhold i Canada.

Eller da løberen Yoshinori Sakai fik æren af at tænde faklen i Tokyo i 1964. Han var født i Hiroshima 6. august 1945, samme dag da den amerikanske hær for første gang i verdens historie brugte atomvåben i en krig.

Myten er, at den olympiske ild aldrig må få lov til at gå ud, men sandheden er, at selv om den blev slukket i Paris, er det langt fra første gang, det er smuttet for arrangørerne.

I Montreal slukkede en pludselig regnbyge den olympiske flamme kortvarigt, indtil en velmenende official uden videre ståhej trak en lighter op af lommen og fik flammerne i gang igen.

Hans forfærdede kolleger skyndte sig at slukke faklen igen og tænde den på den rigtige måde, nemlig ved hjælp af en flamme, der er antændt af den originale flamme i Olympia.

Enhver olympisk arrangør ved nemlig, at ting kan gå galt og sørger for at have en back-up flamme parat, så hvis det utænkelige skulle ske, kan flammen gentændes.

Men selv ikke de mest vidtgående pessimister kan vel have forestillet sig, hvad dyrlægestuderende Barry Larkin og hans kumpaner havde planlagt op til OL i Melbourne i 1956.

I protest over hvad de så som overdreven respekt for et nazi-symbol, besluttede de sig for et alternativt fakkelløb i Sydney, kort inden atleten Harry Dillon skulle ankomme med den ægte vare.

Faklen blev fremstillet af et sølvmalet stoleben med en dåse, der engang havde indeholdt blommekage, på toppen. Dåsen blev fyldt med petroleum og et par gamle underbukser, en af de studerende havde brugt som soldat, og så snart der blev sat ild til anordningen lignede det til forveksling en olympisk flamme.

En studerende iført hvide shorts gav sig ud på ruten sammen med en kammerat, der havde en reserveuniform på fra luftværnet og dermed lignede en motorcykelbetjent. I begyndelsen grinede politiet af de studerende, men den ivrige fakkelbærer havde så travlt med at svinge hid og did med flammen, at han tabte de gamle underbukser, og der opstod forvirring.

Barry Larkin, der havde løbet sammen med sine kumpaner fra begyndelsen, overtog faklen og spurtede frem ad ruten og var pludselig kommet så langt, at de ventende tilskuere og politibetjente troede, at der var tale om den ægte flamme.

Da Barry Larkin endelig kom i mål til klapsalver, overrakte han flammen til Sydneys borgmester, der straks gik i gang med sin tale, mens Barry Larkin sneg sig tilbage i skole for at tage en eksamen inden fejlen blev opdaget.

Den unge dyrlægestuderende fik stående bifald for sin bedrift af sine klassekammerater, men han dumpede til sin eksamen.

De australske myndigheder tog Barry Larkins forbytning af flammen som en drengestreg, men det er næppe den samme tilgang de kinesiske myndigheder kan operere med i, hvad der truer med at blive en pinlig verdensturne for den olympiske fakkel.

Det begyndte dårligt i Grækenland med optøjer og er fortsat indtil videre på store dele af ruten, senest i London og Paris og meget tyder på, at det næste stop i San Fransisco formentlig heller ikke kommer til at løbe af stabelen uden Tibet-protester. Hvis det fortsætter videre i verden, kan vejen til Kina virke meget lang for OL-arrangørerne.

Til gengæld kan Kina trøste sig med, at det hverken er første gang faklen har været brugt til politik, eller første gang den er blevet slukket.